Man kommer ikke uden om kristendommen, når man lytter til Hymns From Nineveh.

Den udgør et kardinalpunkt for bandets hovedfigur, Jonas H. Petersen.

Det er en uomgængelig bagage, han har med hjemmefra. Efter nogle år i Afrika voksede han op i et troende hjem ved Vesterhavet, hvor de vindbøjede træer kroger sig skævt ind over land som menneskeskæbner blæst ud af kurs, og kirkerne ligger rundt om i landskabet som strunke bolværk mod både naturens og menneskets luner.

Hymner fra en fortabt by
I bandnavnet fastholder Jonas H. Petersen koblingen til Bibelen. Nineve er den assyriske by, der er moralsk fortabt i lige præcis Jonas’ Bog. Og sangene er ikke bare sange. Det er hymner og elegier med en ophøjet stemning og et bibelsk billedsprog.

Men der er intet missionerende eller ulideligt frelst over Jonas H. Petersen. Han er mere nysgerrig over for menneskets luner end optaget af at forskanse sig fra dem.

Albummets ti sange er da også skabt i en tvivlende periode.

I en stenkælder i Tilst, hvor Jonas H. Petersen i et år søgte ensomhed. Til at tænke sin tvivl og sin tro igennem. Her opstod hymnerne fra Nineve.

Vemodige sange, der ikke stråler af kristen overbevisning, men rumler af uro, skepsis og søgen.

Blå toner og arkaiske tekster
Og religion eller ej – hvem kan ikke genkende sig selv i dén sindstilstand?

Tonen er neddæmpet og sangene bygget op om den håndspillede guitar, klaverets blå toner og henførende harmonier i korarrangementerne.

Jonas H. Petersen har gået i skole hos Simon & Garfunkel, men koordinaterne for de hymniske variationer over 1960’ernes melodiøse folkmusik trækker også linjer til de canadiske inderlighedsdyrkere i Arcade Fire, og visse steder strækker sangene hals i et ekko fra den ornamenterede skønsanger Jeff Buckley.

Et par flotte referencefjer at sætte i hatten på den 23-årige Jonas H. Petersen, men han er også noget særligt.

LÆS OGSÅAnmelderdarlings satte melankolske spor i natten

En spirituel sangskriver med solid jordforbindelse, der giver sine arkaiske tekster et skrøbeligt nærvær.

Selv om de handler om den blinde Selma, om den rasende Achilleus og flyder over med sætninger som »Come all ye who are in pain« og »So Mournful the elegy/ and so comforting the hymn«.

Mange lag
Hele den sakrale klang bliver vekslet til betagende skønhed, når Jonas H. Petersen lader sin stemme tegne arabesker og dermed løfter sangene til noget, der kan findes i et stykke brandvarm soul eller en livsknirkende americana.

Selv en rådvild ateist som mig kan ikke undgå at blive rørt, når Jonas H. Petersen lader sine bedrøvede sange snurre op som voksende tonecirkler rundt om sin stemmes gribende intimitet.

Sangene er nok skrevet i enrum, men de er storladne i komposition og opsætning. Jonas H. Petersen er ikke alene om de trøstende toner. På det relativt korte debutalbum deltager mere end tyve musikere.

Stort udtryk
Selv når en sang som ’Cocoon’ med sin opbygning af harmonier kommer anstigende i en spartansk klingende produktion, ender den oppe under katedralens tag med sine stræbende toner og de lag på lag af tangenter, cello og banjo, der fortætter sangens intensitet.

Det er Jonas H. Petersens stil.

Den simpleste sang vokser i hans kompositoriske greb, hvor trombone, sav, klarinet og violiner får hver enkelt sang til at folde sig ud. Og blive til noget større.

Lejrbålets hyggelige stemning bliver skubbet blidt til side af noget alvorligere. Og ikke kun i akustisk naturalisme, men også med små båndsløjfer som cirklen af halvkvalte udbrud på ’Daughter Of Zion’.

Mangler mørket
Desværre er der ikke nok af det.

I længden kan man godt savne uro i produktionen og lidt flere nerver på højkant under den hellige kuppel af himlende smukke sange.

Den dygtige skønsang mangler musikalsk mørke og kontrast, som det findes hos de beslægtede melankolikere i Murder.

Ligesom et lignende ensemble ud i indiesalmerne, Choir Of Young Believers, lader Hymns From Nineveh sig indimellem forføre for meget af egen skønhed.

Det er dog til at forstå. Det er ikke hver dag, man møder en så lysende dygtig sanger og sangskriver som Jonas H. Petersen.