En samlet udgivelse af Beethovens ni fuldendte symfonier er den ultimative magtdemonstration, hvad klassiske pladeudgivelser angår.

Sådan har det været siden Herbert von Karajans dage. Og det er og bliver dirigenten, der står i centrum i den slags projekter.

Uden Beethovens noder kunne de selv sagt ikke realiseres. Det er klart nok, men det handler på sin vis ikke om symfonierne. Dem kender klassiske pladekøbere i forvejen ud og ind.

Indspilninger findes der i forvejen hundredvis af. Det handler om, hvad dirigenten stiller op med noderne, og der er ikke så lidt iscenesættelse over disse Beethoven-sæt, hvad man kan forvisse sig om ved at se de fotoserier af orkesterdomptørernepå coveret og i pr-materiale.

Lyden af guld
At indspille alle Beethovens symfonier med et af de ultimative europæiske symfoniorkestre som det tyske Gewandhausorkester fra Leipzig er i sig selv magtfuldt, og dets chefdirigent, Riccardo Chailly, har nu lagt sit bud oven i bunken.

Til en begyndelse skal siges, at det lyder fremragende.

Selve lyden af Gewandhausorkestret er lyden af guld. Præcision er en selvfølge for disse musikere. Næppe en node sidder skævt, og orkestret kan manøvrere superpræcist uanset tempoet. Det giver Chailly mulighed for at skabe det perfekte kompromis.

Mens han med den ene hånd holder fast i den store centraleuropæiske orkestertradition med al dens mahognipolerede tyngde og skinnende perfektion, dirigerer han med den anden sine tropper igennem de ni symfonier med en fremdrift og hurtige tempi, der tydeligt er inspireret af tidens trang til opførelsespraksis og periodetro fortolkninger af wienerklassikerne.

En berusende strøm af champagne
Den syvende symfoni, som af Wagner fik tilnavnet ’dansens apoteose’, fungerer på disse præmisser som noget af det mest fremragende af sættet. Musikken danser, mens alting flyder af sted i en berusende strøm af champagne, hvor hver enkelt boble står skarpt i glasset.

Omvendt bliver en symfoni som den første for presset i flere overledende passager. Man mærker fremdriften som stress på de steder, hvor musikken helst skal være bøjelig i sine hængsler.

Riccardo Chailly og hans orkester har indspillet deres Beethoven-sæt i forlængelse af en serie opførelser af symfonierne i Wien, Paris og London. Man mærker, at dette er levende musikmageri.

Den rene vare
Den spændstige spillestil og den på en gang mørke og gyldne orkesterlyd er en nydelse. I anden symfoni er der plads til milde smil. Tredjesatsen danser, uden at musikkens accenter overdrives, men i femte symfoni presser Chailly farten lige til stregen.

Man kan med rimelighed sammenligne Chaillys samlede Beethoven-sæt med Claudio Abbados, hvis tilsvarende sæt med Berlinerfilharmonikerne blev indspillet for ti år siden. Abbado tilstræber præcis samme balance mellem tradition og opførelsespraktisk nybrud.

Resultaterne klinger forskelligt, fordi de to orkestre har meget forskellige klangidealer, men på nogle overordnede linjer minder de om hinanden.

Den rene vare giver imidlertid større styrke i det samlede udtryk:

Vælger man i stedet at investere i Daniel Barenboims Beethoven-sæt med Berliner Staatskapelle – også indspillet for godt ti år siden – og John Eliot Gardiners med Orchestre Révolutionaire et Romantique fra midten af 1990’erne, har man de to forskellige verdener i renkultur.

Gardiner er eksplosiv. En virkelig åbenbaring. Musikken bringes til live på en måde, der stadig står friskt. Barenboim er derimod gennemført Furtwängler-påvirket i opførelsernes mørke, romantiske bredde og de lange bærebølger, han lader den flyde på.

Musikken presses for hårdt
Hverken Chailly eller for den sags skyld Abbado når op på siden af disse to sæt, hvad ren, forførende udtrykskraft angår.

Det ændrer imidlertid ikke på, at Riccardo Chailly og hans styrker fra Leipzig med denne Beethoven-boks har skabt et nyt, centralt bud på den magtdemonstration, en Beethoven-cyklus på cd er den dag i dag.

Der er noget i bedste forstand flot over Chaillys ubønhørlighed og orkestrets super mandagtige klarhed i detaljerne.

Det er i de kendteste symfonier med ulige numre og i hvert fald i den femte, altså ’Skæbnesymfonien’, at Chailly presser for hårdt, så musikken stivner.

Niende symfoni lykkes med større spændstighed, selv om finalen af en eller anden grund ikke helt løfter sig. Det er og bliver en vanskelig sats at forløse med al dens overspændte ’seid umschlungen, Millionen!’-ekstase.

Højt over gennemsnittet
De store overraskelser er at finde i symfonierne med de lige numre. En symfoni som den sjette, ’Pastoralesymfonien’, løfter sig højt over gennemsnittet med en sprødhed og fremdrift, der kombineret med strygernes fornemt samlede lyd er suveræn.

Uvejret i dette stykke programmusik om en dag på landet er forrygende skildret.

At sættet desuden indeholder alle Beethovens orkesterouverturer, er en bonus af de betydelige, eftersom det er noget af det allerbedste Beethoven-spil, man her får.

Stormende stærkt styret af en dirigent, som måske lider lidt af forventningspres i ’Skæbnesymfonien’, mens han til gengæld har frie tøjler til at overraske i dette mindre belastede stof.

Sådan virker resultatet i hvert fald på et sæt, der i sagens natur må byde på niveauforskelle, men som absolut hører til blandt dem, man må regne med – og ofte imponeres over.

FACEBOOKBliv ven med Politiken