ANMELDT:

Mark Lotz & Islan Köpek: Istanbul Improv Sessions May 4th. Evil Rabbit Records 16.

Turen starter ved Akropolis i Athen, hvor der i juni 2010 fandt et bemærkelsesværdigt musikalsk møde sted mellem den amerikanske saxofonist Charles Lloyd og den græske sangerinde Maria Farantouri, som er en af sit hjemlands helt store kunstnere.

Magisk atmosfære
I den arkaiske kulisse, som udgøres af Herod Atticus Odeon, skabte de en koncert med en magisk atmosfære, hvor Lloyds særlige modale jazzstil smelter smukt sammen med elementer af græsk musikkultur.

Hemmeligheden er ikke mindst den hengivenhed og forståelse for et fælles projekt, som de medvirkende udviser. Og hvornår har man sidst hørt Charles Lloyd spille med samme indføling og opmærksomhed?

Maria Farantouri er udstyret med en stor og mørkt klingende kontraalt, men på smukkeste vis søger hun ned i det afdæmpede leje, hvor Charles Lloyds saxofon oftest befinder sig.

Dirrende røst
Hendes røst dirrer af følelse og udtrykker ophøjet stolthed, smerte og hjertevarme. Også den skrappe rytmegruppe med bassisten Eric Harland, bassisten Rueben Rogers og pianisten Jason Moran tilpasser sig suverænt. Farantouri har medbragt pianisten Takis Farazis og lyrespilleren Socratis Sinopoulos.

Sidstnævnte føjer en særlig vemodig folketone til orkestret. En lille håndfuld Lloyd-originaler åbner koncerten, heriblandt den svimlende 'Dream Weaver' og den lysende 'Prayer', der klinger som en folkemusikalsk klassiker.

Lloyds kompositioner fungerer som en slags præludium til koncertens tre suiter med græsk musik, blandt andet den oldgamle 'Hymnos stin Ayia Triada' (Hymne til den Hellige Treenighed) fra det 3. århundrede, flere stykker af nationalkomponisten Mikis Theodorakis og traditionelle folkemelodier fra det græske ø- og fastland.

Første suite udgør i det hele taget et besættende forløb fra hviskende fløjtetoner til stormfuldt orkesterspil.

Jason Moran er en fornøjelse at følge, spontan og med et frygtindgydende overblik. Man hører her en af tidens vigtigste pianister, fuldt dedikeret til øjeblikket og den musikalske kontekst, han befinder sig i. Og selv om musikerne især imod slutningen giver los, er det den afdæmpede og emotionelt fortættede musik, der gør størst indtryk.

Globale musikrødder
Herefter lander vi i Istanbuls kogende metropol til improvisation og dialog mellem den spændende hollandske fløjtenist Mark Alban Lotz, der har mange 'glokale' musikmøder i rygsækken, og det tyrkiske ensemble Islak Köpek (De våde hunde).

Og ja, der findes en scene for fri improvisationsmusik og eksperimenter i den tyrkiske hovedstad. 'Istanbul Improv Sessions May 4th' er optaget i 2010.

Her høres seks musikere, der benytter et arsenal af lydlige variationer på deres instrumenter. Tingene kan siges med alle midler. Knagende træ fra cello, klaprende lyde fra saxofoner, sprødt præpareret guitar af Sevket Akinci, sødligt fordrukne fløjtetoner fra Lotz og slubrende elektronik fra Korhan Erels laptop, som det sker i 'Mouths' og i den efterfølgende 'Mouthtrap'.

Det er krævende, men også i passager fascinerende lydkunst og konkret musikpoesi. Et ministykke som 'Throat' har en harkende stemme i centrum.

Hvad der gør musikken interessant i mindre doser, er kombinationen af stemningsskift og flygtigt fastholdte ideer. De våde hunde afslutter passende selvironisk med stykket 'Mouthwater'. Deres musik har dog som helhed kun begrænset rækkevidde.

Fugleflugtslinjen
Så går turen til Nordafrika. Eller snarere i fugleflugtslinje fra Marokko over Gibraltar til Tyskland. Her høres pianisten Joachim Kühn på pladen 'Chalaba' i tæt parløb med den spanske perkussionist Ramon Lopez og den marokkanske guembri-spiller og sanger Majid Bekkas.

ANMELDT:

Joachim Kühn/Majid Bekkas/ Ramon Lopez: Chalaba. ACT 9502-2.

Trioens samarbejde, der begyndte i 2006, har været så succesfuldt, at de nu har udsendt deres tredje plade. Kühn selv har ikke blot aktier i jazzklavertraditionen og dens avantgardeprægede udløbere i europæisk free jazz.

Han bærer også spor af Bach i sit ornamenterede og satsede spil. Ud over ham er det Majid Bekkas, der hævder sig stærkest både med sin markante sangstil og sit instrumentale spil på oud og guembri - sidstnævnte et traditionelt basinstrument af kamelhud, som anvendes inden for den såkaldte gnawa-musik i Marokko.

ANMELDT:

Dino Saluzzi/Anja Lechner/Felix Saluzzi: Navidad de los Andes. ECM 2204.

Griber ikke
Her er vitterlig forsøg på at spille eventyr frem som i den indledende 'Enjoy' med fusion af jazz, gnawa og reggae. Men selv om trioen bevæger sig vidt omkring, heriblandt også til indiske og spanske stemninger, har flere af stykkerne svært ved at løfte sig.

Det skulle da lige være den traditionelle titelsang, hvor der er noget på spil i Majid Bekkas' sangforedrag og insisterende guembrispil, omkring hvilket klaver og slagtøj leger. Og i 'Hamdouchia' viser Bekkas sit mesterskab på den arabiske lut, mens Kühns klaverspil funkler. Dog, rigtig grebet bliver man aldrig.

Argentinsk juleplade
Langt fra de foregående lokaliteter og musikkulturer finder vi endelig en slags juleplade: 'Navidad de los Andes' (Jul i Andesbjergene), indspillet i Lugano, Schweiz, af den argentinske bandoneón-mester Dino Saluzzi med den eminente cellist Anja Lechner og Saluzzis bror Felix på saxofon og klarinet.

Dino Saluzzi og Lechner har tidligere i duo bevist deres musikalske klasse og særlige intuitive kemi, hvor bandoneón og cello nærmest kærtegner hinanden med toner.

Men også Felix betjener her sine instrumenter intenst nedtonet og helt i tråd med den musikalske sammenhæng. Resultatet er endnu en plade med Dino Saluzzis velkendte fusion af argentinsk folklore, jazz og ny kammermusik, hvor en både yndefuld og dybt søgende, melankolsk tone gennemsyrer hver en frase.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken