Hatten af for vovemodet, når den musiklæreruddannede jazzsangerinde Cathrine Legardh på sin anden soloudgivelse serverer en samling sange, der af de fleste jazzlyttere forbindes med det svenske ikon Monica Zetterlund, hvis fortolkninger af klassikere som ’Walking My Baby Back Home’ (’Sakta vi gå genom stan’, som den hedder i Beppe Wolgers forsvenskning) og visen om det skønne Värmland hører hjemme i guldkategorien.

For det er sgu da at spænde ambitionsbuen med en vis dødsforagt.

Og når dertil kommer livtag med en stribe andre sange, der også har en vis status, så er det altså ret respektindgydende.

Vi taler nemlig om Kaj Normann Andersens ’Glemmer du’ med svensk tekst, vi taler om Karen Jønssons evigtunge ’Månestrålen’, og vi taler om Toots Thielemans ’Bluesette’ med svenske ord af Hasse og Tage, som Zetterlund jo arbejdede tæt sammen med i virksomheden A/B Svenske Ord, der desværre ikke findes mere, idet kun Hasse Alfredsson er tilbage på planeten.

Synger fandeme dejligt
Men Cathrine Legardh slipper mere end hæderligt af sted med sine fortolkninger, der er meget zetterlundske i foredraget, ikke mindst ’Värmlandsvisan’, hvor hun ganske enkelt overtager sit svenske forbilledes patosfyldte frasering af »ja, där vill jag leva, ja, där vill jag dö«, med alt hvad det indebærer af sødmefyldt og bøs intonation.

Men det gør ikke noget, for hun synger fandeme dejligt, og der er en poetisk indlevelse og mærkbart engagement.

Ud over fortolkningerne er der også et par af Cathrine Legardhs egne kompositioner, der fremmaner et lidt børnet, hyggeligt univers. Og her lyder sangerinden mere som Alberte Winding end sig selv.

Toppen af jazzen
Til at understøtte vokalarbejdet har Cathrine Legardh indforskrevet et topsejt hold musikere.

De fås ganske enkelt ikke ret meget bedre her til lands, folk som Hugo Rasmussen på bas, Jakob Dinesen på tenorsaxofon, Francesco Cali på klaver og harmonika og Andreas Fryland på trommer.

Rasmussen bliver bare bedre og bedre, og hans minimalistiske baspoesi er med til at gøre denne plade til en oplevelse. Men der er også flot saxarbejde fra Dinesen – og Calis akkordeon oser af besnærende melankoli.

Uforpligtende og underholdende
Det er en cd, man lytter til med udelt fornøjelse, og som har fået lov til at blive liggende i skuffen hos denne anmelder i noget tid.

Den er uforpligtende, underholdende og eksempelvis fremragende at have kørende som underlægning til middagsmad og rødvin.

De fleste vil kunne lide den, fordi den er velproduceret og blød i sit udtryk, og fordi sangene er så tilpas velkendte, at man ikke skal bryde hovedet på at bestemme, hvad det er, man hører, og lære det at kende.

Udfordrer Lisa Nilsson
Men det er lige akkurat også pladens akilleshæl. I al sin behagesyge lækkerhed lurer forudsigeligheden også. Det, der får en til at spidse øren og lytte efter i stedet for bare at nyde vellyden og de wienerbrødslækre akkompagnementer.

Cathrine Legardh har en dejlig stemme, en suveræn teknik og udviklet evne til at finde materiale, der ligger godt for hendes røst. Hun kunne bare også godt bruge noget mere udfordrende.

Medmindre selvfølgelig det er hendes ambition at vippe Lisa Nilsson af pinden som rødvinsjazzens skandinaviske dronning. Og savner man en opdateret udgave af Lise Reinaus ’Jazzmosphere’, er det bare om at klippe til.