Rundt om på nettet har Dudamels indspilning af Beethovens ’Eroica’ udløst både klap- og skudsalver.

Og heftig, det er den. Beethovens symfoni er i sig selv fuld af ungdom og trods, og sydamerikanske Gustavo Dudamel er blevet synonym med ungt klassisk powerplay.

På få år har han banket en karriere af de helt store op i en ellers hård branche, og Musical America har netop udnævnt den 31-årige dirigent til Musician of the Year i 2013.

Men selv om Dudamel i dag er chefdirigent i Los Angeles – hvor de selvfølgelig kalder ham The Dude – indspiller han stadig med sit Simón Bolívar-orkester fra hjemlandet, Venezuela.

LÆS OGSÅVidunderbarn gør klassisk musik sexet

Så kan onde tunger hævde, at det bare er, fordi det er billigere for pladeselskabet end at lade Dudamel indspille med Los Angeles Filharmonikerne.

Men hvorom alting er, så er Dudamels venezuelanske orkester et rigtig udmærket band, og Dudamels nye ’Eroica’ drøner i den grad derudad. Frem over stepperne mod store, stærke og stædigt stampende pointer.

Men der er også et par af de overordnede gearskift i værket, hvor den unge himmelstormer viser sig som endnu ikke helt suveræn.

Trods en god optagelse og tonsvis af vitalitet samt fine gennemspilninger af ouverturen fra skuespilmusikken til Goethes ’Egmont’ og ouverturen til balletten ’Die Geschöpfe des Prometheus’ ender man med at blive lidt ærgerlig over, at musikken ligefrem snubler fremad.

Mesteren  Daniel Barenboim dirigerer overlegent på sin nyeste cyklus af Beethovensymfonier. Foto: Richard Schuster

Musikken ånder
Sammenligner man med en erfaren mester som den nu 70-årige Daniel Barenboims seneste indspilning af samme symfoni, er niveauforskellen klar.

Og Barenboim dirigerer også et af tidens mest funky orkestre. Ikke cremen af Venezuelas berømte El Sistema, men derimod sit eget arabisk-jødiske projekt West-Eastern Divan Orchestra, der rejser verden rundt og spiller for fred i Mellemøsten.

LÆS OGSÅEuropas musikalske feltherre runder 70

Hvor karismatikeren Dudamel tilsyneladende dirigerer meget på instinkt, er Barenboims nye bokssæt med alle Beethovens ni symfonier en overlegen demonstration af et livs erfaring, der for den tredje symfonis vedkommende har bibeholdt den unge energi, men kombinerer den med modent overblik.

Barenboims boks føjer sig til det fremragende, brede og betagende sæt, han lavede med Staatskapelle Berlin i slutningen af 1990’erne på plademærket Teldec, og også på det nye sæt nås helt andre dybder i musikken, alt mens der dirigeres med karakteristisk mørk og furtwänglersk tyngde.

Beethoven: Symfonier 1-9.

West-Eastern Divan Orchestra.

Dir.: Daniel Barenboim

Anna Samuil (sopran), Waltraud Meier (alt),

Peter Seiffert (tenor), Wolfgang Koch (bas).

Decca. (5 cd’er)

Musikken ånder. Her er ro og rum om tonerne. ’Skæbnesymfonien’ begynder med al ønskelig indædthed som forudsætning for det ’fra mørke til lys’-drama, der skal udfoldes, og musikerne følger dirigenten tæt.

6. Symfonis skildring af en fridag på landet kommer en i møde med lethed og smukke violiner, mens 9. Symfonis universelle jubel ridses stramt og sejt op.

Engle i detaljerne
Barenboim kender sin Beethoven til bunds, og den niendes korfinale bliver ikke en monumental kakofoni. Ro og tid lader også denne berømte, men problematiske sats falde på plads.

Er tyngden i disse indspilninger lidt for udtalt for nogles smag, så er det også, hvad der er at indvende.

Barenboims Beethovensymfonier – cd’erne sælges også stykvis – er del af en stor Deccasatsning, der under den buldrende titel ’Beethoven for All’ omfatter også klaversonaterne og klaverkoncerterne med Barenboim, og der er i det hele taget gang i Beethovenserierne i øjeblikket.

LÆS OGSÅNorsk mesterpianist er en gave til dansk musik

Leif Ove Andsnes kører sit eget løb i en turnébaseret ny serie med de fem koncerter for klaver og orkester, hvor pianisten også selv dirigerer.

Klassiske album og klassiske serier skal hedde noget nu om stunder, så denne serie hedder ’The Beethoven Journey’.

Kender man Thomas Dausgaards indspilninger af Beethovens orkestermusik på det norske plademærke Simax, genkender man noget af skarpheden i fortolkningsstilen her.

Beethoven: Klaverkoncert nr. 1 og 3.

Leif Ove Andsnes og Mahler Chamber Orchestra

Norske Andsnes er kendt for sine tilbundsgående undersøgelser af de klassiske værker. Her er engle, ikke djævle, i detaljerne. 1. Klaverkoncert serveres ikke uden mystik, og der er god fart på finalen med vågne pointer undervejs.

Dette er den første udgivelse i Andsnes’ Beethovenprojekt, der fortsætter de kommende sæsoner. At pianisten fik ideen i en hotelelevator i São Paolo i Brasilien, hvor Beethoven kørte i loop som muzak, er i og for sig kun en kuriositet. Et sted skal ideer jo komme fra. Nogle får dem under bruseren. Andre i elevatorer.

Masser af Beethoven
Hovedsagen er, at Andsnes, der netop har modtaget Wilhelm Hansen Fondens store hæderspris for sit arbejde i Danmark, er moden til Beethoven.

3. Klaverkoncert har godt med momentum fra begyndelsen, og man noterer sig en spændstighed og omhu fra solistdirigentens side.

Vi er et godt stykke fra Barenboim, men hver overbeviser på sin måde.

Særlig 2. sats i denne koncert nærmest undersøger Andsnes for ørerne af en, mens man lytter, og perlebroderiet i klaveret i sidste sats understreger hans virtuositet.

Man kan få eksplosiv og trendy Beethoven med The Dude fra Los Angeles, moden Beethoven med erfaring fra Barenboim og nysgerrig, ofte ligefrem sublimt spillet Beethoven fra Leif Ove Andsnes.

Og så har jeg ikke engang nævnt, at stjernedirigenten Christian Thielemanns dvd-cyklus fra Wien med alle Beethovens symfonier for nylig er kommet på cd, eller sammenlignet med Riccardo Chaillys fremragende cyklus med Leipzigorkestret, der tidligere er blevet anmeldt her i avisen.

Der er nok af nyt at vælge imellem på Beethovenfronten i øjeblikket.