Titlen er hentet i det ydre rum. The Deep Field. Betegnelsen for de fjerneste stjerner, rumteleskopet Hubble har observeret. Yderligere kommer vi ikke visuelt.

Paradoksalt nok dirrer hver eneste fiber i albummets ti sange af nærvær. Præcis som på Joan As Police Womans to første album, der med titlerne ’Real Life’ og ’To Survive’ også vidnede om en anderledes håndgribelig tilstedeværelse på jorden. Men noget er forandret – uden at det er blevet kosmisk.

Joan As Police Woman er godt nok stadig Brooklyn-kvinden Joan Wassers gemmested for dybe følelser og imponerende smukke fraseringer, der kun er vokset i styrke, siden hun for godt fem år siden blev løftet frem som en del af det burleske newyorkerslæng omkring Antony (Hegarty, ofte med The Johnsons) og Rufus Wainwright.

Og hun er stadig fanget i følelsernes partikelstorm, der får hende til at vende og dreje betydningen, hver gang hun igen sender ordet ’love’ ud mellem læberne under det mørke hår (hvilket er ret ofte i løbet af albummets lille times spilletid). Temaet er således uændret, men sangene har skiftet temperament.

Måske står stjernerne anderledes derude i udkanten af det menneskelige synsfelt. Måske blev der sat et punktum, da Wasser på det forrige album i en mere neddæmpet form og bøjet over klaverets melankolske tangenter tog sit rituelle livtag med kærligheden, i skyggerne fra moderens tabte kamp mod kræften.

Musikalsk fylde, men aldrig uregerlig
For nu slår Joan Wasser gnister og er mere forførende end bedrøvende. Hendes sange har ganske enkelt fået mere musikalsk krop og har samtidig mistet noget af deres vaklende sårbarhed.

Allerede efter få sekunder retter ørerne sig opmærksomt ud. Noget, der kunne lyde som et improviserende gadeorkester, fylder lydbilledet og leder efter et fokus mellem ihærdige håndklap. Og pludselig river Joan Wasser virkelighedens støj i stykker med et skarpt skåret guitarriff og ordene:

»I want you to fall in love with me«.

Ikke et spørgsmål, men en befaling.

I ekkoet fra den bestemte attitude bevæger albummet sig herfra gennem et bugtende landskab af vibrerende soul og smidig midnatsjazz, hvor den elektriske guitar rører på sig mellem det pibende orgel og ensomme saxofoner. I studiepolerede doseringer vel at mærke. Nok har Wasser mere musikalsk fylde, men uregerlig bliver hun aldrig.

Wasser synger om kærligheden som en naturkraft og lodder de emotionelle dybder mellem længsel og lykke med sin formfuldendte og næsten for kontrollerede vokal.

Det her er ikke inderlige sange kalkeret fra sjælens hudafskrabninger og indspillet på en sten i nede ved Hudson-floden.

Spøgelsesgospel
Når regnen siler ned indvendig, eller passionens vulkaner bobler faretruende, er det her med tunge draperinger, fuldt overlæg og tilbagelænet tryk på hornsektion og strygere. Følelser bliver ikke blotlagt her, men iscenesat med den i dag mere modne glød i Wassers soulede stemme. Sanseligt og elegant.

Med afstikkere som det sydamerikanske rytmeskift i ’Human Condition’ og sovekammerfalsetten på ’Chemmie’ ender den passionerede tour d’amour med ’I Was Everyone’. En spøgelsesgospel med hvinende guitar, klagende horn og en uorden, der afslutningsvis mimer albummets indledende gadelarm.

Vi slipper igen ud af boblen af kunstfærdige bearbejdninger af kærlighedens dybere (og til tider lykkeligere) klange og står atter i virkelighedens skarpe lys og misser med øjnene.

Intet er bristet, men et aftryk af de verdensfjerne stjerner sidder fast og minder i al sin skønhed om livet lige foran næsen på os.