Hun er bare 24 år og den foreløbig seneste i rækken af klassiske supervirtuoser, som i disse år bliver udklækket på, hvad der nærmest ligner klaverfabrikker i Kina. Et land, hvor små 40 millioner børn i dag går til klaverundervisning, og hvor pianister er noget, man producerer på samlebånd.

De allerbedste af dem rammer det internationale cd-marked som lige præcis det, pladeselskaberne ønsker sig: unge, smukke mennesker, der kan spille en hulens masse klaver, og som gør sig godt på et pladecover.

Navnet er i dette tilfælde Yuja Wang, og hvis de siger, hun skal tage en pelshue på og sætte sig ved et flygel udendørs på en mark, for at der kan blive taget gode coverfotos til hendes nye cd, jamen, så gør hun det.

Yuja Wang er dygtig. Rasende dygtig.

Men som musiker er hun ærligt talt lidt kedelig.

Hun bidrager simpelthen ikke med noget nyt på det i forvejen bugnende marked for indspilninger af Rakhmaninovs klaverkoncerter. Det er nummer to af dem, hun er blevet bedt om at indspille, og hun bruger sine kræfter på med perfektion at leve op til den virtuose, russisk-romantiske stil, som forventes.

I interview på nettet og i cd’ens indlagte booklet fortæller Yuja Wang, at hun såmænd »gladelig havde spillet hvad som helst«, dirigenten Claudio Abbado måtte have foreslået. Hvad skal man ellers sige, når man er 24 år og netop har lavet sin tredje cd for det, der i hvert fald engang var det mest prestigiøse klassiske plademærke, nemlig Deutsche Grammophon?

LÆS OGSÅOmstridt kinesisk 'tigermor' stiller op til øretæver

Cd’en er Yuja Wangs første med orkester, og hun begynder Rakhmaninovs klaverkoncert langsommere end en nutidig klavermester som Stephen Hough på plademærket Hyperion.

Går efter det kommercielle
Men hendes spil står klart, og optagelsen skjuler i grunden meget godt, at Mahlerorkestret under Abbados nærmest objektive, ret strengt afbalancerede ledelse egentlig er for lille til dette repertoire.

Der findes indspilninger på markedet med Svjatoslav Richter og den unge Vladimir Ashkenazy, som gnistrer helt anderledes farligt og foruroligende.

Dermed bliver det et temperamentsspørgsmål. Vil man være imponeret over, at en ung kvinde både kan se godt ud i pelshue og spille sig pletfrit igennem Rakhmaninovs hundesvære ’Paganini-variationer’?

Eller vil man være deprimeret over, at det plademærke, der engang stod for den ypperste kvalitet, nu gør præcis som de andre større spillere på det klassiske plademarked: Går efter unge mennesker, der er kønne på et cover.

Yundi Li bliver aldrig rigtig magisk
Hos konkurrenten EMI slog man til, da Deutsche Grammophon på krav fra tidens ubetinget dyreste klaverstjerne, den unge, flashy amerikansk-kinesiske Lang Lang, smed den kinesiske konkurrent Yundi Li ud.

Yundi Li fik i stedet en kontrakt hos EMI. Deutsche Grammophon mistede så ganske vist Lang Lang til Sony for et beløb, mange fodboldspillere ville være misundelige over, men det er en helt anden historie fra den klassiske superliga.

EMI markedsfører nu Yundi Li under popnavnet Yundi. Han har længe vist sig musikalsk mere moden end konkurrenterne, og jeg har tidligere glædet mig over hans cd’er, men live fra den enorme koncertsal i Beijing med et rent Chopinprogram er han alligevel en skuffelse.

LÆS OGSÅPistolpianist huggede til

Chopins lette og drømmende ’Andante spinato’ bliver for manifest i fortolkningen. Ikke rigtig magisk. Det samme gælder Yundi Li’ – undskyld, Yundis – nocturner.

Til gengæld viser pianisten sin bemærkelsesværdige tekniske styrke i den efterfølgende ’Grande polonaise’.

Han slår en proper næve i ’Revolutionsetuden’, og han lægger flot fra land i Chopins dystre 2. Klaversonate, hvor han i øvrigt spiller en bemærkelsesværdig fejl i første sats, og hvor Chopins sære, flygtige finale efter den berømte begravelsesmarch flintrer mørkt og forvirret forbi.

