Hvad er egentlig en guldalder? Og hvornår havde dansk rock sådan en forgyldt storhedstid?

I slutningen af 1960’erne og op igennem halvfjerdserne, hvor den danske musik fandt sig selv, begyndte at sætte egne ord på tonerne, endda på sit eget sprog, og hvor store personligheder trådte frem af hippiernes hashtåger, vil mange mene.

Blandt dem finder vi naturligvis folkene bag de tre små kasser med omfangsrigt indhold – ’Dansk rock historie 1965-1978’.

I alt 40 album samt en bonus-cd med mere eller mindre sjældne/hidtil uhørte sange er der proppet ned i bokssættene. Der er i sagens natur ikke bare tale om en forret, som det tredelte bokssæt med enkelte numre fra datiden ’Derfra hvor vi stod’, der udkom for et par år siden, men derimod om selve hovedmåltidet.

Det vil være halsløs gerning at begynde at genanmelde hvert enkelt af de genudgivne album. Nye lyttere kan med stor fordel starte her, mens der for mange andre vil være tale om kærkomne genhør med musik, der for længst er havnet på loftet eller i kælderen.

Sparsomt ekstramateriale
For ’Dansk rock historie 1965-1978’ repræsenterer en af de få brugbare overlevelsesstrategier for en pladebranche, hvis krise for længst har udartet til en regulær dødskamp. Hvis pladeselskaberne var i stand til at udbyde flere prisbevidste samlinger af den her slags, det vil tage et par år at downloade, kunne branchen ligefrem være til gavn for musikforbrugerne.

Desværre er det ikke ligefrem kærlighed til materialet eller noget så basalt som brugbare fakta, der præger det sparsomme udstyr til de tre bokssæt.

De overfladiske notater i coverhæftet af Klaus Lynggaard beskæftiger sig primært med de i forvejen kendte historier og bands, mens musikken fra de bogstaveligt talt mere skæve eksistenser jappes igennem.

Og på de tre album med rariteter, rædsler og overhørte pletskud, ville det unægtelig have været en guldalder værd med en bare minimal introduktion til de udvalgte sange. Men det er muligvis for meget forlangt af et så billigt produkt.

Rockarkæolog står bag udgivelsen
I stedet må vi nøjes med at nyde det væsentligste, musikken. Den er stor, vildtvoksende og mildt sagt mangfoldig. Intet i bokssættet fortæller os, hvorfor de enkelte album er udvalgt og hvorfor andre er udeladt.

Musikeren og kultpersonligheden fra datiden Claus Clement Pedersen, kaldet Tømrerclaus, har i flere år gjort en stor indsats for at få genudgivet nogle af de sjældne gevækster, fra dengang rockscenen dyrkede skyggeplanter og alt fra hampefamilien. De nye bokse står som et fint supplement til hans arkæologi fra den mere etablerede del af scenen.

Den scene, der indtil først Steppeulvene med det legendariske album ’Hip’ fra 1967 og især Gasolin’ med den selvbetitlede debut fra 1971 nåede ud til folket, tilhørte inderkredsen i København og de større byer i provinsen.

Senere trådte også C.V. Jørgensen med ’Storbyens små oaser’, Lone Kellermann & Rockbandet (det stadig overvældende stærke ’Før natten bli’r til dag’ er med her), Gnags (debuten ’På vej’ er i en af kasserne) ad de samme, mere folkelige spor.

Indtil da holdt de fleste bands sig til enten en let syret udgave af traditionel, elektrisk blues fra USA, folk fra den amerikanske westcoast eller psykedelisk langstrakte sange i tidens stil.

Ét band over dem alle
Blandt de bedste repræsentanter for bluesrocken var Beefeaters, der i en periode havde Peter Thorup med på karismatisk guitar og kraftfuld vokal, Delta Blues Band og den unge Poul Dissing. Hans ’Nøgne øjne’ (med netop Beefeaters som backing) hører til de uslebne diamanter i dette smykkeskrin.

