Vreden virkede ganske ægte. Med råbende versaler twittede M.I.A. i maj til verden:

»917.834.3158 CALL ME IF YOU WANNA TALK TO ME ABOUT THE N Y T TRUTH ISSUE, ill b taking calls all day bitches«.

Det viste sig at være nummeret på journalist Lynn Hirschberg, der dagen forinden i form af et flere siders interview havde begået karaktermord på M.I.A. i New York Times. Hirschberg modtog en del opkald i de dage.

LÆS OGSÅ M.I.A. leverer et af årets mest interessante album

Hendes brøde bestod i, at artiklen kombinerede de rebelske toner og den hidsige revolutionsretorik, der kom ud af munden på M.I.A., med de trøffel-pommes frites, der blev proppet den modsatte vej.

Kritiseret som falsk rebel
Hirschberg antydede, at Maya Arulpragasam ikke havde styr på de tamilske oprørskonflikter, hun råbte op om fra sin mondæne bolig i Los Angeles, til gengæld havde hun styr på økonomien efter sit giftermål med Warner Brothers-bossens søn.

Med undertekstens andre ord: M.I.A. er en falsk rebel og en hul repræsentant for den tredje verden.

Twitter-krigen mod New York Times var kulminationen på et år, hvor mediemøllen ellers havde snurret M.I.A.’s vej.

LÆS OGSÅ En flygtning mixer sit spor

Først med uskyldige 3D-billeder, bagefter med den ultravoldelige video til den statement-skrigende single ’Born Free’, hvor rødhårede knægte brutalt bliver skudt til plukfisk af amerikanske soldater. Så meget for subtile pointer.

Og til sidst med de verbale slagsmål og hurtigt sammenflikkede haters-sange mod journalister på YouTube.

Aggressive udsagn
Man fik undervejs en fornemmelse af, at M.I.A. som en ny tids Malcolm McClaren nød det. Uanset om M.I.A. har penge nok til trøfler eller ej, synes hun at trives bedst i kamp, konflikter og den krigszone, hun har hentet sit navn i.

Det bærer hendes tredje album også præg af. Uden raffinement er det fuldt af aggressive udsagn om regeringsovervågning via internettet og provokationer som den foruroligende ’Lovalot’, der tager en kvindelig selvmordsbombers synsvinkel og trækker omkvædet i halen, så det lyder som »I Love Al-Lah«.

Men M.I.A. er ikke kun firkantet politisk snerren og opstyltet raseri.

Sølvtråd af sensibilitet
Hun væver en sølvtråd af sensibilitet gennem sit musikalske univers af stålbørstebeats, flabede popmelodier og støjskærende synthesizerlyde. Den folder sig åbenlyst ud i den dvælende popsang ’Tell Me Why’ eller i de tvetydige linjer i ’Space’: »My lines are down/ you can’t call me«. Kompromisløst på kant med verden og samtidig søgende efter en afkobling fra det teknologiske galopløb, der bliver taget under (paranoid) behandling albummet i gennem.

Og i det sartere lys bliver den naive og ærlige tone i sidste ende styrken for M.I.A., der får mere dybde under sine overfladbetragtninger. Som i den isnende ’Teqikilla’, hvor de menneskelige alarmklokker hyler gennem festens hede miks af salt og citron.

LÆS OGSÅ 00'ernes musik løb i alle retninger

Der er mange uvenlige elementer i M.I.A.’s popsammensurium, hvor rastløsheden render i alle retninger fra detonerende dubstep-bas og futuristisk reggae til metallisk guitar, motorsavsskærende støjpop og primitive keyboardmelodier. Hele tiden på tigerspring efter uforudsigelige rytmiske kombinationer at rasle kroppen igennem med.

Hidtil stærkeste album
Men der er ikke kun tale om den musikalske hudafskrabning, agitprop-poppen på ’Born Free’ lagde op til. Eller et letfordøjeligt radio-r’n’b-dusin som ’XXXO’ kunne antyde. Pendulet er hele tiden i bevægelse mellem grimt og smukt.

Med sit hidtil stærkeste album viser M.I.A., hvor overrumplende og strålende en musiker hun er i hænderne på producere som Diplo og Rusko. Og hvilken fornemt, rapkæftet og hele tiden sidelæns udskridende sangerinde og indpisker hun er.

Hvis det da overhovedet gør en forskel: Er M.I.A. så en poppet spilopmager eller den ægte vare, en globalt rungende røst?

Kunstnerisk punch
Hendes hovedkulds stil ramler nu og da rundt langs grænsen til det søgte. Men hendes nyvundne position som popdronning efter succeseksplosionen med hittet ’Paper Planes’ eller hendes sociale raketrejse fra tamilsk flygtningebarn til Hollywood celeb kan ikke tage hendes kunstneriske punch fra hende.

Eller eliminere hendes evne til at give udtryk for tidens virvar af følelser, hvor man både er opkoblet og forvirret, vred og fornøjet, totalkontrollerende og afmægtig, elsket og frastødt. Verden er ikke entydig, og det er M.I.A. heller ikke, hvis man når hele vejen rundt om.

LÆS OGSÅSantogold lever op til forventningerne

Og modhagerne i hendes progressive pop føles ægte nok, når de river i øret og skubber til hofterne. Ligesom de skiftevis blide melodier og rivejernsrå rytmer, de bundærlige og håbløst naive tekstudbrud, er ømheden og vreden i hendes 12 nye sange lige så ægte i energien som kunstfærdige i udtrykket.

Pendulet er hele tiden i bevægelse, og med sit hidtil stærkeste album viser M.I.A., hvor overrumplende og strålende en musiker hun er.