Sammenstødet sker næsten lydløst.

Fra den ene side kommer Nikolaj Nørlund sivende med sin spartanske klang, fra den anden kommer en flok sangere fra fortidens dansktop tromlende med uortodokse Preben Kaas i spidsen.

Umiddelbart en umage konstellation, hvor den inderlige indiesjæl let kunne blive kvalt i fællessang, blomstrede kjoler og Giro 413 på transistoren i kolonihaven.

LÆS ANMELDELSENikolaj Nørlund afprøver nye lyde på EP

Men i seks lavmælte hug er det Nørlund, der erobrer og dresserer de slidstærke popsange fra fortiden. Ikke omvendt.

Kunsten at lave en coverversion er jo en fortolkningskunst, hvor man i værste fald bare efteraber og i bedste formår at formulere sin egen mening med ord og toner, løsrevet fra udgangspunktet.

Og Nørlund formår at rive alle sange ned og bygge dem op på ny. Som sine egne.

Bodega-jukeboks påny
Alene med sin akustiske guitar og den karakteristiske intimitet i stemmen flytter Nikolaj Nørlund ’To lys på et bord’ og ’Smilende Susie’ langt væk fra Otto Brandenburgs bigbandsvulmende Melodi Grand Prix-fiasko og Birgit Lystagers letbenede fordanskning af ’Pretty Belinda’.

I stedet får de velkendte sange ny stemning og mørkere betoninger, der er typisk for Nørlund. Alle seks sange får en ny grundklang. Og pludselig lytter man til ordene på ny, når Nørlund i al sin banalitet synger:

»Jeg tumler ud af køjen, finder flasken/ ta’r en skarp, for at dulme en ubændig jalousi«.

Der er ikke meget bodega-jukeboks tilbage over den brovtende John Mogensens sang her. Nørlund giver ’Ensomhedens gade #9’ en ny melankolsk farve med spirende optimisme og sletter Mogensens oprindeligt slukørede version.

Mister nervespidserne
Alligevel lykkedes eksperimentet kun delvis.

Nørlund gør nemlig ikke meget andet end at trække sangene ind i sit velkendte lille rum af få virkemidler og generelt underspil. Og denne gang er selv band skåret fra.

Både ’Smilende Susie’ og ’To lys på et bord’ ender mere som ren facon, der udelukkende skal leve af det tyste sammenstød.

Og den titelbærende ’Kom med et bud’, der i Preben Kaas’ jazzkåde udgave er en sprælsk oversættelse af Norman Hurricane Smiths 1972-hit, får klippet sine nervespidser af hos Nørlund og ender som en monoton skygge til bords med den gode smag.

Den bliver veltempereret i stedet for komisk charmerende.

Lykkes undervejs
Og hele den tilbageholdte attitude hos Nørlund suger for meget kraft ud af sangene.

Den enkle opsætning har tidligere været Nørlunds magiske trick, men her i coverversionernes ærinder måtte det gerne brage mere og slå gnister mellem hans form og sangene.

Gid han slog sig lidt på sangene.

Det sker faktisk undervejs på Grethe og Jørgen Ingmanns ’Slentre gennem regn’, hvor Nørlund slipper de vokale tøjler og blotter en passion, der ellers skjules, mens hans nærmest skråler op i det puritanske lydbillede: »blot slentre gennem regn/ bare drive rundt/ glemme du er til/ og hjertet det gør ondt«.

Lydløs fremtid
Undervejs leger Nørlund altså en smule og skaber nogle interessante forskydninger, men han holder for meget på formen og giver i den sidste ende for lidt af sig selv.

Nu har han aldrig været virtuos i sit sadcore udtryk, men denne gang får Nørlund ikke hældt nok tyngde i eminente linjer som »en ond parodi/ på den tids poesi/ det er alt hvad der findes i dag«.

LÆS OGSÅNørlund mangler et godt hit

Sammen med sidste års mere overrumplende ep, ’Plan A’, er Nørlund tilsyneladende i gang med at eksperimentere rundt i sit eget udtryk. Forhåbentlig for at komme videre. Enten ind til den ømme kerne af sin dans med danske gloser eller til et helt andet og mere vildtvoksende sted.

Den her svingom med dansktoppen bekræfter for meget Nørlunds bagkatalog og lover lydløst lidt for fremtiden.