Will Friedland, højt anerkendt forfatter til en række bøger om amerikansk populærmusik, har skrevet noterne til denne dobbelt-cd, der har indfanget Ella Fitzgerald, ledsaget af pianisten Lou Levys trio, den sidste aften af tre ugers engagement i august 1958 på klubben Mr. Kelly’s i Chicago.

Yderst informative noter, om end jeg for min del ikke helt kan dele den uindskrænkede begejstring for sangerinden, som Friedland giver udtryk for.

At kalde Ella Fitzgerald ’The First Lady of Song’, som nogle gør, forekommer mig noget overdrevet, siden der også har været sangerinder som Billie Holiday og Sarah Vaughan til.

Så går det bedre med et andet tilnavn, ’Her Swinging Majesty’, for swinge gør Ella Fitzgerald. Der skal dog mere til for at skabe den helt betydelige kunstner. Og det, der stiller sig vejen for hendes vedkommende, er en form for naivitet, der slår igennem i hendes sang.

Styrke og svaghed
Den kan nemlig ytre sig både som en styrke og en svaghed. Det første, når den lader hendes sang fremstå med en uforstilthed, der især forlener hendes balladefortolkninger med en renfærdighed, der ikke kan undgå at røre tilhøreren.

Det andet, når hun ikke formår at holde sig banaliteterne fra livet. Og de kan blomstre ret så vildt i hendes scatsang. I visse tilfælde har det, der engang var improvisationer, udviklet sig til fastlåste ritualer, og på en aften som denne, hvor man møder en Ella Fitzgerald i overstadigt humør, holder hun sig bestemt ikke tilbage.

Derfor må man også tage med, at hun i al sin veloplagthed indimellem går over stregen. Men så er der jo også de mere rolige øjeblikke med sange som ’Bewitched’, ’I’m Glad There Is You’, ’Come Rain Or Come Shine’, ’Stardust’ og ’In The Wee Wee Small Hours of The Morning’, der byder på den smukkest tænkelige sangkunst.

Sidstnævnte synger hun tilmed i begge aftenens show, og her er det bemærkelsesværdigt, hvor forskelligt hun griber sangen an i de to versioner.