På folk-fronten var det især trioen Cy, Maia & Robert, som trak læsset. Men det var nu især i den mere syrede del af rocken, Danmark havde repræsentanter af internationalt format. Alrune Rod, Culpeper’s Orchard, Ache og Young Flowers, der blev til Rainbow Band og senere Midnight Sun havde fornemme musikere og indimellem også sange, der matchede deres kunnen.

Over dem alle strålede dog et band, Savage Rose. Med inspiration fra hele rockens palet, soul, folk og klassisk skabte brødrene Anders og Thomas Koppel en musik, der ikke bare var helt sin egen, men også ekstremt stemningsfuld og bød på formidable sange som ’A Girl I Knew’.

Naturligvis sunget af Annisette Hansen, der allerede fra de to første plader, ’Savage Rose’ og ’In The Plain’ (begge fra 1968!), som er med her sammen med ’Travelin’ (1969) og ’Dødens triumf (1972), stod frem som en sangerinde helt i sin egen klasse.

LÆS OGSÅAnnisette holder faklen højt

Et gennembrud i udlandet – og især i det forjættede Amerika, som også dengang var guleroden for de sultne musikere i Danmark – kunne næsten ikke undgås. Hvis ikke Savage Rose havde fulgt den kurs, datidens hjemlige musikere var enige om at holde, nemlig mod venstre, kunne bandet utvivlsomt være havnet blandt de allerstørste.

Men politiske omstyrtninger, revolution og kontrol over sin egen musik var vigtigere for Savage Rose.

Slagordsoverdosis
Da tresserne blev til halvfjerdserne, begyndte syren at gå i opløsning, og ud kom de bastante politiske meldinger.

Bands som Røde Mor (’Grillbaren’ er repræsenteret i samlingen) og Jomfru Ane Band (den selvbetitlede debut findes her) strammede de mere poetisk-politiske tekster hos navne som Skousen & Ingemann, Sebastian, Gasolin, Bifrost og Gnags til mere slagfærdige kampsange. Ofte med humor og satire som våben.

I det årti var det nærmest mere vigtigt at have de rigtige venstreorienterede holdninger end at kunne spille sit instrument.

På det fremdeles stærke støttealbum for ’Christiania’ og protesten ’Atomkraft? Nej tak’, der findes i hver sin lille æske her, kan man finde mange fine eksempler på vellykket politisk rock.

Den dogmatiske politiseren var dog overvældende og en af årsagerne til, at dansk rock fik en overdosis slagord og først mange år senere turde nærme sig sange med politiske, samfundsmæssige budskaber igen.

Til inspiration for nutiden
Til gengæld har mange af de mere spøjse, personlige, opfindsomme og stofinficerede tekster fra datidens bands som især Steppeulvenes mundrette mærkværdigheder vundet gehør i hiphopnavne som Malk de Koijn og Bikstok Røgsystem.

Hiphoppens lømler kan i øvrigt finde trøst i, at mange af syrehovederne fra de sene tressere ikke lod dem meget efter i sange, der kan og kunne opfattes som nedsættende over for kvinder.

Uanset hvad man måtte have lyst til at anvende de tre bokse og deres indhold til, er det fantastisk at have disse sange tilbage. Som en påmindelse om, at også musikalsk inspiration kører i ring, og at nutidens vildtvoksende guldaldergeneration af dansk rock med fortjent international opmærksomhed har meget til fælles med fortidens poetiske syrehoveder.

Det er ikke nødvendigvis kun fra udlandet, nye danske rockbands som Rumour Said Fire har hentet deres tresserinficerede lyd. Den slags linjer trækkes der mange af i den spillevende skattekiste af et musikalsk udtryk, man fremdeles hverken kan slå ihjel eller placere på et tyst museum.

--------

Rettelse: Vi skrev i en tidligere version af denne anmeldelse, at Rainbow Band blev til Young Flowers. Det er ikke rigtigt - tværtimod var guitaristen Peer Frost fra det opløste Young Flowers med til at danne Rainbow Band i 1970. Det blev snart nødt til at ændre navn og hed Midnight Sun, til det blev opløst i 1974.