Hvad Dizzy Gillespie var for trompeten og Charlie Parker for altsaxofonen, var Bud Powell for klaveret. På hver sit instrument var de alle tre totalt toneangivende, da beboppen i midten af 1940’erne slog igennem som jazzens nye sprog.

I 1959 tog den mentalt syge Powell til Europa, hvor han bosatte sig i Paris, og i 1962 var han på et længere besøg i København, hvor han også indspillede musikken på denne genudgivelse i selskab med den kun 15-årige Niels-Henning Ørsted Pedersen på bas og trommeslageren William Schiópffe.

Hvad der slog mig som gådefuldt dengang – og stadig gør det – er, hvordan et menneske, der på det nærmeste var ude af stand til at formulere sig i ord, kunne gøre det så overbevisende i toner. For det fantastiske ved hans spil er den klarhed, med hvilken han kæder sine tonerækker sammen, så de danner en kontinuerlig fortælling.

Lyslevende og spændstig
Faktisk på lignende vis, som også Keith Jarrett kan gøre det i dag. Hvor hver frase fører videre til den efterfølgende på en måde, der får denne til at fremstå – på én gang – som både logisk og overraskende.

Det lå indbygget i ham på en måde, så at hans spil i værste fald ikke hævede sig over det mekaniske. Men i disse optagelser er han lyslevende, med hele anslagets spændstighed oppe på fuld styrke, og så er der tale om stort jazzklaverspil.

Aldeles fremragende især i hans egen ’Bouncing With Bud’, et af beboppens mest markante temaer, hvis knejsende karakter Powell fastholder gennem hele sit solospil, og Benny Golsons ballade ’I Remember Clifford’ i en udgave, der kun kan betegnes som majestætisk.