Man kan få masser af store tenorsaxofonister i fede strygerarrangementer serveret som følsomt maskuline bøffer i flødesovs.

Tag selv et vilkårligt eksemplar ned fra pladereolen. Eller hør i stedet på en ny dansk cd, hvor overraskende spændstigt og fleksibelt, legende og dansende det også kan gøres.

Virker inspireret
Danmarks store swingtenor Jesper Thilo kommer meget mere end hæderligt gennem disse arrangementer for strygere og rytmegruppe.

Han virker inspireret, fokuseret, ja ligefrem beriget af en kontekst, hvor violiner, bratscher og celloer er gjort til mere end bare et lydtapet bag manden med hornet.

En ballade som ’When Sunny Gets Blue’ håndterer Jesper Thilo, så gamle Ben Webster synes at stikke hovedet bifaldende frem, og det er ikke, fordi strygerne ikke også får lov at smægte, skal det lige noteres.

Thilo fraserer fantastisk i traditionen fra de store gamle, men resultatet er ikke en fad omgang music for lovers fra konservesdåsen med Mantovani-lyd.

Mange overraskelser
Der er overraskelser næsten hele vejen igennem.

Bedst som man forventer tenorlyd på endnu en ballade, nærmere bestemt ’I Remember Clifford’, snyder Jesper Thilo lytteren og griber til en lys og lyrisk klarinet i stedet.

Til gengæld er det tenoren, han har om halsen i ’Moonlight Serenade’, og det arrangement tåler at blive hørt mere end en gang.

Det er lavet af erfarne Ole Kock Hansen, der tegner sig for samtlige cd’ens gennemsigtige udsættelser, og man fornemmer en glæde bag udarbejdelsen og bag hans måde at dirigere arrangementerne på.

En lyst og et kreativt overskud, der også i en sovset sag som Glenn Millers sørger for kongeniale små benspænd og overraskende, opfriskende indslag undervejs.

Ørerne popper op
Man kunne nemt bare have ladet en gammel traver som Millers måneskinsserenade tage ti kilo på, men Ole Kock vælger friske, afvekslende løsninger, så ørerne popper op.

Desuden bidrager han selv med et par kompositioner som afslutning.

Herunder cd’ens titelnummer, der som en henvisning til Niels-Henning Ørsted Pedersens ’Those who Were’ sætter tiden i stå med sin i grunden meget ujazzede bund af statiske, sitrende upolerede strygerakkorder under Jesper Thilos klarinet, som her holder sig til det mørkklingende, stemningsfulde chalumeau-leje.

En enkelt stryger trækkes følsomt frem som solist for at sætte stemningen i et dejligt dovent, sensuelt arrangement af Jobims ’Dindi’, inden Thilo sætter ind med en øm sopransax over maraccas, mens åndsbeslægtet længsel svæver, siver og strømmer fra strengene.

Gammeldags growl
Andre gange kan det hele blive ganske heftigt. Som i en insisterende, faktisk ret huggende ’Cherokee’.

Men kun indtil Thilo slippes løs med sin klare, kærlige måde at traktere hornet på. Hans spil er i en klasse for sig set med danske solbriller, og det skammer sig ikke over at have rødder i fortiden.

En ansats til gammeldags growl, som vi kender fra Coleman Hawkins, er ikke tabu.

Så hvorfor ikke lade det begynde at swinge rigtig tungt og lækkert? Hvad Thilo og strygerne så gør.

Formel 1-basspil
Den ufatteligt fingernemme, rent ud sagt virtuose Olivier Antunes sidder ved flyglet.

Trommerne tager Frands Rifbjerg sig af, så resultatet det meste af tiden er oppe på siden af Bo Stiefs formel 1-basspil.

Det er ærgerligt, at det to steder undervejs knitrer på grund af en dum teknisk fejl.

Men i øvrigt har Jesper Thilo og Ole Kock Hansen ydet oprejsning til en belastet genre.

Sammen har de lavet den lækre, langtfra vamle with strings-cd.