Vibrafonisten Gary Burton har altid haft øre for de usædvanlige talenter, han er truffet på i sin gerning ved Berklee School of Music, og nogle af dem har han tilmed optaget i sine egne grupper, mens de stadig var teenagere.

En af dem er guitaristen Pat Metheny, en anden den britiske tenorsaxofonist Tommy Smith. I dag er Smith en moden herre på 41 år, der må regnes blandt de betydeligste musikere på den europæiske jazzscene.

En musiker, der alene i kraft af sin tones dybt indtrængende karakter kan påkalde sig opmærksomheden på samme måde, som man kan høre det hos hans instrumentkolleger Seamus Blake, Chris Potter og Jan Garbarek.

Fortrolig med musikken
Med dem deler Smith ligeledes den frigjorthed og det rytmiske overskud, han formulerer sig med. Alt dette – og mere til – kan man opleve ved at lytte til denne cd, hvor han er i selskab med den franske pianist Loïc Dequidt og de to svenske musikere, bassisten Matthias Hjorth og trommeslageren Peter Nilsson.

For tilsammen danner de en fremragende kvartet, der yder cd’ens seks numre fuld retfærdighed. Alle komponeret af Dequidt, der ligeledes markerer sig som en glimrende solist.

Det skal siges, at umiddelbart er de to første indslag måske ikke helt nemme at gå til. I ’Nomade’ arbejder Dequidt med en ret indviklet struktur, der dog går op i 4/4. Og i ’Final Play’, i 3/4, indfletter han selv en figur, der går på tværs af denne taktart, og som derfor kan skabe forvirring.

Men man kan opnå at blive fortrolig med musikken ud fra de givne præmisser. Netop fordi den hævder sig så overbevisende i selve sin fremførelse. Og det gør den også i de efterfølgende numre, der ikke skulle volde nogen problemer.