Annonce
Annonce
Annonce
Musik 17. mar. 2010 KL. 11.36

Nye toner fra jazzvirtuos kysser livet

Carsten Dahl trykker den af big time i det fantastiske lydbillede 'Humilitas'.

Anmeldelse Carsten Dahl Experience

Politiken synes
Politiken synes
Titel Humilitas
Pladeselskab Storyville Records
send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Kvartetten Carsten Dahl Experience, som ud over kapelmesteren tæller saxofonisten Jesper Zeuthen, bassisten Niels ’Bosse’ Davidsen og trommefænomenet Stefan Pasborg, er anderledes vellykket i forhold Carsten Dahls andet aktuelle album: et jazz'n'poetry-samarbejde med Chili Turéll.

LÆS ANMELDELSEJazz'n'poetry-plade er ren tarteletfyld på dåse

De fire trykker den sammen af big time i ti kompositioner, der alle har skitsens karakter, men som forløses på fornem vis af musikerne, hvis spilleglæde og indbyrdes kemi er helt i top. Fra starten – i de to Zeuthen-ting ’Åndedans’ og ’Okto’ – fornemmer man et tydeligt slægtskab med Keith Jarretts ’skandinaviske kvartet’ fra 1970’erne.

Tydeligst i sidstnævnte, hvor saxofonen er så følt og inderlig, men aldrig bliver våd og klam på den overdrevent nordisk-melankolske-vi-har-bjerge-og-ulve-agtige måde; åbne landskaber, ja, men sgu fortolket i en tæt og fortroligt tilrøget jazzsammenhæng.

Vellykket rytmearbejde
Undervejs nås der også ud i andre kroge af det musikalske univers: Zeuthen når sine steder at udlade en spirituel aylersk vildskab, og Dahl demonstrerer flair for percussivt pianospil a la Cecil Taylor i dennes mere radikale udpakninger.

Og den elegante rytmisk avancerede ’Psykocalypso’, kan man jo hygge sig med at sidde og tælle taktslag til, hvis man – meget mod forventning – skulle komme til at kede sig.

Under disse to mildest talt flamboyante solister – som imidlertid aldrig nogensinde undertrykker det musikalske kollektivs fælles åndedræt – leverer såvel bassist som trommeslager rigtig vellykket rytmearbejde.

Rumlighed i lydbilledet
I hommagen ’Den Tanzen für Thomas’ (Agergaard) kan man glæde sig over Pasborgs luftige, selvbærende trommer, Zeuthens orientalsk syngende sax i smuk samklang i en flot arabesk.

Produktionen er flot og med rigtig god rumlighed i lydbilledet. ECM-buffs vil måske finde den forurenet på grund af dens manglende frugalitet; dem om det: Det lyder fedt og rigtig godt afbalanceret.

Det er en plade, som kysser såvel musikken som livet lige på trutten på en sådan måde, at man selv bliver glad over at være her og have mulighed for at plukke dagen.