Det er snart ikke til at købe en cd uden bonusmateriale, men i forbindelse med guitaristen Jakob Bros nye cd ’Balladeering’ er det en klar underdrivelse at kalde den medfølgende dvd for bonusmateriale.

Dvd’en rummer en rolig, smukt udfoldet dokumentarfilm af instruktøren Sune Blicher om indspilningen af pladen. Den foregik over to dage i september i New York i de berømte Avatar Studios, og det var en gruppe veritable amerikanske jazzgiganter, den unge danske guitarist havde samlet.

Foruden guitaristen Bill Frisell medvirker den skødesløst præcise Paul Motian på trommer. Dertil kommer Ben Street på bas og den i dag 82-årige altsaxofonist Lee Konitz.

Grænsende til det skrøbelige
Materialet, Jakob Bro havde med til New York, var de enklest tænkelige melodier og små harmonifølger. Simple på grænsen til det skrøbelige. Hvad der kom ud af de to dage i studiet, er en form for lavmælt, drømmende poesi. Lutter rolige, langsomme numre – og hvad skal man i det hele taget kalde det, musikerne laver?

Som det fremgår af filmen, er det alderspræsidenten Lee Konitz, der til lejligheden opfinder svaret og dermed pladens titel i form af verbet balladeering.

En fin og kreativ beskrivelse af det arbejde, musikerne nærmest i slow motion og ofte uden fast puls laver med udgangspunkt i Bros medbragte nodeark. Og som er endt som et album, der såmænd også fint kunne have delt navn med det indledende nummer ’Weightless’.

Netop det, at musikerne sammen skaber resultater, som selv ikke Jakob Bro som komponist kunne have forudset hjemmefra, er dybt jazzet.

Som Jakob Bro siger et sted i filmen, så endte Lee Konitz’ dæmpede altsax med at blive kernen på en plade, der med sin afspændte skønhed hensætter lytteren i en tilstand af noget, som godt kan nærme sig lykke. Kun den afsluttende elektriske version af kompositionen ’Starting Point’ bryder med sine electronica-effekter det blanke, smukke spejl. At Konitz til sidst i nummeret ’Terrace Place’ henkastet leverer en slags citat af sangen ’Hvorfor er lykken så lunefuld’, må være et af de små puds, skæbnen kan spille os.

Stor og vægtløs
Bag trommerne pusler Motian med stikker og whiskers, så man nok en gang forbløffes over hans enorme, altid spontane musikerskab. Frisells og Jakob Bros guitarer smelter sammen til en fælles lyd, hvor det er umuligt at høre, hvem der spiller hvad. Men det er heller ikke vigtigt.

Pinagtig præcision er lige så lidt i højsædet som solistiske egoer. Med Ben Streets bas som det diskrete holdepunkt udgør netop musikkens mange små, lavmælte forskydninger sammen med de enkle, sikre melodier og harmoniskift essensen af det udtryk, der samler de otte skæringer til en helstøbt oplevelse.

’Balladeering’ er et usædvanligt og smukt jazzalbum. Et eksempel på, hvordan små, skrøbelige temaer kan ende som stor, vægtløs musik. På grund af samarbejdet mellem en håndfuld store musikere.

Titler som ’Vraa’ afslører, at Bro skrev en del af materialet i et sommerhus på Mols, inden han tog nodearkene med til New York. De er med til at holde oplevelsen nede på jorden.

Poesien er til gengæld svævende og vanskelig at gribe om, selv om Jørgen Leth, der dukkede op under indspilningerne og er en biperson i filmen, gør et forsøg med sit personlige forord til pladen. Desuden har han bidraget med et digt, der smukt kobler metaforen lys til Jakob Bros musik.