I USA udviklede punkmusikken sig fra The Ramones’ 1-2-3-stil og Patti Smiths poetiske punk sig hurtigt til flere forskellige former for ekstremt populær hardcore og punket rockmusik. Hardcore som Black Flag, Hüsker Dü og D.O.A. udstak i forskellige retninger.

Uden 1970’ernes punk ville der hverken have været et politisk rockfænomen som Rage Against The Machine eller populær punkpop som Green Day og The Offspring.

Amerikansk og engelsk punk udviklede sig vidt forskelligt, men havde nogle basale ting tilfælles. Man opstod som reaktion på, hvad man opfattede som en oppustet og selvsmagende dekadence i rockmusikken.

Den rene punkrock
Man ville rense ud og nå ind til benet igen. Få rockmusikken tilbage til sit enkle, kraftfulde udtryk. Man ville gøre det selv, og man ville gøre det så langt uden for samfundets fedladne mainstream som muligt.

I Storbritannien var den politiske attitude mere fremherskende end i den amerikanske punk, der var mindre præget af paroler, men tættere knyttet til gamle dages garagerock. I England gik The Sex Pistols og The Clash i kødet på det borgerlige klassesamfund.

Den rene punkrock brændte ud i løbet af nogle få intense år, og ligesom på den danske scene var overleverne de musikere, som ud fra punk og postpunk udviklede mere individuelle dagsordener.

Sjælden dansk punkplade
Punken forsvandt ud af syne, men døde ikke helt ud. Den britiske og beslægtede dansk punkrock fik på en måde opfyldt sit hedeste ønske. Fuckfingre blev udvekslet, og punken fik lov at leve videre som isoleret undergrundsfænomen.

Især Ungdomshuset på Jagtvej 69 blev en højborg. Men betragtet som seriøst dansk pladefænomen har punken i mange år været nærmest ikkeeksisterende, hvis man ser bort fra den tidligere Sort Sol-guitarist Peter Peters Bleederprojekt.

Alt dette for at nå frem til debutalbummet fra det unge danske band Iceage. Noget så sjældent som en dansk punkplade, der ikke kun har den nødvendige energi, men også har talent og lysten til at yde den slumrende genre retfærdighed.

Hurtigt indspillet og hurtigt afspillet
’New Brigade’ opfylder kriterierne. Den er hurtigt indspillet (5 dage i studiet) og hurtigt afspillet (24 minutter). Den har power, stilsikkerhed og alt det ungdommens mod, man kan ønske sig og forlange af sådan en krabat indspillet af fire teenagere.

Ovennævnte Peter Peter Schneidermann producerede punkbandets ep i 2009 og har også mastered debutalbummet, der er produceret af Jens Benz (tidligere Powersolo) og Nis Bysted (Thulebasen og Escho).

Resultatet er en punkplade, der ikke et sekund lyder som en bagpostfægtning i en træt gammel skraldespand. De fire unge gutter uden efternavn, Dan, Johan, Elias og Jakob, formår kunststykket – og formår det sæ’føli med kun bas, guitar og trommer – at få den rene, skinbarlige punk til at lyde som en levende og relevant genre.

Et nyt niveau
Hvilket ellers virkelig har været svært for punken. Selv i en tid, hvor alle fordums genrer har været udsat for endeløse genudsendelser og retro-taklinger er den rene punk blevet stående som grim fætter, man ikke rigtig vidste, hvad man skulle stille op med. Oi-møg for skinheads.

Men prøv så lige at lytte til Iceage fyre den af på den medrivende ’Total Drench’. Der bliver spillet hurtigt og gået til biddet i en sang, der måske handler om menneskeofringer i huler og kloakker og måske handler om noget helt tredje.

Men samtidig er disse unge punkere allerede så sikre musikere, at de både kan trykke den af og gøre det med intenst raffinement. De hårdtslående elementer ikke bare banker imod hinanden, de gnider og gnubber sig også op imod hinanden på en måde, som løfter dansk punk til et nyt niveau.

Kryptiske tekster
Albummets mest kompromisløse punkudtryk er singlen ’New Brigade’ og især ’Count Me In’. En sang om den første orgasme, der forbinder svulmelegeme og guitarhals i et fræsende ræs og stilistisk peger på, at Iceage nok snarere er et uægte barnebarn af den californiske end den britiske punk.

Og at det samtidig så nok er den mest afgørende forskel på fortidens og nutidens danske punk. I stedet for at spille op til punkrockens politiske koder er teksterne som i ’White Rune’ bogstavelig talt ristede runer.

Ikke hugget i heavy-marmor, men ristet i nervøst ungt skind. Kryptiske minimalistiske tekster med dunkle udmeldinger i tusmørkebilleder og længsel udtrykt i kød og murbrokker.

At være ung og slå sig i tøjret
Her er punk ikke en altomfattende anarkistisk tilværelsesfortolkning, men et mere intuitivt end logisk udsagn om punkens grundfølelse af at være ung og måtte slå sig i tøjret. En følelse, man kan spille rockmusik på. For helt uden paroler, sikkerhedsnåle og mohikanerhår genopstår punkrock i skikkelse af Iceage. Bare endnu et ungt band.

Men et band, der nærmest ud af det sortblå har erobret en mulighed for, at punken omsider kan optræde på linje med de mange andre genrer, ungdommen plukker så frit og frejdigt fra. Uden at skulle vakle af sted med al fortidens ragelse, rivalisering og arvegods på skuldrene, men omsider igen som nutidigt fænomen.

I stald hos det nye pladeselskab Tambourhinoceros, der allerede nu flere gange har bevist, at de sandelig har de fordomsfrie antenner ude.