Han skar huden mellem fingrene op for at få et bedre stræk over klaverets tangenter.

Senere gik det for alvor galt for 1800-tals komponisten og højromantikeren Robert Schumann, der havde svært ved at skelne mellem kunstneriske fantasifostre og virkelighed, og som efter eget udsagn konstant hørte musik i sit hoved. Uanset om han holdt sig for ørerne eller ej.

Overlegent
Midt i arbejdet med sine komplekse ’Geistervariationen’ gav tyskeren op og sprang i Rhinen. Schumann endte sine dage på en galeanstalt. Angiveligt var syfilis årsag til hans sindsformørkelse.

Det er svært ikke at komme i tanker om alt dette, når man lytter til pianisten András Schiffs klangomtågede gennemspilning af den sidste af Schumanns ’Spøgelsesvariationer’, hvor en lille melodi synes fanget i en diset, uigennemtrængelig vrangverden.

LÆS OGSÅGamle mestre sætter unge samlebånds-talenter på plads

Men dette sidste pust fra galskabens forgård er et særtilfælde på Schiffs nye Schumannudspil. Ellers handler det om klarhed og levende, skarpt raffinement koblet med en diskret romantisk frihed i fortolkningen, der præger den ungarske pianists overlegne dobbelt-cd med soloværker for klaver.

András Schiff begynder rejsen med den forelskede unge Schumanns sommerfugleflagrende ’Papillons’.

Hans version af den senere samling af såkaldte ’Waldszenen’ er fremragende. Enkel og nærværende.

Overskud på alle kanter
Hvis man forvirres af noget hos Schiff, er det den overrumplende fremdrift i fortolkningen af Schumanns ’Kinderszenen’, hvor hittet ’Träumerei’ aldrig får lov at lukke et øje. Man skal koncentrere sig, hvis man skal fange drømmestemningen i flugten her.

Ultrastærkt står til gengæld Schiffs arbejde med Schumanns større klaverværker. Her repræsenteret ved den tidlige sonate i fis-mol og den eminente fantasi i C-dur.

Sidstnævnte alene er grund nok til at købe Schiffs album. For skønt Schumann forkastede stykkets oprindelige slutning med dens skjulte kærlighedshilsen, er det den, Schiff har fundet frem i manuskript fra et bibliotek i Budapest, og som han har indspillet.

Her citerer Schumann Beethovens ’An die ferne Geliebte’ som en hilsen til forgængeren. Eller måske snarere som en hilsen til Clara, kvinden i Schumanns liv? For ikke at snyde nogen slutter Schiff dog af med at spille slutsatsen fra C-dur-fantasien endnu en gang. Denne gang med slutningen, som vi kender den.

Her er kort sagt overskud på alle leder og kanter, og kan man følge med, er dette opdateret Schumannkunst på et niveau, få, om nogen, kan matche.

Tilbageholden sødme
Omtrent det samme kan siges om en anden fortaler for Schumanns nervespændte og ukonventionelle kunst. Violinisten Christian Tetzlaff har indspillet Schumanns violinkoncert sammen med et værk for violin og orkester, der som så mange andre Schumannkompositioner bærer den frie betegnelse ’fantasi’.

Indspilningen er Tetzlaffs første på en ny langtidskontrakt med det finske plademærke Ondine. Pladeselskabet lover sonater af Schumann som noget af det næste fra violinisten. Men nu og her er Schumanns fantasi et kvarters opvisning i virtuositet fra tyskeren Tetzlaff.

Det begynder med sødme og tilbageholdenhed. Nærmest længsel. Hvilket dog kun åbner for så meget desto mere friskhed i solostemmen bagefter. Orkestret leverer fyldstof ind imellem dens udbrud, indtil en solokadence pisker musikken det sidste stykke mod mål.

LÆS OGSÅMesterpianist serverede Schubert i opkogt svedhytte

Schumanns violinkoncert er komponeret samtidig med fantasien, og Brahms’ violinven Joseph Joachim var også i dette tilfælde udpeget til at stå for uropførelsen. Men denne gang opgav Joachim på grund af de tekniske vanskeligheder, solostemmen byder på.

Christian Tetzlaff og Frankfurt Radiosymfoniorkester

'Schumann: Violinkoncert og Fantasi for violin og orkester' og 'Mendelssohn: Violinkoncert'.

dirigent: Paavo Järvi.

Ondine 1195-2

Det har været med til at skrive violinkoncerten ud af Schumannkanonen, og i dag er den stadig lidt rynket på næsen ad.

Teknisk pletfrit
Men Tetzlaff og dirigenten Paavo Järvi tager musikken på ordet og spiller den til sejr.

Der er så meget musik mellem disse nodelinjer, og det kommer frem i en fortættet gennemspilning, som måske ikke folder sig ud i helt samme drømmelydkvalitet som András Schiffs ECM-album – Tetzlaff præsenteres i udmærkede, men ikke fabelagtige liveoptagelser fra Frankfurts opera – men som kunstnerisk lykkes fremragende.

Det bedste placerer de to ind imellem Schumanntingene. Det drejer sig om Mendelssohns violinkoncert, der tilhører violinkoncerternes absolutte topfem, og hvis solostemme Tetzlaff spiller til perfektion. Kombineret med orkestrets fleksibilitet og eksplosivitet giver det en prægtig fortolkning.

Ligesom Schiff og mange andre af dagens klassiske topkunstnere leverer Tetzlaff teknisk pletfrit spil. Hans evner på violinen tillader ham at fange detaljer i farten. Præcis som hos Schiff.

Fortids smovseri er et overstået kapitel hos disse musikere. Selv når det gælder så ultraromantisk en komponist som 1800-tals poeten Schumann.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken