Renée Fleming har udsendt to nye cd’er.

En med operahits og andet godt som højdepunkter fra de sidste 15 år på operascenerne og en med rigtig ekspressiv, lidt svær, fransk kunstsang. Og det lykkedes for kvinden med den store, elegante stemme at veksle mellem genrerne.

Uangribelig status
Hun sætter sådan set aldrig en fod forkert, amerikansk musiklivs mest feterede og nydeligste operasanger på nu 53 år.

LÆS OGSÅKlassisk-poppens topstjerne spillede de sikre kort

Selv hendes Twitter-profil holder hun fuldstændig ren – med ros og pæne hilsener til alle de mange arrangører og fans rundt om i verden og intet andet – som et helt logisk supplement til hendes uangribelige status.

Lange værker
Men hvad gør det, at hun er lidt kedelig, når hun nu rent faktisk satser ret stort i sin kunst?

De fire franske værker på cd’en ’Poémes’ er f.eks. alt andet end sikre publikumstræffere.

Ravels flirt med det orientalske i ’Shéhérazade’ er godt nok klangskøn og fuld af overraskelser.

Men det er også 20 højintense minutter ad usædvanlige melodiske stier uden mange vandhuller at raste ved. Olivier Messiaens ’Poémes pour Mi’ er på den led endnu værre – eller bedre, afhængig af temperament.

LÆS OGSÅStærk sopran indtager elegant og sødmefuldt slutspil

En halv time i dramatisk selskab med Messiaens ni spirituelle hyldestsange til sin hustru. Ikke som en helt almindelig besyngelse af kvinden i livet, men ni ekstremt udtryksfulde analogier over ægteskabet som en religiøs foranstaltning.

Alt sammen ledsaget af nyskabende orkesterklange, der forbinder instrumenter i ganske anderledes farvekombinationer.

Musikalske mavepustere
Det lyder en smule højpandet, men det kan sagtens nydes tilbagelænet.

Den normalt så lyriske Fleming er dramatisk og vægtig med en fyldig og rigtig nuanceret klang, og Det Franske Radiosymfoniorkester spiller alle de elegante klange, som om det var hverdagskost. Hvad det så lige netop i dette tilfælde formentlig også er.

Det er de mest utrolige nuancer, der slipper igennem højtalerpappet – samtidig med at de altså spiller sig helt ud i kanterne. Her er både musikalske mavepustere og stof til eftertanke i samme moment.

Hyldest til alkohol
Sidst på cd’en kommer den største udfordring.

Fire nykrøllede sange af fransk musiklivs grand old man, 93-årige Henri Dutilleux, der har komponeret stoffet specielt til Fleming.

LÆS OGSÅDiva flirter med indierock og 'Halleluja'

Det er søgende, nærmest stillestående ekspressionisme i smertelige fragmenter. Det vil sige lige ind til den sidste, som er en rigtig ligefrem hyldest til alkoholens fristed: »Bliv fuld – og forbliv fuld«, synger Fleming, mens cd’en klinger ud.

For stor afstand
Den samme specielle udgang har opsamlings-cd’en, ’The Art of Renée Fleming’.

Muligvis følgende den logik, at da Fleming er en ekstremt alsidig sanger, skal der også være rigtig langt fra udgangspunktet til det sidste punktum. Det bliver der i hvert fald fra den indledende ’Ave Maria’ af Schubert til udgangsbønnen af Leonard Cohen i form af hans ’Halleluja’ tilsat dunkel synthesizer lyd.

Der er sådan set ikke noget galt med nogle af delene. Jeg hører til dem, der synes Fleming har en rigtig solid, støvet rockstemme, og at hendes Cohen-fortolkning er fuld af sjæl.

Problemet på cd’en opstår undervejs, fordi der simpelthen bliver for stor afstand mellem sagerne, når Fleming springer fra tue til tue.

Pointen forsvinder
Et er de blødende bidder af italiensk romantisk opera, hvor al følelsesmæssig opbygning er klippet fra for at kunne servere pludselig koncentreret opkvikning som boblerne fra en brusetablet.

Hun synger fremragende, ja. Men hvorfor så springe til Gershwin og Bernstein – og Händel og Bach?

The Art of Renée Fleming.

Decca

Fleming får skiftet stemmeklang undervejs i en grad, så man ikke kan genkende hende. Og så er pointen med portrættet af en sanger vel forsvundet.

Men ingen skal sige, at der ikke er store øjeblikke undervejs.

Man får bare ikke lov at blive der.