Sjovt nok, samtidig med at udtrykket ’det er rock’n’roll’ har opnået større popularitet end solcreme i en nudistlejr ved ækvator, er den musikform, udtrykket er taget fra, under beskydning fra mange sider.

Logisk nok, da rocken jo er en ældre herre, som har forekommet noget stiv i udtrykket i de senere år, mens poppen og især dens kvinder har været mere innovative og nyskabende.

Men derfra og til at erklære en musikform, der aldrig har levet af hverken hits eller singler, død, fordi den ikke ligger på hitlisten i England, er der nu et stykke vej.

LÆS OGSÅ Her er beviset: Rockmusikken er død

Omtrent lige så langt som til at påstå, at fans af rockmusik er ’rockister’. Ifølge opfinderne af dette udtryk, som i den grad har indtaget de danske medier, er rockfans groft sagt klar til at kæmpe med næb og kløer for bands med tre-fire hvide fyre, der spiller guitar og ofte synger ’homofobiske’ sange.

Som eksempelvis de danske bands ibens og The William Blakes ... Nå nej, (selv)ironi er vist ikke så populært i de kredse.

Imens man hygger sig med at diskutere rockens død og skadelige virkning, hvilket vel i parentes bemærket antyder, at der er liv i skidtet, har andre travlt med at spille rock.

For eksempel Social Distortion. Det californiske punkband har siden 1978 leveret et råt koncentrat af punk, rock og country med indimellem fænomenale resultater.

God gammel formel
Med ’Hard Times and Nursery Rhymes’ er bandet efter en pladepause på syv år tilbage med sit syvende album. Her viser den 48-årige sanger og sangskriver Mike Ness sammen med sit band, hvad der holder liv i rocken. Og nej, det er hverken de hits, rocken sjældent har haft eller umiddelbar aflæselig, kommerciel succes, sådan som poppen kan have.

Derimod er det i dette tilfælde en vederkvægende kombination af holdbare melodier, tekster med den dybde, der findes under et levet liv, knivskarpe guitarer og mange inspirationskilder. Alt dette er bygget ind i en solid kasse med de skarpe kanter, der gør Social Distortion til en også vedkommende størrelse.

LÆS OGSÅ Tatoveret tugthusfange sparkede Roskildes røv

Selv om man betjener sig af kendte, enkle midler, kan man få dem til at swinge på ny og forfriskende vis, hvis man altså evner det samme som eksempelvis AC/DC, Motörhead eller Social Distortion. Fra første skæring, den instrumentale ’Road Zombie’ gløder stålet i klart sollys.

Rå diamanter
Rigtig vedkommende bliver det dog først, når Mike Ness tager fat med sin hæse stemme som det groovy ’California (Hustle And Flow)’.

En af flere sange, hvor Rolling Stones anno cirka ’Gimme Shelter’ med piano og opløftende kvindekor møder Johnny Cashs ramsaltede erfaring.

’Gimme The Sweet And Lowdown’ følger efter med iørefaldende melodi og et hæsblæsende angreb på rockens selvdestruktive livsstil, som Mike Ness kender bedre end de fleste. Endnu et højdepunkt er den nøgterne coverversion af Hank Williams’ ’Alone And Forsaken’.

Det er – som en anden titel siger – ’Diamond In The Rough’. Sangene funkler, hugger og bugter sig som vitale små slanger under hud af sej læder.

Ingen kan beskylde Social Distortion for at have opfundet noget nyt på ’Hard Times and Nursery Rhymes’, men kanterne er skarpe nok til at skære derind, hvor musik får betydning for andet end intellektet.