Det lød måske som en joke, da produceren Nick Pittsinger i sensommeren satte teenagestjernen Justin Bieber hele 800 procent ned i tempo.

Men i løbet af få dage blev den 35 minutter lange version af sangen ’U Smile’ kastet begejstret frem og tilbage og videre rundt i den del af blogosfæren, der normalt ikke giver opmærksomhed til en mainstreampopulær 16-årig canadier, der har 11 millioner venner på Facebook, mere end 370 millioner (!) YouTube-visninger af sangen ’Baby’ og for nylig blev udråbt til bedste mandlige sanger ved den europæiske version af MTV Music Awards.

LÆS OGSÅÅrets mandlige kunstner er en dreng

Men i Pittsingers version skvulpede Justin Bieber pludselig frem og tilbage i et langsomt susende lydhav. Det kunne de lydnysgerrige aficionados godt lide – endimensionelt popidol eller ej.

LÆS OGSÅMusikbloggen: Justin Bieber i superslow lyder nærmest ... godt

Langsomhed og lydmanipulationer er i høj kurs. Den soniske efterbehandling af Bieber er et eksempel på en strømning i den elektroniske musik, hvor tempoet sænkes, men ofte kombineres med destabilisering af synthesizeren og en forvrænget vokal kastet rundt som en hoppebold i et ekkokammer.

Screwed house, dødsibiza eller...?
De nye elektroniske eksperimenter er beslægtet med søgangen i subgenren wonky, der føles, som om man propper fingrene hurtigt ind og ud af ørerne hele tiden, men de nye toner er mere hjemsøgte end ustabile. Og meget forskellige.

I løbet af det seneste halve år har musikkritikere, bloggere og andre musikentusiaster både diskuteret, om der overhovedet var tale om en egentlig genre, og hvad den i så fald skulle hedde.

Witch house, fordi der er så mange kvinder og uhygge i de her bands? Haunted house på grund af spøgelsesfornemmelserne?

Screwed house med hilsen til den forskruede hiphop fra 1990’ernes Houston, hvor DJ Screw forsinkede hiphopbeatet i en grad, så det lød mere psykedelisk end rytmisk? Eller drag med dets flerstrengede betydning – lydene trækkes modvilligt ud af form, tungt og langsomt?

Ingen beslutninger er taget, men der har været mange bud på de nye sære, lo-fi kompositioner, der kombinerer den støjende atmosfære fra rocksubgenren shoegazer,med det simple beat fra dirty south hiphop og det melodiske svæv fra drømmepop – og dernæst sætter det hele ned i et tempo, der ville være søvndyssende, hvis ikke det var for den kriblende fornemmelse af, at dommedag er lige om hjørnet.

Herhjemme har dj Djuna Barnes i øvrigt kaldt det dødsibiza.

Uanset hvilke genrebetegnelser man vælger, kan man lige nu spore en generel tendens til langsomhed og forvrængning i produktionen.

Nattens konger af drag
Oprindelig var det Chicago-trioen Salem, der satte genrebetegnelsen drag på deres musik.

Og det var også dem, der for et par år siden begyndte at grave Houston-dj’en DJ Screw og hans sære produktioner frem – for at give dem et ekstra vrid gennem effektmaskinen.

Her et par år senere albumdebuterer de tre syrehoveder med en anderledes højdramatisk udlægning af drag: basgumlende kompositioner med hysteriske kontraster af operasang og overstyrede synthlyde. Lydbilledet her er lige ved at sprænges, og man skal nok ikke sætte Salem på, hvis man vil have pulsen ned.

De elleve numre er dramatiske fortællinger fra et angstredet Amerika.

Lydstormen, der indleder debuten på næsten skræmmende vis, bliver undervejs drejet i en mere sfærisk retning. Det er ’Twin Peaks’-USA uden den idylliske overflade. Andre steder er Salem ovre i den temposløve hiphop med ultralangsom rap på ’Sick’, hvor en kæk lilletromme uforudsigeligt laver om på rytmemønsteret, og basdroner tilsættes lyden af en bilulykke.

Et voldsomt udtryk, der i løbet af pladen også bider sig selv for meget i halen og får en ensformig klang.

Men man kan ikke tage fra Salem, at de formulerer en eksistentiel tomhed. Det her er lyden af fortabte sjæle på nattevandring ud i det ukendte. En sanselig og skummel affære, der på sin vis spejler Fever Rays kuldegysende debut. Her blot spillet på en synthesizer, nogle har tabt en flaske kaustisk soda i.

