Den store og feterede pianist Keith Jarrett har for længst skrevet musikhistorie med sine solokoncerter, hvor han uden forberedelse sætter sig til tangenterne og lader øjeblikkets intuition lede sig i frembringelsen af improviserede solostykker.

Denne disciplin har han dyrket siden begyndelsen af 1970’erne med visse pauser undervejs. Ikke mindst i de senere år, hvor en større forudsigelighed har sneget sig ind i hans berømte standardtrio, har solokoncerterne været hans væsentligste kunstneriske udtryksform: det sted, hvor Jarrett for alvor har skabt sin egen originale musik.

En nye kreativitet
Som det er dokumenteret på hans seneste soloplader fra og med ’Radiance’, indspillet i 2002, har Jarrett formået at bringe nyt liv til formlen.

For hvor han i mange år var berømt for sine ofte mere end halve timer lange »epic journeys into the unknown«, som han selv næsten højstemt har kaldt dem, så kørte han også død i dem og har i de senere år bevidst søgt at splitte sine improvisationer op i mindre bidder. Hvor banalt det end lyder, har det haft en voldsomt kreativ effekt på Jarretts musik.

LÆS OGSÅGigantisk jazzstjerne var tæt på katastrofen

Dobbelt-cd’en ’The Carnegie Hall Concert’ (2006) er en formidabel koncert, og triple-cd’en ’Paris/London – Testament’ (2009) vil stå blandt hans mest personlige.

Det er derfor også med betydelig forventning, at man lægger Keith Jarretts nyeste solokoncertudgivelse i afspilleren for at høre, hvad han mon denne gang har fundet på. Om han kan holde kadencen, om det virkelig er muligt for ham at skabe frisk og vedkommende musik endnu en gang?

Mild eftertænksomhed
Svaret er ufortøvet og klart: ja. Og endda har Rio sin egen musikalske kulør, der foregribes i coverets gule og røde pangfarver.

Om der er en skjult psykologisk forbindelse til stereotypen om Rio de Janeiro som sambaens og livsglædens land, skal være usagt, men Jarretts koncert i Rio 9. april i år, der lægger ud med en knudret og mørk fornemmelse i ’Part I’, bliver snart til en imødekommende forestilling, hvor Jarrett igennem den halvanden time lange solokoncert disker op med hele femten stykker musik på 5-7 minutter ad gangen.

LÆS OGSÅLydmand: »Verdens største musiker er nødt til at stramme op«

Som koncerten skrider frem, er det, som om Jarrett bløder mere og mere op, for til sidst at spille noget af det mest afslappede og mildt eftertænksomme, hørt fra hans hænder.

Det er altså en lys Jarrett, vi hører frem for den indadvendte og næsten forpint abstrakte kunstner, som dele af de førnævnte plader bærer vidnesbyrd om, deres væsentlige kvaliteter ufortalt.

Intuitiv balance
Allerede i ’Part III’ er Jarrett inde i en herlig gospelpuls med højrehånden som en svale, der flakser med indre melodisk kompas.

Og de fine stemningsskift, Jarrett hele tiden formår at skabe, vidner om en kunstner i fuld koncentration og intuitiv balance.

Også selv om der ikke er tale om nye landvindinger, men om en palet af de musikalske greb, Jarrett er så kendt for: et flydende, improviseret grænseland mellem elementer af barok, senromantik, impressionisme, jazz, gospel og blues.

LÆS OGSÅJazzstjerne vil flyves hjem at sove efter koncerten

Det bliver kun bedre i anden halvdel af koncerten, som er samlet på cd 2. Her er Jarrett for alvor spillet varm om hjertet.

Stærke stykker som ’Part VIII’ og den melodiske perle ’XIII’ rækker bagud til stemninger fra mesterværket ’The Köln Concert’ (1975).

En farverig rose
’Part IX’ leger papirtyndt med kinesiske folder, som atter afløses af den springende og gnistrende løbeild i ’Part X’.

Her er gejsten fra både ham selv og publikum yderst mærkbar. Og han lader sig bære videre i det generøse spor ved at istemme en boblende blues med shuffle-rytme, som han ikke trækker i langdrag, men slutter abrupt efter devisen om ikke at lade sig fange af rutinens cirkler.

LÆS OGSÅKommentar: Hverken regnen eller stjernen kunne drukne jazzfesten

Man bliver, med andre ord, holdt til ilden på den gode måde helt frem til de stærke, afsluttende stykker.

Og selv om ’Part XII’ er mindre interessant, er det endnu en gang som helhed lykkedes denne eminente kunstner at frembringe et mindeværdigt koncertforløb med en egen karakter, der passende kan skrives ind i Jarretts samlede værk som en farverig rose – i rødt og gult.

FACEBOOKBliv ven med Politiken