Siden ’Another Green World’ har Brian Eno nu i 35 år været opdagelsesrejsende i ambientmusikkens lydlandskaber. Man kan kun gisne om, hvordan den elektroniske musik ville have set ud uden Enos supersoniske pionerarbejde med blandt andet sampling.

På ’Small Craft on a Milk Sea’ er han stadig i stand til at være musikalsk tankevækkende. På trods af nye generationer og teknologiernes ilmarch formår 62-årige Brian Eno at lyde innovativ og nysgerrig.

Musik til ikkeeksisterende film
Med Jon Hopkins og David Byrne-kollaboratøren Leo Abrahams har Eno lavet et album, hvor en del af kompositionerne udspringer af skrottet arbejde på Peter Jacksons film ’The Lovely Bones’.

Film forbliver en gennemgående kunstnerisk samarbejdskilde for Eno, der har defineret den fiktive genre ’music for films’, hvor man laver musik til ikkeeksisterende film.

Et urovækkende lydlandskab
’Small Craft on a Milk Sea’ er i perioder meget Enologisk-filmisk, men samtidig bærer for eksempel ’Bone Jump’s mørke, kantede rastløshed præg af, at det ikke er tilfældigt, at Eno nu har valgt at udkomme på plademærket Warp.

Uanset om kompositionerne skyder ryg med Abrahams guitar eller er minimalistiske som ’Late Anthropocene’, er det et urovækkende lydlandskab, Eno denne gang er guide i.

Sønderklippet og sammensat er ’Small Craft on a Milk Sea’ en slags dansende abstraktion. Eksperimentalfilm for ørerne, der ville kunne lyse Tate Modern eller Guggenheim i Bilbao op indefra. For det er jo nok her snarere end i dagligstuen, at Enos kuratorrock hører hjemme.