Dramatikken bag Dark Night Of The Soul er både brutal og tragisk. Spændt ud mellem juridiske slagsmål og et voldsomt selvmord, som projektet er.

Det begyndte som dæmpet lys i mørket, da den rebelske producer Danger Mouse og den knudrede sangskriver Sparklehorse for nogle år siden fandt sammen i et nattemagisk musikprojekt, som filminstruktøren David Lynch siden åbnede op i en række visuelle fortællinger.

Trioen manede et dunkelt univers frem og fik en lang række af indierockens store stjerner til at deltage på hver deres sang.

Parade af gæstestjerner
Wayne Coyne fra The Flaming Lips synger sig helt ud i universets fjerne egne på ’Revenge’, The Cardigans’ Nina Persson er kuldslået countrypige bag Sparklehorse på ’Daddy’s Gone’, Julian Casablanca fra The Strokes skøjter skødesløst rundt mellem guitarens støjkortslutninger på ’Little Girl’, og The Pixies’ Black Francis rocker i hele strubehovedet på ’Angels Harp’.

For lige at nævne et par stykker.

LÆS ARTIKELDanger Mouse: Faste overbevisninger er farlige

Men så begyndte advokaterne at åbne deres sorte mapper fulde af paragraffer og klippe projektet op med copyrightsaksen. Det var ikke muligt at få de mange artister og kontrakter og fanden og hans pumpestok til at spille sammen på en udgivelse fra EMI.

Mens rygtet om det spændende projekt lynspredte sig ud gennem internettets informationskabler, strandede det hele som et ilende dyr i en labyrint af rettigheder og slukørede håb.

På kant med rettighedsloven
Danger Mouse har før været på kant med rettighedsloven generelt og pladeselskabet EMI i særdeleshed, så mens lovens port blev lukket i, gik han, Sparklehorse og David Lynch videre med projektet i en alternativ form.

De udgav i maj sidste år en 100-siders bog med Lynchs billeder i et eksklusivt og nummereret antal. Og så vedlagde de en tom recordable cd-rom med teksten: ’For Legal Reasons, enclosed CD-R contains no music. Use it as you will’.

Samtidig blev albummet lækket til nettets mange piratbugte.

Siden forsøgte EMI og Danger Mouse i stilhed at finde hinanden, men blot to dage efter at de i foråret offentliggjorde, at ’Dark Night Off The Soul’ endelig ville blive udgivet i officiel form, indtraf tragedien – Sparklehorse med det skrøbelige sind skød sig selv i hjertet.
Nu udkommer albummet så i efterklangen af det ulykkelige punktum for et liv plaget af stoffer og dæmoner. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, hvor tydeligt alle albummets 12 sange er langt mere gennemlyst af Sparklehorses smukt støjende melankoli end Danger Mouses producerarkitektur.

Ikke på en desperat måde, men som skønhed plukket ned fra stjernerne.

Fra det øjeblik Wayne Coyne synger sin sjæl ud i et rumrejsende ekkokammer og til Lynchs gespenst af en lys stemme afslutter det hele mellem titelnummerets klingende guitarer, moltravende klaver og vinylknitrende lydcollage, er det først og fremmest Sparklehorses sarte omgang med livets vemodige understrøm, der farver albummet. Uanset om sangene styres af elektronisk vibration, melodiske båndsløjfer, knugende vokaler eller indestængte støjguitarer.

Smukkest i den meditative ’Revenge’, den strandvandrende popsang ’Just War’ og den vuggende ’Everytime I’m With You’ med de tørt rammende linjer: »Every time I’m with you/ I’m fucked up and you are too/ What the hell/ Else are we supposed to do?«.

Tonen i hver eneste sang lever op til albummets titel, der resonerer i den spanske poet San Juan De La Cruz. Tilbage i det 16. århundrede brugte han sjælens mørke nat som et billede på mennesker, der er isolerede og har mistet forbindelsen til Gud. Det er vi en del flere, der har siden dengang.

Intet er perfekt, og mellem progrock-klange og alternativ folk og country falder cd’ens niveau med Iggy Pop, der mimer sig selv, og med Black Francis, der aldrig udfylder Danger Mouse og Sparklehorses lydrum. Men det er mindre dyk på et overraskende sammenhængende album.

Et smukt efterskrift
Overvejende henter sangskrivningen inspiration i 1960’ernes psykedeliske leg med popmusikken, men sangene iscenesættes med 90’ernes skråsikre lo-fi og de enkelte sangeres personlighed. Som i den forbløffende kombination af støjflader, tungsind og en forvrænget Suzanne Vega på ’The Man Who Played God’.

Og som om der ikke var ulykker nok: Den skyggefulde americana-sanger Vic Chesnutt døde for et halvt år siden af en overdosis. Og hans plagede stemme lukker hele albummet med det vaklende ’Grim Augury’, der efterlader en i tvivl om, om man står og kigger ned i et dybt, sort hul. Eller man står i bunden af hullet og kigger op.

Trods de alvorlige skygger er ’Dark Night Of The Soul’ en smuk efterskrift for især Sparklehorses besværede sjæl. Og albummet burde blive hørt mere for sine mange mageløse sange end for dets turbulente og hårde tilblivelseshistorie.

Også selv om sangene og tilblivelseshistorien uvægerligt spejler sig i hinanden – som vi alle kan spejle os i dets kabinet af længselsfuld ensomhed.