Da Sufjan Stevens i 2005 dukkede op med det forbløffende album ’Illinois’, bekendtgjorde han kry, at hans popsymfoni om hjemstaten Illinois kun var begyndelsen.

Allerede i 2003 havde han haft snigpremiere på projektet med albummet ’Michigan’ på sit eget lille pladeselskab Asthmatic Kitten, og nu var ambitionen efter ’Illinois’ at tage Amerikas Forenede Stater fra en ende af.

Hver af de 50 stater skulle have et koncept-album.

Kommerciel gimmick
I sit stille sind tænkte man uvilkårligt, at hvis niveauet fra ’Illinois’ skulle holdes, måtte den unge mand have planer om at være i studiet nogenlunde lige så længe som Rip van Winkle sov eller Metusalem holdt den gående.

’Illinois’ var prydet med Sufjan Superman, men nogen ærkeamerikansk Superman var han alligevel ikke. Der skete nemlig ikke så forfærdelig meget mere. I 2006 udsendte Stevens på ’The Avalanche’ overskudsmateriale fra ’Illinois’ og senere en samling ’Songs for Christmas’.

Der var løs snak om, at de næste stater nok ville blive Oregon og Rhode Island. Eller måske Californien. Eller New York. I 2009 indrømmede han så, at det hele havde været en kommerciel gimmick.

Syv minutter på en syret popsky
Gimmick eller ej, så kunne noget tyde på, at den gigantiske USA-fantasi under alle omstændigheder har vejet tungt på Sufjan Stevens spinkle skuldre. Han lyder i allerhøjeste grad lettet og veloplagt, nu hvor han vender tilbage med albummet ’The Age of Adz’.

Et sprudlende og sammensat værk, hvor spinkle akustiske harmonier og veritabel opdagelsesrejse udi den knitrende elektronik og analoge synthesizere danner nye farvestrålende mønstre.

Hvis ’Chicago’ var det alternative hit i 2005, så er det bedste bud fem år senere singlen ’Too Much’. Et boblende popnummer så frisk, som da man første gang hørte Beck.

Små syv minutter på en syret popsky. Sufjan Stevens er ikke i mindre grad blevet sin egen spøjse lille herre i amerikansk rockmusik. Det symfonisk legende er stadig en del af hans udtryk. I udtalt grad på titelnummeret ’Age of Adz’ med dets overraskende ekko af tidlig Prince.

Hvid og symfonisk
Og så måske ikke så overraskende endda. Stevens er lige så hvid og symfonisk, som Prince er sort og funky, men i det grænseløst ambitiøse syn på musikkens brede palet er der et smågenialt fællesskab.

Nogle numre er mere kollageagtige end andre. Ikke alt er lige fortættet. Men ’Now That I’m Older’ rummer et element af velgørende bekendelseslitteratur og lyder som den uselvhøjtidelige version af Antony & Johnsons.

Hvis man hen imod slutningen stadig skulle være i tvivl om, hvorvidt Sufjan Stevens er lettet over at have smidt sin selvpålagte spændetrøje, så er det bare at læne sig tilbage og lade sig opsluge i det 25 minutter lange supertrip ’Impossible Soul’.