Folk med hang til at sidde på en stillestående cykel og knokle litervis af sved sig vil vide, at man i spinningens nådesløse verden kan støde på instruktører, som spiller så grufuldt elendig elektronisk musik, at en jumbojet i dagligstuen ville være at foretrække.

Håbløse remix af kendte popsange bankes ud over sagesløse motionister i håb om, at man ikke kan træde i forkert takt til det idiotsikrede beat.

Men trods mine mange år med mærkværdige instruktører i diverse bodybike-rum har jeg aldrig oplevet musik så deprimerende som den på det nye album med The Black Eyed Peas. Og jeg kunne altså vel at mærke godt lide de hæmningsløse popdyr, da de nøjedes med at levere provokerende iørefaldende pop med hooks på størrelse med Disneyland.

Sjælløse robotter
Nu lyder det musikalske es, will.i.am, sangerinden Fergie og resten af slænget som sjælløse robotter, der kalder fra det ydre rum på en umanerligt forvrænget skype.

LÆS ANMELDELSE AF 'THE E.N.D.'Black Eyed Peas begår tyveri ved højlys dag (2009)

»I’m having the time of my life«, synger will.i.am gennem autotune med et tarveligt lån fra ’Dirty Dancing’. Forladt af charme, ånd og melodi.

Og det nummer, ’The Time (Dirty Bit)’, er vel at mærke det mindst ulidelige på ’The Beginning’, der lyder som det tragiske endeligt for Black Eyed Peas. Ærterne med de sorte øjne er definitivt trillet ned i et sort hul – i frit fald uden bund.