»Smerte altid, blikket løftet«, synger Marie-Nicole Lemieux ekstremt udtryksfuldt i Anton Weberns uudgivne bagatel for strygekvartet, som den franske kvartet Quatour Diotima giver smukt liv i selskab med Weberns to atonale brødre i ånden, Schönberg og Berg.

»Snart græsser jeg ved floden Neckar«, synger den amerikanske baryton og Mahler-ekspert Thomas Hampson som den lystne ungersvend på sit nyeste udspil med komponistens samling af orkestersange, ’Des Knaben Wunderhorn’.

De to meget forskellige citater rammer meget godt stemningerne på både Hampsons og Diotimas nye cd’er, så hvad har de to udgivelser med musik fra Wien omkring forrige århundredeskifte egentlig tilfælles?

Altså ud over at både Mahler og de tre øvrige atonale komponister fik masser af hug i deres samtid?

LÆS ANMELDELSESymfonikere malede smukt med Mahler-penslen

En del. Især fordi musikken er formidlet slankt og ekspressivt.

Wiener Virtuosen, der har de forreste musikere i Wiener Filharmonikerne som grundstamme, har reduceret Mahlers symfoniorkester til kammerstørrelse, så de 13 henholdsvis bidende, naive, mandhaftige og inderlige sange bliver gennembrudte i nøgterne linjer – og den samme form for gennemsigtighed er præcis idealet for den sitrende strygermusik hos Diotima.

Omstændigt projekt
Hampsons projekt er det mest radikale.

Også anmeldt

Kunstner: Thomas Hampson (baryton). Wiener Virtuosen

Titel: Mahler: Des Knaben Wunderhorn

Plade selskab: Deutsche Grammophon 4779289

Oven i den kammermusikalske tæthed synger manden selv alle sangene med sin mørke røst, hvor man oftest hører dem delt op mellem en mand og en kvinde. Med den nærhed, der automatisk opstår med det lille orkester og rigtig meget blæserklang, får Hampson en rå partner til sine intense fortolkninger.

Hampson har mere end 20 Mahler-cd’er bag sig, og han bruger tydeligvis rigtig meget tid på at forme sangen tekstnært.

Det er spændende at følge, men det bliver også lidt omstændeligt. Og selv om Hampson vist mestrer alle måder at synge lieder på, har han ikke medtaget den sødmefulde denne gang.

Netop den savner man i de to hit ’Das Himmlische Leben’ og ’Urlicht’, som mange kender fra symfonierne – sunget af en kvinde.

Platons præstinde
Kvartetten Diotimas nye cd er et lærestykke i den 2. wienerskole fra første fjerdedel af det 20. århundrede.

Helt fra Arnold Schönberg opfandt den forkætrede atonale musik i den anden strygekvartet, der mod slutningen svæver frit fra tonearterne, over Anton Weberns sarte små klangskulpturer, der i 20-80 intense sekunder definerer begrebet ekspressionisme som små heftige bouillonterninger.

Til Alban Bergs herligt frie suite fra 1920’erne, hvor selve sproget godt nok er nyt, men hvor indholdet er let og inciterende som i hans opera ’Lulu’.

En del vil nok betakke sig for denne cd alene ved komponisternes navne, men med lidt åbenhed vil de fleste kunne være med.

De unge mennesker i Diotima har nemlig fattet, at selv om man måske ikke helt kan få hold på de svævende klange og mange vilde spring, så er det musik som alt andet, hvis hver en lille musikalsk vildbasse får tyngde og retning.

Diotima har taget navn efter den græske præstinde, som gamle Platon brugte til at forklare den åndelige, uforklarlige kærlighed.

Det giver meget god mening, når de spiller Weberns seks små bagateller som bomber af sitrende følelse, der forplanter sig i brystet som ret uforståelig, men meget mærkbar tale. Eller når de med hjælp fra altsangeren Lemieux roligt og supertight slutter Bergs underholdende suite af med den slankeste og alligevel mættede klangkunst.