Men o.k., ingen har endnu rigtig fundet ud af, hvad man skal stille op med denne besynderlige, korte sats.

På den medfølgende dvd-film af koncerten med Yundis mere håndfaste end poetiske recital får man de Chopinstykker med, der er frasorteret på cd’en. Men også her kunne jeg anbefale indspilninger med pianister fra Rubinstein til Barenboim, man meget hellere skal investere i.

Klaververdenens grand dame sætter ungdommen på plads
Og apropos ældre pianister er der ingen regler uden undtagelser. Mens EMI og Deutsche Grammophon har øjnene stift rettet på ungdommen og de økonomiske bundlinjer, er der stadig kunstnere i deres varetægt, som får lov at spille, lige hvad de vil, og som har samlet den erfaring, modenhed og dybde, der skal til at gøre en fortolkning interessant.

En af dem er Martha Argerich, som i en alder af snart 70 er klaververdenens grand dame. Hun har ikke på alle måder haft et let liv, og det er en del år siden, hun holdt op med at gå på scenen alene for at spille. Det tør hun simpelthen ikke.

Derfor er koncerter med Martha Argerich altid et møde med hende og nogle af de venner, hun kan lide at spille med, og sådan er det også på den musikfestival i Lugano i Schweiz, hvor hun er det samlende navn, og hvorfra EMI hvert år udsender et bokssæt med liveoptagelser.

Man forstår hvorfor, når man lytter til de tre cd’er med blandet kammermusik plus lidt orkestermusik, der er resultatet af sidste års festival.

Der er varme straks fra start, når Argerich stiller dramatisk skarpt på Schumann i selskab med først violinisten Renaud Capucon og derefter hans cellospillende bror, Gautier. To virkelige klassemusikere.

LÆS OGSÅKlaverfighter vil puste liv i russisk tangentskydning

2010 var både Schumann- og Chopinår, og noget af det hyggeligste ved bokssættet fra Lugano er de gammeldags møder mellem to pianister. For eksempel Lilya Zilberstein og Sergei Edelmann i en rondo af Chopin.

Men også Argerich selv og hendes argentinske landsmand og kollega Daniel Rivera i en transskription af Liszts symfoniske digt ’Les préludes’.

Med eksmanden Stephen Kovacevich får man damen i voldsom, kulsort musik af Bartók, og det er kun lige, at Kovacevich kan hænge på!

Noget af det bedste er Martha Argerich i overvældende topform som solist i Chopins 1. Klaverkoncert med Orchestra della Svizzera Italiana. Dirigeret stort og flot af Jacek Kaspszyk.

Fortolkningen er så klar og magtfuld, ja, elektrisk i sit udtryk, at det virker som magi.

Kombineret med kammerværker af Korngold og Granados samt en suite fra Stravinskys ’Ildfuglen’ er dette tre cd’er med ægte musik spillet af ægte musikere.

Og så til det helt eksklusive
Hos Deutsche Grammophon er et af de store, efterhånden også lidt ældre klaverkoryfæer den 55-årige polak Krystian Zimerman. Hans seneste indspilning af Chopinkoncerterne er stadig i en liga for sig selv.

Men det er mildt sagt interessant at opleve ham gennemføre et hjerteprojekt som udgivelsen af den glemte polak Grazyna Bacewicz’ klaverkvintetter – plus en klaversonate af samme kvindelige komponist.

Dette er klart et Zimermanprojekt. Manden er så eksklusiv en kunstner, at han kun laver cd’er, når det passer ham, og pladeselskabet siger tilsyneladende ja til alt, hvad han måtte foreslå. De ved godt, han er en af alle tiders største klaverkunstnere, og at det, han indspiller, vil gå over i historien.

Bacewicz-projektet er et spændende miks af kompleks modernisme, polsk folkemusik og ekspressivt senromantiske melodier, der her får en vågen, stram og på alle måder excellent fortolkning af Zimerman i sammenspil med fire håndplukkede polske strygere.

Musikken er fra 1950’erne og 1960’erne og rummer spor af neoklassik og afdæmpede franske Messiaen-farver.

Selv om noderne i dag virker modernistiske på den historiske, dybest set forældede måde, løfter Krystian Zimermans arbejde dem op over diverse mere eller mindre ligegyldige genindspilninger af Rakhmaninov og Chopin.