Det er vist ved den tid igen, hvor vi skal til at tale om genier.

Eller hive Wunderkind op af anmelderens mølædte pose med lovprisninger.

Det er i hvert fald svært ikke at blive imponeret af den 23-årige elektroniske komponist James Blake, der med sin selvbetitlede debut let indfrier alle de ellers hidsigt opskruede forventninger. Skabt af hans 2010-udgivelser, hvor Blake allerede markerede sig som en ener i Londons elektroniske musiklandskab.

En ener, der ubesværet og med stor originalitet binder den engelske bassmusik og dens dybe klubvibrationer sammen med inderlig soul, opklippet r’n’b og tyst klaverspil.

Og han gør det ikke på den overkomplicerede eller larmende måde, men folder det roligt ud i tristsmukke kompositioner, man får lyst til at blive hængende ved i dagevis, mens de bliver ved med at overraske én.

Blakes logiske arbejde
I løbet af det seneste halvandet år har James Blake sluppet en række ep’er, der hver for sig har revet os i ørerne med sine på én gang komplekse strukturer og ligefremme inderlighed.

Oprindelig skolet i klassisk klaver med jazzede sidespring blev James Blake suget ind i den lokale dubstepscene efter et besøg på pionerstedet, klubben FWD>> (Forward), hvor han hørte det basknasende nummer ’Haunted’ af dubstepstjernen Coki.

Men selv om epifanien fik James Blake til at kaste sig over elektronisk musik og investere en del timer i musikprogrammet Logic, slap han aldrig klaveret. Eller begrænsede sin kærlighed til gamle Stax-vinyler med slitage på sjælen.

Godt nok bar sidste års ep ’CMYK’ solidt præg af dubsteppens arkitektoniske mønstre i stil med engelske Burial, og den dybereliggende bas på ep’en ’Klavierwerke’ rystede fundamentet under klaverakkorderne, men overordnet set er det Blake, der forandrer dubsteppen, ikke omvendt.

Gerne med frækt opklippede sangcitater som Kelis’ ’Caught You Out There’ og Aaliyahs definerende 1990’er-r’n’b ’Are You That Somebody’. Timbalands progressive pop taget under basbehandling af en ung knægt, der ikke har brug for genkendelsen, men bare låner nok til at skabe sit eget udtryk.

Komplet indspillet og produceret hjemme hos Blake.

Et bål i atomvinteren
På debutalbummet er dubsteppen for alvor blot blevet et af flere elementer i James Blakes elegante orkestreringer af samplede sløjfer, rolige lydforvrængninger og ikke mindst Blakes egen stemme.

Lagt i lag og skulptureret med effekter og en rumklang hentet i efterladte fabrikshaller.

En orkestrering af elleve smukke klagesange fra skakter og tunneler under en kollapset metropol. Minimalistisk melankoli fra et mentalt London med knækkede fremtidsudsigter tilsat en varm fornemmelse af noget, der kunne ligne håb i den futuristiske gospel.

LÆS ANMELDELSEHer er lyden af det uhyggelige USA

Selv om dubsteppens dystopiske mørke er taget med i mange klange hos James Blake, er der i hans tusmørkestemning og elektroniske fremmedhed, der ofte minder mig om grundstemningen i Cormac McCarthys post-apokalyptiske roman ’Vejen’, en spirende menneskelighed, som kan genkendes fra et andet af post-dubsteppens lysende navne, Mount Kimbie.

Et bål midt i atomvinteren.

Stilhed i mol
Det hele vakler ved foden af soklerne, når bassen roterer som underjordiske ventilatorblade under de nænsomme klaverakkorder på Feist-coveret ’Limit to Your Love’, hvor James Blakes sang i efterbehandlet form mere minder om Antony Hegartys soulede følsomhed end om en bleg middelklasseknægt fra Goldsmith University.

Ørerne lukker sig næsten for de dybe drøn under den paranoide lydkollage på ’I Mind’, og på ’I Never Learnt to Share’ er der passager af dubstep-forgreningen wonkys søgang, hvor den destabiliserede bas understreger den menneskelige isolation i sangen, der i al sin længde lyder:

»My brother and my sister don’t speak to me/ but I don’t blame them«.

Den slags sorte huller er albummets korte tekster fulde af.

Klaveret spiller ofte i mol, tempoet er dæmpet, og tonen når aldrig aggressive højder. Dertil er der for mange smukke harmonier på spil.

Hør det bragende højt eller fyld høretelefonerne ud med de her fabelagtige kompositioner, der arbejder lige så meget med brugen af stilhed og tavse pauser som med enkle akkorder på klaveret.

Geniale gløder
Effekten af James Blakes postmoderne blues er mere angstdulmende end deprimerende.

Tager man sangen ’Lindisfarne I’ lægger Blake ud i en autotunet a cappella, der på kort sigt minder om Bon Iver – bare uden træskurets knirkende medspil. Og som på de lidt længere linjer har arvet en del fra den tidlige newyorker-avantgardist Laurie Andersons koldkrigskulde fra de tidlige 1980’ere.

Men i fortsættelsen ’Lindisfarne II’ lader Blake rytmerne gløde op på begge sider af stemmen og bygger noget meningsfuldt midt i ruinerne. Noget menneskeligt træder ud af de elektroniske tåger.

Det er næsten genialt.