Salem: 'King Night'


Lyden fra MySpace-brønden
Med navne som Creep, Stalker og oOoOO er det nystartede pladeselskab Tri Angle et centralt pejlemærke for den forheksede techno.

Og den bare 19-årige Alec Koone nåede nærmest kun lige at åbne en MySpace-side under navnet Balam Acab, før Tri Angles enmandshær Robin Carolan fór til tasterne og fik Balam Acab sluset ind i den dystopiske Tri Angle-familie.

Her dyrkes de okkulte tegn, geometriske figurer i bandnavnet og den skævvredne hiphop. Men modsat Salems højdramatiske stil er Balam Acab ude i et underspillet gys. Og i stedet for at molestere hiphopbeats stikker hans generelt mere ambiente ep-debut i retningen af dubstep.

På ’See Birds’ er tempoet sivende sløvt, synthlydene pakket ind i massive ekko-effekter og sangstemmen gemt nede i mixet, så det i enkelte øjeblikke lyder som børn, der synger nede fra en brønd. Man kan bare ikke helt høre det for det tudende tog af bas, der hele tiden bumler forbi.

Med sin fem dunkle kompositioner af vuggende rytmer og nænsomme melodier har Balam Acab skabt et lydspor, der på samme tid er snigende uhyggeligt i sin mørke fremtoning, men også dragende i sin hypnotiske opbygning.

Balam Acab: ’See Birds’


Velklædt lys i mørket
Om natten sidder Tom Krell og roder med falsetsmukke indspilninger af sin egen stemme.

Under navnet How To Dress Well har Krell i et par år nu dryppet sange ud på nettet, hvor ringene har bredt sig. Nu er der så 14 skæringer klar til en albumdebut, og selv om vi ikke er på elektronisk bølgelængde med drag, hiphop eller dubstep, dyrker Tom Krell den samme lo-fi tågede forsinkelse.

Og genren, han byder op til dans i nye manipulationer, er r’n’b fra de tidlige 1990’ere.

På nænsomme sange som den håndklappende ’Ready For The World’ eller den guitarhakkende ’You Won’t Need Me Where I’m Goin’ lyder How to Dress Well, som om Bon Iver har fået besøg i sin ensomme jagthytte af D’Angelo. Eller Earth Wind & Fire på den atypisk rytmiske ’Endless Rain’.

På ’Love Remains’ undersøger Krell stemmens maskinelle muligheder med udgangspunktet i det tilbagelænede hjørne af r’n’b-genren, der kaldes for slow jam.

Krell arbejder i elektroniske klange, der bliver skubbet helt frem i lydbilledet, mens den smidige falset bliver sænket ned i dybe skakter af ekko og mixet ind bag det overstyrede lydniveau.

Det er lo-fi-eksperimenter med tilbagelænet r’n’b, der balancerer på kanten af højttalernes ydeevne, men hele tiden bliver trukket ind af de smukke melodier som på det gennemtrængende højdepunkt ’Decisions’. Det er ikke kropsligt og sexet r’n’b, men nærværende i al sin ensomhed, der har klare forbindelser til den isolationsfornemmelse, de to drag-albums rummer.

Indoptaget gennem høretelefonerne har How To Dress Well det samme mystiske skær som Salem og Balam Acab. How To Dress Well søger bare ikke ind i mørket som dragmusikerne, men lyser op midt i den forvredne lydvirkelighed.

Det lyder som en snurrende høretest, hvor grimheden lyder fortryllende smukt midt i det bløde groove.

How To Dress Well: 'Love Remains'


Bremsespor i musikhistorien
Musikhistorien sover aldrig, og nu står vi åbenbart igen et sted, hvor genrerne brydes op, og computerens muligheder for at strække tid og rum af led bruges til at nedsmelte velkendte former. Og vise, hvad der ligger i fremtiden bag kardinalpunkter som The Knife og Burial.

Med navne som Salem, Balam Acab og How To Dress Well er der tale om nye soniske eventyr, der ligesom andre af de senere års musikalske tendenser som chillwave og wonky ikke nødvendigvis skaber nye, fasttømrede genrer. Men de bryder velkendte mønstre ned med blød kassettebåndslyd eller voldsomt destabilisering af balancenerverne.

Nogle gange udvikler musikhistorien sig gennem overforstørrelser af fejl og ridser, så eksperimenter til forveksling ligner destruktion af den gode lyd – og af de velkendte formater inden for hiphop, klubmusik og nu også r’n’b.

I tilfældet Salem, Balam Acab og How to Dress Well lyder det ikke som normal popmusik, men det trækker dramatiske bremsespor hen over traditionerne, mens mørke, alvor, skønhed og angst bævrer i efterklangen.