Der er ordentlig spark i Rickie Lee Jones-nummeret ’Chuck E’s in Love’.

Bigbandet smider den gamle klassiker op i gear, publikum giver dem en hånd, og man mærker med det samme, at man med Veronica Mortensens nye cd er inviteret til sommerkoncert.

Pladen er indspillet live i Ridehuset i Århus med Klüvers Big Band. Den har sin titel efter en gammel, ikke særlig kendt ballade fra 1950’erne, der begynder lidt som ’Nature Boy’.

Overset jazzvokalist
Hovedpersonen synger den med et porøst, overvældende og sikkert udtryk for den resignerede kærlighed hos pigen, der stadig står på spring, selv om ham, hun elsker, ikke ser hende som andet end en ven.

Men det nummer kommer først til sidst på en cd, der inden da byder på ganske forrygende god koncertstemning fra et af Danmarks bedste bigbands.

Plus en sangerinde, som på en eller anden måde er det lidt oversete stortalent blandt kvindelige danske jazzvokalister.

Stemmen er topfokuseret. Udtrykket stinkende sikkert og fyldt med en uimodståelig, frisk energi.

På Lars Janssons ’Busy’ har Veronica Mortensen selv haft fingrene nede i teksten, og hvis du kan sidde stille til den omgang, så skal du altså en tur til lægen.

Klüvers blæsere viser sig fra deres mest superswingende side.

Kap-scatning
Dave Samuels, som nogle vil kende fra hans arbejde med fusionsbandet Spyro Gyra, krydrer med vibrafonspil.

Der er lækker bassolo til dem, der vil, og nummerets enkle, overbevisende twist af en grundlæggende bluesform serveret i femdelt takt fungerer enklere og meget mere umiddelbart, end det lyder på tryk.

I balladetempo kan Veronica Mortensen bære en hudløs inderlighed, som giver mening til de blottede følelser i Stevie Wonders ’Make Sure You’re Sure’.

Bigbandet er saftigt, også når det strejfer det sydamerikanske i Mortensens egen ’Sleepless’, og på den afsluttende, storswingende ’Not Just a Date’ scatter hun om kap med et orkester, der slår håret ud!

Soloerne kommer fra veloplagte musikere, og bag trommerne har Dennis Mackrel sin meget store del af ansvaret for, at Veronica Mortensens tredje plade i eget navn er blevet en fremragende live-cd.

Hvis ikke det allerede er blevet forår, så kommer det, når du sætter denne cd på.

Også anmeldt:
Hanne Boel: I Think It’s Going to Rain. Stunt Records.

Hos en moden Hanne Boel i det intime hjørne er indtrykket diametralt modsat. Mørkt. Indadvendt.

I stedet for et sprudlende bigband har den engang så folkelige popsouldronning valgt bare et enkelt piano. Trakteret af jazzpianisten Carsten Dahl.

Hanne Boel har en stærk stemme. Hun fraserer uden omsvøb, og når hun lægger ud med en overbevisende ’I Think It’s Going to Rain’ af Randy Newman, tror man næsten på, at følelser kan diktere vejrfænomener.

Cd’en er et eksperiment. Nøgen og nøgtern i sin undersøgelse af, hvad Hanne Boel og Carsten Dahl kan sammen.

LÆS OGSÅ Hanne Boel bliver professor

Tempoet er indstillet på langsomme ballader. Hist og her er der tilføjet et par strygere, men de trækker kun en tynd film over musikken.

Vaskeægte noir-hit
Det meste af tiden er sangerinden alene med pianisten, der kan jage tankerne i retning af Keith Jarrett, når han dypper sine tangenter i et toneartsopløsende syrebad. Chaplin-klassikeren ’Smile’ får lov at dingle i en faretruende tynd tråd på den konto.

Hanne Boel farver med ærlige rockkulører. Gribende, når hun læner sig i retning af Annie Lennox, mens klaveret forløser det enklest tænkelige akkompagnement på strygerbaggrund i ’Mad World’.

Resultatet er et vaskeægte noir-hit, som man hurtigt vender tilbage til.

Ligesom Veronica Mortensen hylder også Hanne Boel Rickie Lee Jones.

LÆS ANMELDELSERickie Lee Jones kæler for detaljerne

’On Saturday Afternoons in 1963’ forlader for en kort bemærkning det alvorstunge og understreger professionalismen hos en vokalist, der lader til at ville bruge sine modne år på at grave dybere efter rødderne.

Jazzet rocksjæl
At Hanne Boel kan synge jazz, er der ingen tvivl om. Men selv om cd’en er en slags tilbagevenden til den side af sagen, oplever man det kun på to-tre numre. Mest gennemført i standarden ’Sometimes I’m Happy’.

’Blame It on My Youth’ har en snert af det, men det er de cool jazzfarvede rockelegantierer fra Steely Dan, der inspirerer hende bedst på en slick version af ’Showbizz People’.

Damen har en rocksjæl. Det fremgår af en inderlig sag som Lyle Lovetts ’Moon on My Shoulder’.

Ærligt eksperiment
Bare en enkelt, velnæret tone i klaveret er nok til at understøtte hende i Nick Caves ’Into My Arms’, som er med til at gøre Hanne Boels tête a tête med Carsten Dahl smuk.

Sammen har de to foranstaltet et ærligt eksperiment med fine resultater.

Et stærkt statement, om end ikke nødvendigvis et hundrede procent helstøbt album, der giver et kig ind i eksperimentariet – og som ligger milevidt fra Veronica Mortensens boblende møde med de gamle venner i Klüvers Big Band.