Det forfriskende pift i den gode gamle popmusik kommer ofte fra folk med et nyt, ungt årstal stemplet ind i dåbsattesten.

Det hjælper ligesom med et skud naivitet og en håbefuld tilgang frem for historiens tyngde, når man vil kaste sig ud den muntre leg at finde en appellerende melodi, der med lethed sætter sig fast i tiden.

Solrød-knægten Niels Bagge har under sit falsetvridende alter ego Vinnie Who allerede fået hofterne til at snurre hurtigere på spillesteder og klubber rundt om i landet.

Og kort efter at basgangen på åbningsnummeret ’Game On’ er trillet ind fra højre, tænder den 22-årige Vinnie Who discokuglen med sin falset og viser, at der er andet at komme efter end velfungerende discodrøn på scenen.

Danser på skuldrene af Michael Jackson
I albumform spænder Vinnie Who et stilsikkert popprojekt på sit discolokomotiv.

Han danser med sin lyse stemme rundt på skuldrene af navne som Chic, Bee Gees og en ung Michael Jackson, men han gør det med sin egen kække attitude, små frækheder og selvtillid nok til at overbevise denne signatur om, at her er en ny stjerne på vej op ad trapperne.

LÆS ARTIKEL22-årig stjerne: »Jeg laver ikke popmusik for poppens skyld«

Efter et par år, hvor synthesizeren har tilhørt rockens mørke mænd herhjemme, er det de håndklappende hedonisters unge bannerfører, der griber ud efter tangenterne og trækker neonlysende linjer efter sætninger som »I like to take you into the night«.

Tendens til forsigtighed
En svirrende nat af glemsel i den androgyne Vinnie Whos selskab, der lægger ud i højt tempo og bliver deroppe, til solen banker på ruderne. Uden at det ligefrem bliver vildt.

Vinnie Who besidder ikke verdens største stemme, men han udnytter dens spinkle klang til spændstig perfektion, mens produktionerne ikke foretager mange udskridninger.

Dem har Lasse Lyngbo fra Diefenbach og White Pony stået for, og selv om de både udnytter hornene godt i ’Accident Or Will’ og eksempelvis doserer violinerne præcist på ’Remedy’, er der i produktionen en tendens til forsigtighed på steder, hvor man ellers sidder og håber på et skrald af en bas. Eller bare en eller anden form for overraskelse.

Stærkt titelnummer
I det hele taget begynder de genremæssigt gentagende sanges lyd at få et ensformigt præg hen mod slutningen af albummet. Det bliver man klar over, da titelnummeret dukker op som næstsidste skæring og pludselig slipper en helt ny tone ind i det lystige pophus.

Med en mere enkel opsætning og blå nuancer på stemmebåndet er ’Then I Met You’ et markant højdepunkt på albummet. Netop fordi det holder sig på afstand af dansegulvets lirede hurlumhej, får det begge ting til at stå stærkere.

Overbevisende start
Der er ingen tvivl om, at Vinnie Whos debut er en af de bedste danske popudgivelser i år, men han kan nå meget længere, hvis han får lidt flere toner og farver på paletten og begynder at variere sin neo-disco, så den ikke skal gemme sig bag det mere risikovillige forbillede i The Rapture, Glass Candy eller måske ligefrem tilføje den mørke elegance fra britdisco-kongerne i Hot Chip.

Til en overbevisende start har Vinnie Who vist, at han har evnerne og den brændende ungdommelige energi til at nå hvad som helst.