Den her indspillede udgave af USA’s største (og mest ærkeamerikanske) operasucces nogensinde er en nyskabt rekonstruktion af den form, værket fik ved uropførelsen i 1935 efter prøvearbejdets talrige små og store indgreb – især strygninger.

Den gik i glemmebogen, da uropsætningen var udspillet efter tre år, men er genskabt efter opførelsesmaterialet. Skønt kendere vil savne ’The Buzzard Song’, ligner operaen i store træk sig selv, blot med en noget større dramatisk stramhed og klarhed end de gængse udgaver.

Opførelsen udmærker sig ikke ved specielt fremragende sangere. Bedst er Powells Porgy, der ikke mangler lyrisk varme og fængsler med en egen tung energi, samt Macks karakterfuldt karikerede, vittige og swingende Sportin’ Life, og Lynchs Crown klinger i hvert fald flot.

Indspilningens styrke er imidlertid dens stilistiske helstøbthed og dramatiske nerve. Orkestrets inspirerede energi suppleres med masser af suggestiv reallyd og levende brug af stereorummet, og hvad man måtte savne af rent vokal attraktion, får man så rigeligt i veloplagt og indforstået hengivelse til både rolletegning og – især – musikkens rige og stærkt kropslige udtryksfuldhed.

Det er ikke jazz og skal heller ikke være det, selv om mange af sangene har fået status som jazzklassikere, men det er stærkt inspireret af afroamerikansk folklore fra forrige århundredes begyndelse: viser, arbejdssange, gaderåb og navnlig gospel. Det swinger, og det oser af teater.