Ingen tvivl om, at Niels-Henning Ørsted Pedersen var en musiker af verdensformat, der allerede tidligt i sin karriere satte nye standarder for, hvad det lod sig gøre at spille på en bas. Men han var også en musiker, hvis søgen efter perfektion og sikkerhed hæmmede det, der i hvert fald for mig står som essensen i jazzen.

Nemlig spontaniteten, det uforudsete, der ikke blot overrasker publikum, men også musikeren selv. Og det var ganske typisk for Ørsted Pedersen, at han i de år, hvor han stod i spidsen for sin egen trio, undgik at bringe sig i situationer, der kunne udfordre ham i så henseende.

Det fremgår med al tydelighed af disse liveoptagelser, dels fra Aalborg i 1999, dels fra Hamburg i 2005, hvor Ørsted Pedersen har guitaristen Ulf Wakenius og trommeslageren Jonas Johansen ved sin side i et repertoire, som de har gennempløjet utallige gange.

Bluesfarvede patentfraser
Ørsted Pedersens instrumentale mesterskab fornægter sig selvfølgelig ikke, men jeg synes også, at en sang som ’I skovens dybe, stille ro’ efterhånden har fået så mange pyntetoner på, at det tangerer det alt for kælne.

Jo mere behersket Ørsted Pedersen formulerer sig, desto stærkere er den rent musikalske effekt. Det kommer numre som ’The Song Is You’ og ’Our Love Is Here To Stay’ til gode.

Wakenius indleder sin solo i ’A Nightingale Sang In Barkley Square’ overmåde smukt og enkelt, men også her viser det sig, at han på det nærmeste synes at være blevet offer for de bluesfarvede patentfraser, han opfylder sit spil med. Helt galt går det i den vildt forcerede ’You And The Night And The Music’. Hvad der sker her, får virkelig nerverne til at stå på højkant.