Kurt Viles fjerde album åbner med en født klassiker.

’Baby’s Arms’ er en kærlighedssang, der går lige i hjertet og lyder, som om den gør det i sangerens hullede gummisko.

Det er absolut uhøjtideligt, men fuldstændig intimt, når Kurt Vile følger sangen til dørs med yndefuld guitarklimpren og et drævende sangforedrag om, hvordan han bare bliver så syg af det hele og ikke ville have en kinamands chance for at holde det ud, hvis ikke det var, fordi han kunne gemme sig i sin kærestes arme.

Det er da en kærlighedssang!

Ung dude fra provinsen
’Baby’s Arms’ er typisk for den særlige afslappede mystik, der er Kurt Viles. Sangene er mildt sagt jordnære og anti-ceremonielle. Meditationer over stort og småt.

Måske skulle man snuppe en lur, skride fra det hele, finde en mening med tilværelsen eller gribe ud efter ny guitar. Måske.

Well ... på en eller anden måde bliver disse sange fra en almindelig ung dude fra provinsen helt autentisk bevægende i deres eksistentielt skuldertrækkende attitude.

»I’d pack my suitcase with myself/ but I’m already gone«.

Pist væk, og du vil ikke kunne se røven for bare skosåler.

Det eneste, der bliver hængende tilbage i luften over den luvslidte sofa, er den røgring, Kurt Vile foretrækker som glorie på ’Smoke Ring For My Halo’.

Sangene på ’Smoke Ring For My Halo’ er ikke blot nogle af de bedste, rockfænomenet fra Philadelphia har skrevet.

De er også hugget klart ud af veteranproduceren John Agnello.

Numre som ’Baby’s Arms’ og ’Jesus Fever’ er helt intimt instrumenterede af Vile & The Violators, men man får ikke lov til at glemme, at Kurt Vile i høj grad er et vibe-geni.

Kurt Vile er sin egen
Hvor jazzmusikere fortolker traditionen med arrangementer og instrumentering, er det for rockmusikeren Kurt Vile først og fremmest et spørgsmål om at nyfortolke fortidens rockbrokker med rumklang og puls.

Den på én gang dovne og gejle elektrisk brumbassende lyd på ’Puppet To A Man’ ville næppe have lydt, som den gør, uden Pixies, men alligevel er lyden helt igennem Kurt Viles.

Vile er noget så sjældent som en rockmusiker, der hårdnakket går tilbage til det mest basale uden at komme lyde som en traditionalist eller retrorocker af dén grund.

Kurt Vile er hverken gammeldags eller indierocker, men en fordybet instrumentalist, der finder sin røde tråd i rockhistoriens rumklange.

Det er med sangskrivningen som med melodierne og lyden: Egentlig er det ikke noget særligt og slet ikke noget revolutionerende, og alligevel lyder det så forbasket nyt og forfriskende.

Kurt Vile spiller rock, som om det var den mest naturlige og selvfølgelige sag i verden. Der må have været guitarstrenge og pjækketimer i modermælken.

På farten i sit heeeelt eget tempo
’Society Is My Friend’ er tæt på sociologisk surrealisme og fungerer fint som sådan.

Et nummer som ’Runner Ups’ er bare så stenet og overbevisende klimpret, at man pludselig kan høre, i hvor høj grad rockmusikken er sprunget ud af den amerikanske folkemusiks lejrbål.

Ikke som Springsteensk mytologi, men som lyden af talentfulde bondeknolde, der klimprer løs om det liv, de nu engang trasker rundt i uden at finde meget andet end forbigående tilfredsstillelse og trøst i guitarens cikadesang.

LÆS OGSÅ Skrammellegebarn laver sød larm

Eller evigt på farten i et rockband. En lille outtro placerer helt konkret albummet ved det gamle amerikanske lejrbål.

Paradokset, som Kurt Vile som musiker og sangskriver suger sin næring fra, lyder sådan: »I don’t wanna change, but I don’t wanna stay the same« (’Peeping Tom’).

At man ikke har den store ambition om at udvikle sig til et højerestående væsen, betyder ikke, at man ikke kan være rastløs, nysgerrig og på farten i sit heeeeeelt eget tempo.

Indbygger i sin egen 'Ghost Town'
Kurt Vile er en troværdig indbygger i sin egen ’Ghost Town’. Her missede han lige Kristus, da Jesusmanden kom forbi.

Men han prøver på sin egen måde: »Well, I am tryin/ when I’m drivin’, I find I’m dreamin, jammin/ tunes and driftin«.

Med og uden Jesus i sidegaderne driver Kurt og guitaren rundt i gaderne og bliver sin egen rytmes mening med det hele.

Drikker, griner, skvatter, knalder ud på sofaen, hænger ud med vennerne og finder gammelt Kinks-vinyl second hand.

Meningen med livet? Ja, det er vel afhængigt af, hvilken melodi man holder af. Og ikke mindst måden man vælger at spille den på.