Bare fordi Agnes Obel har tilbragt ni uger på den tyske hitliste, behøver man ikke at forvente en opdatering af Nenas ’99 Luftballons’ eller et nyt tampehit fra Infernal eller Tokyo Hotel.

Den danske berlinersangerindes ’Just So’, som blev brugt i en landsdækkende reklame for Deutsche Telekom er faktisk det stik modsatte af en kulørt overgramsende ørehænger. Ren minimalistisk ynde med følelsen tåspidsdansende på et knappenålshoved. Alligevel er ’Just So’ i nærmest hypnotisk grad iørefaldende.

’Just So’ er det oplagte hit på Agnes Obels debutalbum ’Philharmonics’, men hele albummet holder et giftigt højt kvalitetsgennemsnit. Den første smagsprøve fik vi herhjemme, da tre af hendes sange blev brugt i Thomas Vinterbergs ’Submarino’ og prompte fik denne film- og musikanmelders ører til at stå ret.

LÆS ANMELDELSE AF 'SUBMARINO''Submarino' viser Vinterberg i topform

Indspillet i soveværelse
’Philharmonics’ mere end opfylder de spændende lokkemadder fra ’Submarino’ og ep’en ’Riverside’. Med enkle virkemidler opnår den selvbestaltede danske ’berlinerfilmharmoniker’ at skabe et fuldstændig rent og gennemført personligt album med et næsten frostblåt klarsyn.

En præstation, som ikke bliver mindre imponerende af, at sangerinden, sangskriveren og pianisten Agnes Obel selv har produceret hele herligheden.

Kun et enkelt nummer har hun ikke selv skrevet. ’Close Watch’ fra John Cales spartanske mesterværk ’Music For A New Society’ (1982) er til gengæld et skarpt valg. Et pejlemærke i forhold til stil og ambitioner, som Agnes Obel takler med rejst pande og bemærkelsesværdig sikker stemmeindlevelse.

Godt nok er ’Just So’ indspillet i Agnes Obels soveværelse, men det er ikke den betryggende lyd af elektroniske teddybjørne, som præger ’Philharmonica’. Lyden er kølig, disciplineret og mindst lige så stram og alvorlig som det mørkeblonde hår, Obel har samlet i nakken på omslaget.

Et billede, som spejler uglen på coverets bagside. Uglen er et symbol på klogskab, men også nattemørkets rovfugl lydløst svævende mellem sorte stammer.

Ikke en munter plade
Vist er der brugt diskrete beats på nogle sange, men langt den dominerende instrumentering er Obels piano. Med celloer i varierende roller bag pianoet, der på ’Wallflower’ optræder med en satie’sk enkelhed skåret ud i palisandermørk vægtfylde.

’Philharmonics’ er ikke nogen munter plade. Det er alvorlig musik. Også så alvorlig, at den ikke vil være for alle, selv om der spores galgenhumor kilet ind i nogle tekster. Heldigvis er det nemlig på den anden side heller ikke sange, som scorer billige point i afdelingen for germansk weltschmerz.

Agnes Obel søber ikke i mørket, men hun er ikke bange for at se det i øjnene. Ganske som musikken er også følelsesregistret lige så afklaret som renfærdigt. Enkelt, men aldrig forenklet.

»Today is gonna be the day/ You hear somebody say/ We need you wide awake/ No time for tea or lemonade/ Someone has set the date/ We’re only half the way«, synger Agnes Obel på ’Just So’.

Hvad handler den om? Om parathed, velsagtens. Om at afvente det stores ankomst ved at leve opmærksomt i de små tings land. Men det kan alligevel ikke koges ned til dét. Grebet af en vind, der fører den lyttende ned til ’Riverside’ og hen ad ’Avenue’, er der plads til at lade noget være usagt i Agnes Obels univers.

Mørket som lys i sig selv
Hun skriver sine sange på et helt usædvanlig sikkert og indforstået engelsk. Naturelementer og emotioner smelter helt naturligt sammen i en form for minimalistisk-romantisk lyrik.

Der er længsel og dødsdrift i flodens kolde vand på ’Riverside’. Der er kulde efter kærligheden i den pangblå frosthimmel på ’Brother Sparrow’. I ’Beast’ er der begærlige kræfter i skovens dybe, stille uro.

Der er tvivl, men også lys i mørket, hvis man tør se på mørket som en slags lys i sig selv. Der er beskidt sne efter vilde snestorme. Symbolerne er elementære. På trods af enkelheden er det digteriske sangudtryk komplekst og gådefuldt, uden at sangene på noget tidspunkt hverken i tekst eller musik opleves som knudret eller fortænkt.

Helt sin egen
Strengelegen på ’Avenue’ antyder, at Joanna Newsom næppe er gået Agnes Obels næse helt forbi, og hendes vokal på ’Philharmonics’ og ’Over The Hill’ peger på Cat Power som en slags sjælesøster.

Men selv om der ikke er noget revolutionerende over Agnes Obels musik, er den alligevel i sjældent radikal grad sin helt egen. Der går år og dag mellem, man får den udelte fornøjelse af at møde en lydefri debut.

Der er ofte noget meget villet over poetisk minimalisme, men ’Philharmonics’ lever og ånder i takt med sit eget åndedræt. Aldrig falder Obel for fristelsen til lige at læsse lidt ekstra på, men puritansk bliver det spartanske aldrig.

Lidt har også ret. I dette tilfælde faktisk fuldkommen ret!