Det er knap to år siden, at Radioheads forsanger, Thom Yorke, erklærede albummet for dødt.

Efter den spektakulære udgivelse af albummet ’In Rainbows’ i 2007, hvor det var op til den enkelte (og måske dennes samvittighed) at bestemme prisen for et digitalt downloaded eksemplar, gik Thom Yorke i 2009 ud og erklærede: Cd’en har holdt musikindustrien kunstigt i live, og Radiohead laver ikke flere album.

LÆS ARTIKELRadiohead stopper med at lave plader

ANMELDELSERadiohead får det optimale ud af det banale

Fremover bliver der tale om digitale singles og hurtige ep’er.

Sagt med Yorkes vanligt bombastiske armbevægelse og den iver efter at nedbryde muren ind til fremtiden, der altid har præget de fem skolekammerater fra Oxford.

Lige siden de fem vendte stadionrockens forløsende hymner på vrangen i ængstelige rocknæveslag på deres andet album, ’The Bends’, og bagefter tog skridtet ud i de elektroniske muligheders landskab med ’OK Computer’, har Radiohead foretrukket at gå ad utrådte stier.

Og for bare et halvt år siden udvidede Yorke sine gisninger om fremtiden og fortalte en flok studerende, at det nu var et spørgsmål »om måneder«, før musikindustriens mainstream-boble ville briste.

Udvidet ep
Nok er salget sunket til nye dybder, men helt ret fik Yorke ikke. I denne omgang. Nu sidder vi her med et nyt album fra de medieferme englændere. Eller starten på et album. Med otte sange er det mere end en udvidet ep, og umiddelbart tænker man jo, at albummet er ikke, hvad det har været.

Men de otte skæringer er kun sendt ud til dem, der har forudbestilt dét, de selv kalder »verdens første ’avis-album’« (The Newspaper Album). Til maj udkommer sangene i en deluxe pakke med vinyler, cd samt en større samling af kunsttryk.

Alt sammen lige så gammeldags som en trykt avis.

Men musikken er sendt i forvejen pr. digital post. Og den kan sagtens holde helt til maj. Men nok ikke flere år frem i tiden. ’The King Of Limbs’ er ikke bundet sammen af skelsættende klassikere, men drevet ind i fremtiden på et knoklet groove, der holder et sædvanligt højt niveau, men mangler det banebrydende element, som hele mediestrategien ellers strutter af.

Hvis man har fulgt med i Thom Yorkes ’Office Charts’ på radiohead.com/deadairspace i det seneste års tid, kan man nok regne ud, at Radiohead ikke har mistet sin nysgerrighed efter elektroniske eksperimenter.

Den melankolske rocksang dekonstrueret
Fra den åbnende ’Bloom’ begynder en polyrytmisk march at rive sangen i flere retninger på en gang, mens de indledende klaverakkorder drukner hen, før Thom Yorke som altid sprænger sjælens angstkammer pivåbent med sin inderligt brændende stemme. Ikke himmelstræbende denne gang, men desillusioneret i et rytmisk minefelt, der bliver overskyllet med små samples og anspændt hvinende violiner.

Den melankolske rocksang atter dekonstrueret i en koldvarm skylle.

Mere abstrakt og muligvis mærkeligt for det helt uprøvede øre bliver det på ’Feral’. Efter det langt mere funky og groovy ’Morning Mr. Magpie’ og den psykedelisk svajende ’Little By Little’, der begge kunne lyde som soniske opdateringer af kraurockens ustoppelige motorikrytmer, begynder de løse ender her at knitre hurtigt som drum’n’bass. Samples og båndsløjfer får uroen til brede sig, mens tempoet indimellem stiger og falder som feber.

Igen vendes den emotionelle storm indad i et koncentrat af moderne nervøsitet. Men i grunden peger Radiohead med sine modrytmer, hakkende glitch og komplekse strukturer mere baglæns end fremad. Mod navne som Autechre, Aphex Twin og deres egne æteriske erfaringer fra tidligere album. Som ’Kid A’, ’Amnesia’ og ikke mindst den lige så rytmerullende ’In Rainbow’.

En søgen fremad
Men med Yorkes elegiske stemme og bandets fortsat pirrende lyst til udforskning af produktionen rundt om de melodiske linjer bliver ’The King Of Limbs’ alligevel en søgen fremad mod nogle af de (næsten) hvide pletter på musikkens landkort. Uden helt at nå frem.

Mod slutningen skifter Radiohead de rytmiske gnister ud med et lavere tempo, mere klaver og Thom Yorkes stemme i inderlig udfoldelse. Det bliver aldrig tale om traditionel sangskrivning med et smægtende omkvæd og episke guitarer til at rive stadionpublikummet omkuld med; det har Radiohead for længst lagt bag sig. Postkortene fra den lydnysgerrige rejse vidner i stedet om et band, der stadig har følelserne åbne for nye indtryk og aftryk.

Lyden skærer aldrig i ørerne, det er rytmesansen, man skal regne med at få udfordret. Og det er altid skægt. Hele vejen gennem det korte album retter Yorkes stemme ofte de eksperimenterende folder ud og holder sammen på sangene. Enten ved at give den nervøse flakken modspil eller ved at blæse inderlighed ind i en simpel og smuk komposition af fuglelyde, forvrængning og stemmesløjfer som ’Give Up The Ghost’. Albummets smukkeste udslag for den romantiske åre, der stadig løber gennem Radiohead.

Den kunne næste være skrevet af den unge komet James Blake og produceret af How To Dress Well. Det samme kunne ’Codex’ med de langtrukne horn og det sløve groove i klaveret, der lader akkorderne falde som tunge regndråber rundt om Yorkes lysskærende stemme.

Uden at sprænge deres egne rammer og virkelig overrumple nogen griber Radiohead alligevel ud efter os. Det er som før i den flænsede skønhed, at bagholdsangrebet finder sted.

Mere kommerciel spekulation end man vil være ved
Nu kom albummet ud af det blå og blev øjeblikkelig lynanmeldt i blogosfæren. Men i grunden skal man aldrig skynde sig med Radiohead. De arbejder ikke med hurtig genkendelse, men med lige præcis det modsatte. De er, hvad man kalder acquired taste.

Nogle vil sikkert mene, at den tillærte smag har en sær bismag efterhånden med de mange forudsigelser og tilsyneladende flygtige meninger om albummet, musikindustrien og verdens skæve gang fremad.

Hele Radioheads medietrick med at sende albummet ud lige pludselig – endda i det mystiske avis-format og så en dag før annonceret (på japansk over Twitter) – er mere kommerciel spekulation, end de småhellige radiohoveder vil stå ved.

Det er muligt, men hvorfor skulle de ikke slå buler af opmærksomhed i den massive musikjagt efter nye toner på nettet?

LÆS ARTIKEL Radioheads ottende album får brogede anmeldelser

Og hvis man virkelig ikke kan leve, uden at Radiohead beholder mærkatet som avantgardistisk lydskulpturgruppe, kan man konstatere, at de musikalsk igen viser, at de søger at skabe musik uden skelen til kommercielle succeskriterier. Viral markedsføring eller ej. Og det lykkedes på et ganske højt niveau. Der er bare ikke rigtigt nye lyde på spil. Mest nye kombinationer.

Radiohead slår sig i igen tøjret, men mimer kun det uforudsigelige denne gang. Målt i forhold til deres egen standard er ’The King Of Limbs’ ikke et banebrydende album, men målt i forhold til så meget andet er de stadig i en klasse for sig. Også musikalsk.