Jeg har sjældent hørt et album, der umiddelbart har berørt mig så dybt som ’I Am A Bird Now’ med Antony & The Johnsons.

Var det altså virkelig sådan, at man skulle være en to meter høj transvestit og fanget i krydsilden mellem kønnene for at lave ægte tragisk-romantisk musik i det tredje årtusind?

Antony Hegarty er ikke blevet en mindre fantastisk sanger siden, og han er heller ikke blevet mindre speciel.

Alligevel har ingen af hans senere udgivelser tilnærmelsesvis berørt mig i samme grad.

LÆS OGSÅ Antony mangler noget at synge om

Det gælder både ep’en ’Another World’ (2008) og ’The Crying Light’-albummet og desværre også det nye album ’Swanlights’, selv om jeg synes, det rummer nogle af hans bedste ting fra de senere år.

Rollen som Moder Jord
Hyperfølsomheden er Antonys styrke og svaghed. At turde være sit helt eget specielle jeg er vovestykket. Men Antony er hele tiden fristet af at investere sin personlighed og sin stemme i noget større og mere kunstnerisk konstrueret.

Når det er værst, flagrer han rundt i en kunstkabaret med øko-fehår i rollen som den hårdt plagede Moder Jord. Det var massivt på ’The Crying Light’, og det gælder til dels ’Swanlight’ med en dekonstrueret isbjørn på omslaget.

Teksten til titelsangen er højspændt romantisk økopoesi. »My eyes cry species« – »mine øjne græder arter« – er yderst jordfølsomt, men rollen som Moder Jord er lige stor nok selv for Antony.

Når han trækker i Moder Jords mentale gevandter, bliver Antony musikalsk uvilkårligt grebet af den store smertefulde, elegiske klagesang. Som er mindst lige så enerverende, som den er forståelig og følsom.

Mangler et par solide benklodser
’Swanlight’ er dog heldigvis takket være de mere konkrete kærlighedssange ’I’m In Love’ og ’Thank You For Your Love’ mere umiddelbart kommunikerende og i lidt højere grad støbt i et stykke end de foregående mellemspil.

Især ’Thank You For Your Love’ med både trommer og sax og fart over feltet er befriende ukunstlet. Duetten med Björk – ’Flétta’ – forstærker bare fornemmelsen af verdensfjern ekskursion.

På trods af medvirken af indtil flere symfoniorkestre udgør musikken et organisk væv med svæv og mange intime kunstpauser. Men det er, som om musikken det meste af tiden mangler et par solide betonklodser til at holde jordforbindelsen.

Når man nu har en fremragende trommeslager som Parker Kindred i sit band, kunne det da være meget fornuftigt at bruge ham.

Det er skønt, når noget svæver, fordi det er uimodståeligt himmelstræbende. Musikken på ’Swanlight’ er i højere grad iscenesat som luftig elegisk hymne.

Florlet facade
Hvis ikke Antony og hans Johnsons snart definitivt skal lette og svæve ud i det endeløse univers, skal de bruge en producer, der har lyst til at foretage sig noget mere radikalt end at klappe Antony Hegarthy på ryggen og fortælle ham, hvor genial han er.

Det er ikke stemmen eller personligheden, der mangler afgørende koncentration i udtrykket. Det er heller ikke vision, der mangler. Økopoesi er heller ikke nogen dårlig idé.

Der mangler simpelthen bare kød og blod bag musikkens florlette facade.