Hun er ikke genert af sig, 26-årige Nicki Minaj.

Hen over et massivt beat af urolige basdrøn og ringende alarmer giver hun på ’Did It On’Em’ kvindelige rappere og sangerinder, der ikke lige falder i unge Minajs smag, klar besked med maskulint optegnede linjer som:

»If I had a dick, I would pull it out and piss on’em«.

Sukkersøde knytnæver
Leveret med en snerrende tone i stemmen, der får én til lige at kigge en ekstra gang på coveret til albumdebutten ’Pink Friday’.

For dér sidder en manipuleret Minaj som Barbiedukke med lyserød paryk og plateaustøvler i et struttende tylskørt.

Er det den samme, der er ude efter sine medsøstre med en rusten rive?

Ja, og det er lige præcis pointen med Nicki Minaj.

Der er lyserøde knytnæveslag i luften, når hun leger med kønsroller og -signaler, der støder sammen mellem det barske og sukkersøde, mellem håndkantslag og ømhed.

Nicki Lewinsky og Roman Zolanski
I år har Lady Gaga, M.I.A. og den lillepigefjollede Katy Perry allerede åbnet op for en næsten grænseløs leg med rollespil i den globale popsfære, der i farverige og gakkede påfund har slået rockens inderlige knudemænd, velfriserede boyband-veteraner og hipsternes overskæggede spraglemænd af banen.

Og nu melder Nicki Minaj sig på banen med figurer som Harajuku Barbie, Nicki Lewinsky og Roman Zolanski, der giver en ellers hidsig udgave af Eminems alter ego Slim Shady kontant modspil på ’Roman’s Revenge’.

LÆS OGSÅEminem er på vej væk fra hiphop

Men hvor den frihedshylende Lady Gaga prøver at opløse popmusikkens tyngdekraft med sin outrerede udklædning, og politiske M.I.A. med moralsk dobbeltbund går efter magthavernes strube, er Nicki Minaj et flertydigt og flyvsk fænomen. Når hun er bedst.

Den skarpt rappende Minaj skifter ham fra sang til sang og kan flagre rosa rundt som en japansk mangategning i det ene øjeblik og i det næste vise, at hun har gået i hiphoppens hårde attitudeskole, hvor man river modstanderne ned fra piedestalen. Så man selv kan stå der.

Weezys monster
Nu giver sart ynde nok heller ikke adgang til inderkredsen omkring den flabede Lil Wayne.

Men siden lille Weezy fik ørerne op for Nicki Minajs overrumplende rim, har han haft pigen fra newyorkerbydelen Queens på plads i sit pladeselskab Young Money.

Efter Lil Waynes egen succesopskrift er Minaj først blevet kørt frem i undergrunden med forskellige mixtapes, siden har hun gæsteoptrådt hos Usher og Christina Aquilera, før hun i år bragede igennem med et spidst vers på Kanye Wests sang ’Monster’.

LÆS ANMELDELSEHiphop-kongens forskruede fantasier er et mesterværk

Men det er i løbet af det sidste halve år, hvor Wayne har siddet i fængsel, at Minaj for alvor har skruet op for forventninger til debuten og fået de amerikanske kritikere til at råbe op om den nye dronning af hiphop.

Ujævnt album
Det kan hun så få lov at være i mangel på konkurrenter med sin blanding af Missy Elliotts ordakrobatik og Lil Kims frække og selvsikre udstråling.

Men Nicki Minaj kan stadig forbedre sig og allerede hælde et par af de nye sange ud ad vinduet.

LÆS OGSÅFængslet har tjent Lil' Wayne godt

Samlet set er ’Pink Friday’ en farverig og fascinerende affære med uforudsigelige sprogindfald, et teater af larmende personligheder, legesyg produktion og samplende opfindsomhed som korpigerne fra Buggles ’Video Killed The Radio Star’ og et ekko af Simple Minds’ Jim Kerr i den mere overraskende ende af musikcollagen.

Men det er også et ujævnt album, hvor pop-sensibiliteten trods evnen til at gemme et hook i detaljen kammer over i faste skabeloner og ligegyldigheder som de tomme gentagelser fra will.i.am på ’Check It Out’ eller den lige så overflødige ’Fly’, hvor Rihanna klør bevidstløst på i omkvædet.

Automatpiloten skal slås fra
Næ, Nicki Minaj viser mest af sit unikke talent, når hun er en skør kugle eller vital rappenskralde, der smider rollen som Jasmin ud for at spille Aladdin i ’Roman’s Revenge’ og med omkvædet »Raah, raah, like a dungeon dragon« låner fra Busta Rhymes selvintroduktion på A Tribe Called Quests ’Scenario’ og viser, at historien er på plads mellem popreferencerne.

Eller når hun råt og spartansk råber op om quarterback Eli Manning og på mikrofon spiller det maskuline muskelspil i tegneseriens kraftige farver.

Det er den gnistrende kulørte stil, der gør Minaj enestående.

Og skal hun for alvor være et sprælsk hiphopalternativ til Lady Gaga, skal der skrues op for de iltre raplinjer og slukkes for den automatpilot, der styrer Minajs popvokal ind i slipstrømmen fra alle de andre af tidens popsangerinder.