Hvis nogen bog kan starte en religionskrig, altså bortset fra Bibelen og Koranen, må det være romantrilogien ‘Ringenes herre’.

Enten forguder man J.R.R. Tolkiens univers, eller også gør man det modsatte, og i så tilfælde er der mord i øjnene på dem, der gør det første.

LÆS OGSÅNy 3D-teknologi i Hobbitten-trailer deler vandene

Det samme med den australske instruktør Peter Jacksons filmatisering af bøgerne, og dermed også med Howard Shores episke soundtrack til alle tre kæmpefilm. Elsker du bøgerne og filmatiseringen, vil Shores musik være noget af det større, der er skrevet af menneskehånd.

Finder du derimod musikken langsommelig, patetisk og prætentiøs, er grunden, at du er et skarn, der heller ikke kan forstå filmene, fordi du aldrig har brudt dig om bøgerne.

Med en historisk score på tre Oscars, fire Grammy Awards, tre Golden Globes – blandt andet – må nogen kunne lide Howard Shores soundtrack. Det er hans største succes til dato.

Erfaren herre
Uden at vække særlig opsigt har han tidligere skrevet musik til mange af David Cronenburgs film, og han stod senest bag Martin Scorseses ’Hugo’. Hans nye popularitet har banet vejen for et marked.

’The Lord of the Rings Symphony’, som komponisten har skrevet sammen over soundtrackene til alle tre film, er skabt for at give filmmusikken et efterliv i koncertsalen, den dag filmen for længst er taget af taget af plakaten og dvd’en er begyndt at samle støv.

Shores Wagner-inspirerede musik kræver et symfoniorkester af wagnerske dimensioner, et stort kor, et drengekor, udvalgte instrumentalister samt vokalsolister, der er i stand til at synge i nogle af de mærkelige kunstsprog, som sprogprofessoren og filologen Tolkien har forsiret sin fortælling med: som quenya, sindarin, khuzdûl, adûinaisk, black speech – samt oldengelsk etc.

Dvs. alt det, der gør Howard Shores symfoni vanskeligere at opføre end selv Beethovens Niende. Det er dog ikke den eneste grund til, at man ikke hører den så ofte.

For nu foreligger der en liveoptagelse fra Lucerne i Schweiz med et orkester, der efter navnet at dømme har lagt fortiden bag sig: 21st Century Symphony Orchestra & Chorus.

Tyndt koncentrat
Eftersom den samlede underlægningsmusik løber op i næsten tolv timer (noget af en rekord for filmmusik!), og eftersom symfonien med sine seks satser ’kun’ varer knap to timer, kunne man med disse to komprimerede cd’er næsten tale om et koncentrat. Sådan føles det dog ikke.

Symfonien giver sig udmattende god tid til at fortælle det, som vi ved, at filmen allerede har fortalt. Blot er filmen ikke til stede til at give de forløsende kommentarer til det, vi hører.

Kompositionen kalder sig nok en symfoni, men den er ikke strukturelt opbygget som en sådan, med hoved- og sidetemaer, der præsenteres, udvikles og varieres efter forbillede i sonateformens klassiske mønster.

Vi er mere ude i en blandingsgenre, med noget ouverture, lidt suite og lidt symfonisk digt og et større antal tilløb, overgange og gentagelser.

I biografen lagde man ikke voldsomt mærke til musikken til ’Ringenes herre’. Det værste er, at det gør man heller ikke hjemme i stuen, fjernt fra biografen.

Mangel på klichéer
Hos Howard Shore er man som lytter i den besynderlige situation, at man savner de klicheer, der normalt forbindes med filmmusik. Klicheer kan nemlig være underholdende, når de er effektfulde nok, og Hollywood skammer sig sjældent over at excellere i dem. Hvis originaliteten er på smalkost, og inspirationen holder fridag, er de slet ikke den værste erstatning.

LÆS OGSÅ'Ringenes Herre'-instruktør slået til ridder

En omgang tomgang er klart værre. Meget kan man beskylde Howard Shores musik for at være, som f.eks. for lang, langtrukken og tematisk underernæret, især sammenlignet med forbilledet Wagner. Men man kan ikke beskylde den for at være klichéfyldt.

Klicheer kræver mod og frækhed. De egenskaber findes ikke her. Her findes kun soberhed, gedigenhed og fornemmelse for stil, og det nærmest i det uendelige.

Hvis det stod til mig, ville jeg holde med skurken Mordor.