Takket være nummeret ’The Balcony’ fik det debuterende band The Rumour Said Fire et overraskende hit, der nærmest med ét slag forvandlede dem fra ynglinge til yndlinge i dansk rock og gjorde deres koncert på Roskilde til et overvældende tilløbsstykke.

Alt sammen på basis af én ep, som røbede, at kvartetten end ikke var nået til det punkt, hvor de helt havde besluttet sig for, hvem de var! Om de var et guitaristisk indierock-band eller mere vemodige harmonidyrkere med Simon & Garfunkel og Belle and Sebastian som forbilleder.

Siden da må The Rumour Said Fire have været gået i tænkeboks. Uden at tage et eneste nummer fra ep’en med på sit debutalbum ’The Arrogant’ har The Rumour Said Fire præsteret en vellykket syntese, der har opløst den tidligere modsætning.

Ved at skele lidt mere til ’The Balcony’ end guitarrocken har gruppen skabt et udtryk, der er både helstøbt, højtflyvende og sit helt eget.

En temmelig berusende størrelse
Ingen af de nye sange har helt samme overvældende gennemslagskraft som ’The Balcony’, selv om den nye single ’Sentimentally Falling’ snapper den i haserne. Til gengæld er stort set alle sangene på ’The Arrogant’ tæt på.

Den passionerede renfærdighed og bevægende alvor, som skyller igennem frontfiguren Jesper Lidangs stemme og tekster og bølgen af krystalglitrende guitar- og mandolinguitarakkorder, løfter ’The Arrogant’ op til en temmelig berusende størrelse.

Heldigvis for The Rumour Said Fire har Lidang også en evne til at synge sine komplicerede og temmelig tungt læssede tekster på en måde, så de lyder meget mere mundrette og indlysende, end de faktisk er.

Sange som kysser det indre mørke
Indimellem bliver man nærmest forbløffet over, at det overhovedet kan lade sig gøre at synge disse ordkaskader! Men det lykkes og lykkes flot selv med det kulsorte og dybt foruroligende titelnummer ’The Arrogant’s portræt af selvfortvivlelsens tilstand.

I disse sange er kærligheden på udflugt i et mørkt surrealistisk rum, hvor sprogfeberen nok så meget som mundharpen minder om forslugenheden hos en ung Dylan.

Virkelighedens grovkornede tilstand maser sig ind i hovedet. Tiden er en hvirvlende sort storm under optræk i disse på mange måder desperate sange.

Men så meget desto mere oplivende, at det er musikkens strålende udladninger, der bærer The Rumour Said Fire frem i guldstol. Musikken har den harmoniske afklaring, teksterne ikke kunne drømme om at søge.

I disse sange kysser det indre mørke og det ydre lys hinanden med samme naturlighed, som yin og yang fælder sig ind i hinandens modsætning.

Den dirrende melankolske guitarfigur på den behageligt kontemplative ’My Dark Skin’ står og danser på huden så roligt om sin egen akse, at man bliver helt tudevorn på dansk rocks vegne.

Det er da simpelthen smukt! De må blive store i Tyskland.