Arcade Fire lavede i mine øjne et af det nye årtusinds største rockplader, da de i 2008 udsendte ’Neon Bible’.

Et mesterværk af barok’n’roll ridende på en flodbølge af følelser, som spidsformulerede desperationen hos en ung generation omringet af buldrende krigstrommer og tegn på eskalerende økologisk apokalypse.

’Neon Bible’ var blot det andet album fra det canadiske band med den amerikanske sanger og sangskriver Win Butler i front. Allerede debutalbummet ’Funeral’ etablerede i 2004 det talstærke orkester som et af tidens mest spændende alternative rockbands.

Mere stilfærdigt
’Neon Bible’ overtrumfede alle forventninger og sprængte effektivt den indierock-bås som nogle anmeldere og fans efter ’Funeral’ gerne havde set Arcade Fire forblive i.

Men med ’Neon Bible’ satte Arcade Fire også sig selv stolen for døren. Musikalsk og emotionelt var buen på ’Neon Bible’ på alle planer spændt til det absolutte bristepunkt. En omgang mere på skruen og det hele ville risikere at drukne i patos.

LÆS ANMELDELSEArcade Fire er det nye Radiohead

Så det har ligget i kortene, at efterfølgeren til ’Neon Bible’ måtte blive en mere afdæmpet affære for den nu 30-årige Butler, hans haitiansk fødte hustru Régine Chassagne og de fem andre Arcade-spillere.

Koncept-album
At ’The Suburbs’ er blevet mere stilfærdig end ’Neon Bible’ er således helt logisk, selv om nummeret ’Month Of May’ har krudt i røven.

Arrangementerne er mindre voldsomme og den instrumentale maskinpark mindre varieret. Selv om titlen ’Rococo’ antyder et skift fra barok til rokoko er der snarere tale om en ny musikalsk funktionalisme.

Arcade Fire er på godt og ondt blevet betragtet som arvtagere til 70’ernes progrock. Musikalsk bevæger de sig nu væk fra progrock, men det holder stik for så vidt som ’The Suburbs’ viderefører 1970’ernes forkærlighed for koncept-albummet.

Rundt i forstæderne
’The Suburbs’ handler om forstæderne som en geografisk og historisk sindstilstand.

»In the suburbs I learned to drive/ and you told me we’d never survive«, synger Butler på ’Suburban War’. En sang som mistrøstigt ser tilbage på opvæksten som en tid, hvor vennerne engang sang med på de samme sange i modsætning til nu, hvor »the music divides us into tribes«.

’Suburban War’ er albummets midterakse. I ord og musik gentager det temaer fra åbningsnummeret ’The Suburbs’ og sløjfen på forstadsfortællingen bindes igen til slut med en fortsættelse af åbningsnummeret ’The Suburbs’.

Hvor kører vi hen?
Albummet beskriver en historisk kurve, hvor det personlige smelter sammen med den mentale geografi.

Opvæksten i de amerikanske forstæder skildres gennem tilbageblik, der samtidig fastholder nutidens optik. Det er ikke et nostalgisk tilbageblik.

Vi lærte at køre i forstæderne, lyder det gentagne gange. En vigtig kompetence, som ikke bliver mindre vigtig, efterhånden som forstæder og storbyer smelter sammen til den endeløse urban sprawl, som har givet titel til de to numre ’Sprawl I (’Flatland’) og ’Sprawl II (’Mountains Beyond Mountains’).

Vi lærte at køre. Godt nok. Men hvor skal vi køre hen? I et bylandskab uden form og en tilværelse uden retning og mening.

Opbakning til Obama
Win Butler er ikke blevet mere opmuntrende siden sidst. Snarere tværtimod.

’Neon Bible’ var støbt i Bush-æraen og svøbt i vrede, sorg og desperation. Jeg tror ikke, man skal undervurdere den historiske kontekst. Krigsherren Bush, der tog fra de fattige og gav til de svinerige var et perfekt fjendebillede for et alternativt rockband.

Win Butler bakkede aktivt op om Obama. Men Obama har haft travlt med at rydde op.

LÆS OGSÅStjerner støtter Barack Obama

Krigen i Afghanistan går fra skidt til værre. Olien væltede ud fra Deepwater Horizon. De fattige betaler fortsat gildet og i Régine Chassagnes hjemland Haïti er jordskælvets efterspil blevet den forudsigelige sump af inkompetence og kaos.

Skakcomputerens dystopi
Måske er det blandt årsagerne til, at ’Neon Bible’s følelsesmæssigt stærke katarsis på ’The Suburbs’ er vekslet til en mere sagtmodig resignation og stilfærdig længsel efter noget, der aldrig var og aldrig vil blive.

Hos få er den dybtstikkende amerikanske apokalyptiske bevidsthed så udtalt som hos ex-mormonen Win Butler.

På det fremragende ’We Used To Wait’ udtrykker linjen »I hope that something pure can last« et håb uden håb. Er det renhed, man længes efter, er virkeligheden et svært sted at opholde sig.

Så er det let at ende i tusmørket på ’Half Light II (No Celebration)’, hvor sangeren beder til Gud, om ikke at få lov til at leve længe nok til at se alle vilde dyrs endeligt. »Now I see through a dead mans eyes«, synger Butler, der i endnu højere grad end tidligere tegner bandet.

Og det er altså ikke en optimist, der ser det som et fatalt vendepunkt, at skakcomputeren ’Deep Blue’ i 1996 slog stormesteren Kasparov!

Diskret americana
Det er som om, resignationen har sat sine spor i de mindre sprudlende arrangementer. Det er gennemgående en ret basal rock-instrumentering, som må have givet bandets multi-instrumentalister god tid til at læse avis i studiet.

På et album med 16 numre og en spilletid på mere end en time er det på en måde i underkanten, at kun godt halvdelen af numrene er pågående melodiske.

På den anden side er et diskret bud på americana som ’Wasted Hours’ med til at give afveksling og understrege ’The Suburbs’ mere varierede karakter som koncept-album.

Ikke en ny neon bibel
’The Suburbs’ er altså ikke en alternativ hit-parade, men de første fire numre er blændende.

’The Suburbs’ åbner ballet, bliver fulgt op af den smældende programerklæring ’Ready To Start’ og det urolige selvportræt ’Modern Man’ (»Like a record that’s skipping/ I’m a modern man«) inden det kulminerer i albummets måske mest oplagte hit ’Rococo’.

Den midterste del står umiddelbart svagest, men efter pusterummet løfter det sig gevaldigt igen hen imod slutningen, hvor ’Deep Blue’, ’We Used To Wait’ og de to ’Sprawl’-numre matcher niveauet fra albummets begyndelse.

’The Suburbs’ slår ikke benene væk under mig som ’Neon Bible' gjorde. Men det er et fornemt album at dykke ned i, og det, jeg finder, er mere end nok til at bekræfte Arcade Fire som et af tidens vigtigste rockbands.