Det var en milepæl af en session, den danske guitarist Jakob Bro afholdt i Avatar Studio i New York i 2009 sammen med en række prominente musikere, heriblandt altsaxofonisten Lee Konitz, trommeslageren Paul Motian og guitaristen Bill Frisell.

Denne indspilning, ’Balladeering’, blev også fanget i dokumentarfilmen ’Weightless’, og hele den luksuriøse produktion med cd, dvd og lp indbragte Jakob Bro en danish music award for årets danske jazzudgivelse i 2010.

Nu har Bro med ’Time’ udsendt endnu en plade, der fortsætter, hvor ’Balladeering’ slap.

LÆS OGSÅ Jakob Bro sætter farten i dansk jazz

Strømmer som varmt vand
Den er i endnu højere grad en iscenesættelse af Lee Konitz, hvis skrøbeligt erfarne og indædt smukke tone pakkes ind i luftigt akkompagnement og følt sammenspil.

Denne gang af en trommeløs trio med Bro selv, Bill Frisell og den unge bassist Thomas Morgan. De bærer næsten andægtigt Konitz frem som i svævende procession.

Der er en transparent og nærmest vægtløs tilstand over musikken, som knytter filosofisk an til begreberne tid og rum, bevægelse og væren.

Stykkerne danner små udforskninger af improvisationens væsen ud fra basale elementer af puls, rundgange, melodier og klangfarver.

LÆS OGSÅGuitarist skabte magi i Diamanten

At lytte er som at træde ind i et sparsomt møbleret rum med et aftenskær af lys og en knapt anet brise fra den halvt åbne altandør. Lydene strømmer som varmt vand.

Det forunderlige er den måde, hvorpå musikerne puster liv i Bros skitseagtige forlæg. Jakob Bro opfatter selv denne plade som sit hovedværk, en kulmination på sit musikalske virke indtil videre, sådan som det fremgår af magasinet Jazz Specials nyligt udsendte 20-års fødselsdagsnummer #124 (!).

Opløste egoer
Man forstår Bros stolthed over at have fået disse store og stildannende musikere i tale med sine kompositioner og sin insisteren på at holde fast i sit eget kunstneriske udtryk. Og med disse plader har Bro omsider fået den internationale jazzscenes opmærksomhed.

Personlig tror jeg, at ’Balladeering’ vil stå stærkest over tid, men egentlig er de jo som to alen af et stykke, som spillet i samme åndedrag.

Det over syv minutter lange ’Cirkler’ fanger essensen af projektet. Her spiller pauserne i musikken, tidens udstrækning og klangfarverne den egentlige hovedrolle. Musikerne har nærmest opløst deres egoer til fordel for Bros vision om at synge smukke sange på den enklest tænkelige måde.

LÆS OGSÅPå jazzfestival: Jakob Bro anbefaler sin all time-helt

Sådan fortsætter det pladen igennem. Konceptet har naturligvis sin begrænsning, og musikken forbliver også i en tilbageholdende og latent atmosfære, hvor udbyttet af en mere grænsesøgende og dynamisk udfoldet musik må søges andre steder.

Et stykke som ’Yellow’ forekommer – måske fordi det melodiske element er næsten fraværende – for uinteressant.

Aldrig uvedkommende
Allerede ’Balladeering’ var kompositorisk på kanten af det banale. Ikke desto mindre førte denne indspilning til nogle unikke passager, der allerede nu kan placeres som vigtige i en dansk jazzhistorisk sammenhæng.

Også ’Time’ skal have sin tid – så at sige. Pladen har en unik sound og stemning og byder efter nærmere bekendtskab – og i sit eget manende tempo – på stadig nye facetter.

LÆS OGSÅKarismatisk trommelegende er død

Den kan alt efter temperament og humør opleves som dybt bevægende og søgende i små zoner af emotionelle tilstande, eller den kan antage monotoniens stillestående tristesse.

Ja, faktisk er den begge dele. Men aldrig uvedkommende. ’Time’ er et lille, svævende kunstværk.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken