Slagtøjstrioen Pace har de seneste år imponeret med egne, dybt originale kompositioner, der driver af lyst og løssluppen energi, og selv om deres nye cd kommer til at sætte sig mellem to stole i samarbejdet med jazzsaxofonisten Thomas Agergaard, fornemmer man tegningen til noget stort hele vejen.

Det samme kan man sige om den unge, nyudklækkede slagtøjsspiller Joanna Stroz og hendes cd, der lyder mere straight af ’almindelig’ fragmenteret ny kompositionsmusik – men hold op, hvor hun kæler for detaljerne undervejs.

LÆS ARTIKELMusik og kunst blander blod på hybridfestival

I aften blander Pace og Agergaard blod igen i et nyt projekt i Koncertkirken på Nørrebro på Wundergrundfestivalen, og bruger man energien på deres cd som anbefaling, er der god grund til at tage af sted.

Vildt tight marimba
På første del opdyrker trioen og Agergaard nyt land med en stribe tætte, pulserende og overraskende tyste kompositioner af saxofonisten, men selv om spillet på vibrafon og marimba er vildt tight, kommer der til at mangle overraskelsesmomenter lidt for hurtigt.

LÆS OGSÅFestivaltoner på Carlsberg gjorde ondt i ørerne

Så kan man til gengæld glæde sig over anden del med egne stykker af Pace, der også kan ses på dvd på Gamle Scene på Det Kgl. Teater.

Pulsen er heftig, samspillet er tight og lydkilderne mangfoldige. Store afrikanske trommer, sandpapir og metalkæder, små avancerede trommer eller kasser, der efterligner lyden af en hul træstamme.

Excellente musikere
På samme måde som deres mere berømte kolleger i Safri Duo mestrer de den simpelt geniale kunst at sætte et enkelt fængende forløb i gang af tre eller fire forskellige trommefigurer og så trække og skubbe og variere i det uendelige, tilsættende nye ideer ad libitum.

Mathias Reumert, David Hildebrandt og Mathias Friis-Hansen er excellente musikere, der legende og småimprovisatorisk agerer komponister på skift, men det er i det meget nære fællesskab, at de får det hele til at lyde stramt og fintegnet.

Joanna Stroz


Joanna Stroz klarer det meste selv. Et par af skæringerne har andre stemmer, men det er hendes tusindvis af slag, der bærer byrden i de seks nye nordiske kompositioner.

De seks er spændt op mellem klassisk samtidsmusik med overraskende drejninger af f.eks. danske Jesper Hendze og svenske Markus Leonson, og mere taktfast, lidt forudsigelig crossover af danske Erik Ørum von Spreckelsen.

LÆS OGSÅFå symfonier ender i konfettiregn og fest

Det kan godt være, man aldrig har hørt musikken før, og måske heller ikke kommer til at høre den igen. Men når Joanna Stroz svinger køllerne over vibrafonen, bliver man salig – alene ved lyden.

Og så er det altsammen – ligesom hos Pace – behageligt fri for snærende intellektuel overfrakke.