Der har altid været smæk for skillingen og rene toner for g-strengen, når det syngende gorillaslips gav den gas.

Men nu har Tom Jones officielt pensioneret sig selv som trussetyv og i en alder af 70 år besluttet sig for at gå nye veje.

LÆS INTERVIEWTom Jones sender sit sexsymbol på pension

’Praise & Blame’ er så seriøst et udspil, at man kun kan modtage det med respektfuld applaus.

På den anden side synes jeg også godt, man kan forstå frustrationen hos David Sharpe fra den walisiske entertainers nye pladeselskab Island Records. Det var ham, der i en hovsa-e-mail kaldte ’Praise & Blame’ for »en syg joke«.

LÆS OGSÅPladeboss: Tom Jones-album er en joke

Meningen var jo, at Mr. Sex Bomb skulle score kassen med sin fyrige evigungdommelighed. Nu dukkede han i stedet op med raslende kirkebøsse og himmelvendte blikke.

Ingen Johnny Cash
Med sange som Bob Dylans ’What Good Am I?’, John Lee Hookers ’Burning Hell’ og Billy Joe Shavers ’If I Give My Soul’ på repertoiret er parallellen til Rick Rubins sene indspilninger med Johnny Cash åbenlys. Det handler om himmel og helvede, om Guds storhed og en stakkels synder bag mikrofonen.

LÆS OGSÅTom Jones kan stadig trække trusser

Rubins ’American Recordings’ gjorde på ny Cash til ikon. Men på to afgørende punkter falder Tom Jones igennem i denne sammenligning.

For det første virker hans samarbejde med Ethan Johns mere pragmatisk end besjælet. For det andet har Jones ikke noget egentligt bud på disse gudelige sange.

Hvor man i Johnny Cashs fortolkninger altid konfronterer ekkoet af en sej sjælekamp og i Elvis Presleys gospel nød det rene refræn fra en dybt rodfæstet barnetro, lægger Tom Jones ’bare’ sine mange vokale kræfter i projektet.

Fra showbizz til inderlig rock'n'roll
Tom Jones har fra dag 1 været entertainer og popsanger.

Det gælder, både dengang han sang ’Delilah’, og da han senere opdagede ’Kiss’ af Prince og i 1990’erne med ’Sex Bomb’ som en selvsikker selvparodi med glimt i øjet og appetit på en ny tids musik indfangede nye generationer med enorm succes.

Tom Jones har altid været en mester i at få en sang ud over rampen med fuld blæsebælg i ryggen.

’Praise & Blame’ er både et forsøg på at veksle volumen til inderlighed og på at udskifte showbusiness med rock’n’roll. I begge tilfælde går Tom Jones til opgaven med krum hals og beviser, at stemmen er voldsomt imponerende for en mand i hans alder.

Forkert underliv
Men virker det?

Ikke efter hensigten. Jeg hører ikke inderlighed, men en indtrængende optræden. Jeg hører en seriøs lyst til at gå nye veje.

Men det buksebulede underliv, Tom Jones med så stor succes har trukket på, er ikke det samme underliv som det, der giver rock’n’roll sin sumpede sjæl.

De fire sange, som Jones & Johns sammen har skrevet til lejligheden, og som afslutter albummet, ligner stilsikre pasticher snarere end den ægte vare. Hvilket på en måde er hele albummets overordnede problem.

Mangler gennemslagskraft
Er man fan af Tom Jones, vil man have god grund til at glæde sig over, at han er i fin form og har mod på at prøve noget nyt.

Men jeg synes ikke, at ’Praise & Blame’ hverken målt på stil, styrke eller inderlighed har den nødvendige gennemslagskraft.

’Praise & Blame’ er langt fra at være en syg joke, men hvis det i stor stil giver Tom Jones hul igennem til et nyt publikum, vil jeg blive overrasket.