Perfektion virker som en selvfølge i disse år, når italienske ensembler og orkestre tager deres ufattelig rige musikalske arv op til revision.

Uanset om de er bevæbnet med originale 1700-talsinstrumenter eller bare idéer om barokkens musiksmag og spilleteknikker – eller begge dele. Der er flere måder at gøre det på, og i sidste ende er det kun lytterens egen smag, der skal bestemme, hvad der er rigtigt.

Om det skal være knasende, skrøbeligt og gennemsigtigt som hos barokspecialisterne i Concerto Italiano eller mere poleret, gyldent og varmt som hos stjernedirigenten Claudio Abbados unge orkester i Bologna, Orchestra Mozart.

Levende upolerede instrumenter
I 10 år er barokbålet blevet fodret med mange overraskende og alt andet end fladtrykte og kedsommelige versioner af Antonio Vivaldis musik.

Solokoncerter som ’De fire årstider’, operaer og sange spillet og sunget sprødt og overraskende af specialister som Concerto Italiano. Omkring årtusindeskiftet blev de sammen med en flok kolleger hyret til den temmelig vanvittige opgave at indspille alt, hvad biblioteket i Turino overhovedet har liggende af den rødhårede præsts musik.

450 nodemanuskripter i alt, de er nået cirka halvvejs med denne fremragende cd 43 – kirkemusik for kor, sangsolist og orkester. Den rummer to Gloria’er – værk nummer 589, som man kan høre i kirkerne indimellem, den ukendte nummer 588 og en lille intro ’Ostro Picta’.

Concerto Italianos store præstation kommer af kombinationen af at give alt, hvad der er jublende og festligt – hvad en ret pæn del af en hyldest til herren som et Gloria-værk er – masser af fart og punch.

Samtidig med, at man hører de enkelte musikere i flokken på deres levende, upolerede instrumenter. Og så trækker de helt naturligt tempoet helt ud i de mere dunkle passager og overlader scenen til deres gæstesolist Sara Mingardo, der har mørk fylde nok til at dække hele lydbilledet.

Vivaldis musik kommer langt omkring med rigelige kor- og orkesterudtryk og passer smukt til en sofaeftermiddag i julen, mens man drømmer om, hvad næste år bringer af mere fuldfed Vivaldi.

Starter med hittet
Claudio Abbados nye cd med musik af Pergolesi peger også frem mod barokscenen i 2010. Efter nytår er det nøjagtig 300 år siden, den italienske komponist blev født, og det bliver fejret i hele Europa og på massevis af nyindspilninger.

Abbado selv laver to mere de kommende måneder, men der er plads til meget mere, selv om manden døde som 26-årig.

I dag er Pergolesi nærmest kun kendt for sin smertelige, men også enkle, operaagtige version af ’Stabat Mater’, middelalderdigtet om Marias lidelse ved foden af korset. Men der må være meget mere guld, når specialensemblerne kommer rigtigt ned i arkiverne.

Abbado starter dog sikkert ud med hittet.

Orchestra Mozart spiller ’Stabat Mater’ sart og balanceret, og i det hele taget lægger de unge musikere fra Bologna en rigtig smooth bund til de gode sangere Rachel Harnisch og Sara Migardo. Sidstnævnte formår helt konkret at trække lidelsessangen ned i en satanisk sort verden med sin rystende klare gravrøst.

Cd’ens violinkoncert fortsætter i samme spor, men med togtet ud i de mere ukendte og mindre iørefaldende melodier bliver det også klart, at den lækre lyd måske ikke helt rækker i længden for denne anmelder.

Selv om man føres smukt gennem det hele, savner man også lidt knasende nærvær og millimeterklarhed, som f.eks. barokeksperterne Concerto Italiano i disse år udvider ørerne med.