Han har sunget Beatles og Gasolin’ på de skrå brædder, og måske er det her, Jimmy Jørgensen, blikkenslageren fra Vanløse med det pilskaldede hoved, det karakteristiske modermærke og den store stemme, har fundet inspiration til at udgive et nyt album med coverversioner samt to egne kompositioner.

Jørgensens færd udi fortolkningerne begyndte med albummet ’Come into My Sleep’ fra sidste år, som han allerede nu er klar med en opfølger til.

LÆS ANMELDELSEJimmy Jørgensens debutalbum er overbevisende

Ligesom sin forgænger er ’A Face in the Crowd’ karakteriseret af et strejf af kitsch i sit sangvalg, for det er til tider et spøjst udvalg af numre, Jørgensen kaster sin cool croonervokal over.

Hvilket primært er et positivt træk, for hovedpersonen har vitterligt været på strandhugst i et bredt spektrum af pop- og rockhistorien. Fra Danzig til Fleetwood Mac.

Resultatet er underspillet, stilrent, nattesort og hæderligt, selv om et par vægtige sangvalg falder mindre heldigt ud.

Bedragerisk originalversion
Værst står det til allerede på anden skæring.

For hvor Jørgensen på sit første album fortolkede Katy Perrys småhysteriske ’I Kissed a Girl’, kaster han sig nu over ingen ringere end Britney Spears’ ’Baby One More Time’, der serveres som en smygende og sparsomt instrumenteret ulykkelig kærlighedssang.

Det skal vist nok bringe nye nuancer frem i Britneys harmløse lolitapop, men lyder desværre mere som en gimmick, der skulle være blevet i øvelokalet.

Det samme gælder hans version af Gnarls Barkleys ’Crazy’, som Jørgensen på ingen måde er den første til at rundbarbere og servere helt nøgent. For det er unægtelig et vidunderligt nummer, der som en ægte sirenesang tigger bedragerisk om at blive fortolket.

Og selv om en tilsyneladende uendelig række kunstnere, der blandt andre tæller Prince, Nelly Furtado, The Raconteurs og sågar Paris Hilton (!), har haft fingrene i Gnarls Barkleys mesterværk, så rammer ingen af dem rigtig plet.

Og det gør Jimmy Jørgensen altså heller ikke.

Faren ved at låne
Til gengæld er hans fortolkning af Danzigs ’Thirteen’ overordentlig vellykket.

Glenn Danzig skrev oprindelig nummeret til Johnny Cashs første ’American Recordings’-album fra 1994, og Jørgensens udgave lægger sig da også mest op ad Cashs underspillede, akustiske version.

Men han formår på imponerende vis at puste nyt liv i sangen med den sparsomme instrumentering, der går igen på hele albummet, men som lyder ekstraordinært godt her. Knastørre trommer, en overlegen slideguitar samt en diskret, men hamrende dyster trombone fanger perfekt den småbizarre dødsdrift i teksten, som dermed også på fornem vis kommer til udtryk i musikken.

Jimmy Jørgensens vokal tager overordnet set en pause fra teatrets højstemte musicalbrøl, hvilket klæder ham godt. Især hans to egne numre, ’Christine’ og ’Love is an Ugly Dog’, står stærkt, måske i kraft af at originalversionerne ikke lurer demonstrativt i kulissen.

LÆS OGSÅSom at høre 'Yesterday' for første gang

For det er jo faren, når man låner fra andre. Måske Jørgensen skulle prøve at stole på sin egen kunnen næste gang?