En gang imellem kan det være ganske nyttigt at blive ledt på vildspor. For det kan åbne for en erkendelse, som man ikke havde gjort sig klar forinden.

Det oplevede jeg for nylig, da jeg i radioen hørte en sangerinde synge ’The Boy Next Door’ uden at vide, hvem hun var. Min første tanke gjaldt Blossom Dearie, hvis pigeagtige stemme i kombination med den dybe livserfaring, der ligeledes kommer til udtryk i den, altid har fascineret mig umådelig stærkt.

Skarpere kant
Det var dog ikke hende, men Stacey Kent, en amerikansk, i England bosat sangerinde, som vi også kar kunnet høre herhjemme. Hun udstråler sympati og varme, om end hun umiddelbart kan forekomme lidt fersk i sit foredrag. Men i ovenfor nævnte sang var der noget mere. Nemlig netop det, der fik mig til at forveksle hende med Blossom Dearie.

Hendes nye cd, ’Breakfast On The Morning Tram’, er også hendes første for Blue Note, og det har medført, at det klangbillede, hun optræder i, er ændret. Røsten fremstår med en skarpere kant, og det klæder den.

Og mens hendes repertoire tidligere fortrinsvis var hentet fra ’The Great American SongBook’, så finder man blandt numrene på den nye cd både bidrag af franske Serge Gainsbourg og Kents mand, tenorsaxofonisten Jim Tomlinson.

Lysende solist
Hans ’So Romantic’ er af cd’ens højdepunkter, og her hører man ham ligeledes som en lysende solist, der bringer salig Paul Desmond i erindring. Ved siden af ’So Romantic’ er det dog alligevel et par numre fra det velkendte repertoire, der efterlader det stærkeste indtryk.

Nemlig den lavmælte, men så meget desto mere indtrængende ’Never Let Me Go’ og ’What A Wonderful World’, der viser, at også andre end Louis Armstrong kan synge den.