Når barokspecialisten Andrea Marcon driver tropperne frem taktfast, sprødt og slankt i ouverturen til komedien ’La Simpa Semplice’ – ’Den underfundige uskyld’ – som Mozart som 12-årig barnestjerne skrev til kejser Joseph II i Wien, klinger verden langt mere af Vivaldis Venedig end Haydns Wien.

Musikerne i det lille schweiziske orkester spiller forrygende godt.

Pågående, rigtig hurtigt og klart, og det klæder Mozarts let statelige melodier fra ungdomsårene med rå kraft og fandenivoldsk personlighed.

Man får ubetinget lyst til at se noget mere til festspillet ’Ascanio in Alba’ eller den helt ukendte ’La Betulia Liberta’, når træfløjterne og barokoboen blæser karakter og charme i de små ouverturer.

Som supplement til de mange opførelser af mandens sidste håndfuld operaer.

Ny dramatisk overfrakke
De kendte sager får selvsagt også en tur i Marcons vridemaskine.

Den indledende musik til ’Tryllefløjten’, ’Così fan tutte’, ’Don Giovanni’ eller ’Figaros bryllup’ vil de fleste fans stadig genkende og nynne med på i italienerens fortolkning, men de kendte toner har fået en ny dramatisk overfrakke i det gennemsigtige klangbillede.

Musikerne spiller ultratæt med masser af kammermusikalsk nerve.

Musik, de færreste kender
Alt det med Mozart og nærværet kender ungarske Adam Fischer det meste til fra sine snart mange år som ekspert i komponistens symfonier og dramatiske operaer med DR UnderholdningsOrkestret.

Også anmeldt

W.A. Mozart: Symphonies vol. 3. DR UnderholdningsOrkestret. Dirigent: Adam Fischer

Fischer undlader aldrig at gøre en frase til en pointe med tryk under de vigtigste stavelser, og den form for minutiøs gennemfortolkning er også resultatet på den seneste cd i orkestrets banebrydende indspilninger af alle Mozarts symfonier.

Orkestret begyndte midt i rækken, så denne gang er de nået til nogle af de tidligste symfonier, nummer 9-11 plus tre samtidige unummererede. Det er musik, de færreste kender.

Mozart var 13-14 år, da han skrev den, og dengang i 1769 formulerede han sine symfonier med korte, konventionelle satser – sangbare melodier sat i svingninger af overtydelige, harmoniske forløb.

Det vil med andre ord sige en cd med 21 ligefremme hapsere af to et halvt minuts varighed. Ikke meget plads til fordybelse eller overraskelse.

Til gengæld får tonerne i hænderne på den legesyge Fischer liv og vitalitet i høj fart, så det, man måske mangler i genkendelighed og brud på vanerne, bliver kompenseret af rå kraft og spilleglæde.

Mozart i tomgang
I det lys blegner den tredje cd med folkene fra forreste række i Scottish Chamber Orchestra og Mozarts lejlighedsmusik.

Også anmeldt

W.A. Mozart: Divertimento K. 334 og obokvartet. Scottish Chamber Orchestra Ensemble. Dirigent og violinsolist: Alexander Janiczek.

Som de tidligere gode bud på den lidt svære genre med en skønsom blanding af joviale variationer, dans og inderlighed spiller musikerne med masser af ønskelig klarhed og præcision, men der går lidt tomgang i foretagendet.

Det tager selvfølgelig intet fra højdepunkterne med stor indlevelse og godt med weltschmerz.

Men man savner nogle af de overraskende, raffinerede jagter, som dirigenterne Marcon og Fischer får tilført den elegante musik.

FACEBOOKBliv ven med Politiken