The Modern Jazz Quartet har ikke eksisteret forgæves. Dette ensemble, der under pianisten John Lewis ledelse og med ham som hovedleverandør af repertoiret på overbevisende måde formåede at skabe et musikalsk udtryk, der både trak på kilder fra barokmusikken og samtidig var dybt besjælet af bluesen.

For det er helt åbenbart, at gruppen har tjent som inspiration for The Classical Jazz Quartet, der med Stefon Harris på vibrafon og marimba, Kenny Barron på piano, Ron Carter på bas og Lewis Nash på trommer ikke blot benytter sig af en tilsvarende instrumentation, men også følger et lignende koncept, der endog er ført et trin videre. For mens MJQ arbejdede med egne værker, så tager CJQ på disse tre cd’er direkte afsæt i de oprindelige ophavsmænds temaer.

Den ene byder på seks temaer af Johann Sebastian Bach, den anden på otte fra Tchaikovskis ’Nøddeknækker Suite’ og på den tredje, der bærer titlen ’Christmas’, genfinder man de seks fra ’Nøddeknækker Suiten’ og et fra Bach-cd’en, mens det sidste er Händels ’Hallelujah’ fra ’Messiah’.

I denne forbindelse kan man faktisk tillade sig at tale om snyd, idet flere af numrene optræder under nye titler, og ydermere er tidsangivelserne på bagsiden af coveret udeladt, så at de heller ikke lader sig identificere på denne måde.

Skulle man vælge imellem de to sidstnævnte cd’er, ville jeg vælge ’Play Tchaikovski’. Den bedste er dog ’Play Bach’. Under alle omstændigheder er det dog en glimrende kvartet, man hører i disse optagelser, om end det gælder for dem alle tre, at man ikke fornemmer helt det samme dybe engagement, der var kendetegnende for MJQ’s musik.

Visse skønhedspletter må man ligeledes affinde sig med. Carters urene intonation træder sine steder temmelig græsseligt frem, og Barrons perlende klaverspil udarter ikke så sjældent til for megen fingereksercits.

Heller ikke alle de friheder, man har tilladt over for det originale materiale, forekommer lige heldige. Det er synd at omsætte Tchaikovskis ’Blomstervals’ efter den kønne præsentation af temaet til en mere ordinær 4/4-takt, og der er intet vundet ved at gøre et tema fra Bachs Brandenburg Koncert Nr. 2 til genstand for modal improvisation og at underlægge det en salsarytme i 7/4.

Til gengæld lykkes det smukt at forvandle anden sats af hans obokoncert til en bossa nova, og det er ligeledes en fornøjelse at opleve, hvor fint og afspændt hans ’Jesu, Joy Of Man’s Desiring’ kan swinge.