»Det var forfærdeligt«.

Sådan har guitarist i The Strokes, Nick Valensi, udtalt til det amerikanske musikwebsite Pitchfork oven på indspilningerne af bandets fjerde album, ’Angles’.

Han er det eneste medlem, der ikke har prøvet kræfter med soloformatet, imens The Strokes har ligget i selvvalgt dvale i fem år og mest af alt virkede som et band, der havde bedst af at lade sig opløse og give hinanden fred.

For efter den massive succes med gennembrudsalbummet ’Is This It’ fra 2001, der blev rockens startskud på det nye årtusind domineret af en ny bølge af garagerockbands med bestemt artikel foran et substantiv i flertal, de såkaldte ’The-bands’, har The Strokes været et band, for hvem ’Is This It’ er blevet en klods om benet.

LÆS OGSÅBritisk magasin kårer årtiets bedste plader

Det er således ikke svært at lytte gennembrudshittet ’Last Nite’ ind i følgende vrængende linje fra ’Angles” forrygende førstesingle ’Under Cover of Darkness’: »Everybody’s been singing the same song ten years«.

For der er endog rigtig mange derude, der bare ville ønske, at The Strokes gad makke ret og lave en ny ’Is This It’. Men nej.

Kommunikation via e-mail
I dag er The Strokes nemlig langtfra det samme band, der lavede den ubekymrede ’drik sjusser og gå med damer’-hyldest, som debuten var.

De er en bande af martrede, rehab’ede rockstjerner. Og der er ingen tvivl om, at The Strokes er en hvepserede.

’Angles’ er således indspillet med forsanger Julian Casablancas i ét studie, og resten af bandet i et andet. Casablancas var angiveligt kontraktmæssigt forpligtet til at promovere soloalbummet ’Phrazes for the Young’ fra 2008 og har kun bidraget med input via e-mail.

LÆS ANMELDELSEThe Strokes-sanger får melodierne til at svæve

Det er på den måde et præcist ekko af Mick Jagger og Keith Richards’ 80’er-fejde, der også udsprang af frontmandens trang til at afprøve soloformatet.

Men The Strokes har formået at holde fokus på musikken i virvaret af galopperende egoer og stjernestatus, og et langt stykke hen ad vejen lykkes det bandet at transformere de interne stridigheder til en afvekslende og særdeles medrivende rockplade.

’Angles’ er derfor både et skizofrent, rodet og indimellem stilforvirret album, der ikke desto mindre redder pelsen med en sangskrivning, der overbeviser og overrasker.

Pokkers gode numre
Den frenetiske guitar, der prægede lydbilledet hos The Strokes på især det andet album, ’Room on Fire’, ligger stadig som en stabilt småhysterisk og urolig instans næsten konstant i diskanten og skurrer som en evig modspiller til Casablancas’ suveræne blanding af snøvlevokal og urørligt cool croon.

Det gør numre som ’Taken For A Fool’, ’Metabolism’ og førnævnte ’Under Cover of Darkness’ til vanvittigt veldrejede rocksange. Det samme gælder den noget polerede, men forbandet groovy åbner, ’Machu Picchu’, om et bjerg, der skal bestiges.

Symbolik på folkeskoleniveau, men et pokkers godt nummer.

LÆS OGSÅThe Strokes-trommeslager udgiver charmerende album

Mindre vellykkede er de luftigt 80’er-klingende trommer på ’Two Kinds of Happines’ og ’Games’, der med sin sigende titel lyder som lydtæppet til et arkadespil. Det er numre, der på klodset vis stikker ud. De lyder som skitser fra Casablancas’ synthbårne soloalbum og dermed underlige skamstøtter for bandets splid.

For problemet med især den ferske ’Games’ er, at det slet ikke lyder, som om der er andre instrumenter til stede end keyboard. Og så er der vel ret beset ikke noget at sige til, at lead-guitaristen synes, det har været »forfærdeligt« at indspille albummet.

Første etape overstået
Så er den snigende brug af synth som stemningsskabende uhyggespreder på den helt afdæmpede ’Call Me Back’ mere vellykket.

På helt nedbarberet og foruroligende rolig vis er den tilbagelænet og underspillet hektisk på samme tid, og det er uhyre effektivt, navnlig når sangen skifter karakter halvvejs igennem og bliver ubehageligt skizofren med flere stemmer i lag, der synger »There is something that you will not like me to tell you«.

Man tager sig uvægerligt i at tænke, at spændingerne i bandet endelig bliver brugt til noget konstruktivt.

For det er jo selve kunsten. Og The Strokes har afgjort klaret comebackets første etape med æren i behold.

’Angles’ er langtfra noget homogent eller helstøbt værk. Men musikken har overskygget egoernes kamp, og det kan høres.