For 20 år siden var Margrethe Björklund guitarist i pigecountrygruppen Darleens og med til at gøre den engang så forkætrede countrygenre hip i Dannevang.

Det er længe siden, Darleens kom ’Down from Dover’, og bortset fra Darleens’ kortvarige gendannelse i 2003 er det også længe siden, man har hørt noget til komponisten Björklund.

Hun har spillet med bl.a. Niels Skousen og Lotte Andersen, men det er en rar overraskelse, at hun pludselig dukker op igen som hovedperson i egen musik. Ikke ud af det blå, men fra Du Milde Vesten. Nu med det amerikaniserede fornavn Maggie og en noget anden tilgang til country end dengang.

Prominente venner
Björklund har brugt en god del af de mellemliggende år på at lære instrumentet pedal steel at kende for alvor. Den danske guitarist har sat sig til rette med det traditionelle amerikanske strengeinstrument, og via et studieophold hos mesteren Jeff Newman i Nashville har hun og hendes nye instrument i en årrække været en del af musikscenen i Seattle.

Hvilket også forklarer, at fornemme gæstevokalister som Mark Lanegan og Jon Auer fra The Posies på Maggie Björklunds solodebut, ’Coming Home’, lyder, som om de er venner, der er droppet forbi studiet og mikrofonen.

LÆS OGSÅ Calexico har hentet nyt guld fra minen

Selveste Calexico agerer rytmegruppe i skikkelse af Joey Burns og John Convertino suppleret med bandets trompetist, Jacob Venezuela.

Bag knapperne i studiet har stået en gammel ven af dansk rockmusik, nemlig Johnny Sangster, der i spidsen for The Sharing Patrol en overgang overtog Billy Cross’ uofficielle ærestitel som amerikaneren på den danske rockscene.

Spøgelsescountry
At netop Calexico er rytmegruppe kan høres. Der er nemlig langt til den sødmefulde og kække country, Darleens stod for. Det er en mere langsomt duvende og rytmisk hviskende spøgelsescountry.

Der er meget langt til Dolly Parton, men til gengæld knap så langt til midt-90’ernes udsøgte countryhemmelighed Tarnation.

Af vokalisterne har Mark Lanegans mørkere stemme både på titelnummeret og på ’Intertwined’ i duet med Björklund mere gennemslagskraft end Jon Auer og Rachel Flotard. Til gengæld bliver ’The Anchor Song’ en slags utraditionel duet mellem Flotards stemme og Maggie Björklunds pedal steel.

Veldrejet og stemningsfuldt
Det er en uhyre følsom variant af pedal steel, Maggie Björklund har lært sig at spille. En anelse diskretion er da også påkrævet, hvis man skal lade pedal steel være dominerende soloinstrument uden at ende i bluegrass eller rhinsten til halsen.

Men det lykkes fornemt for Björklund, uanset om hun spiller op til en sangstemme eller selv tager teten på de fire instrumentale stykker for pedalstål m.m., som der er fire af på ’Coming Home’.

LÆS OGSÅ Dansk country får vindheksene frem

Til dels pga. iscenesættelsen er det generelt ikke sange, der blæser én bagover og ud af sadlen, men de er veldrejede og stemningsfulde nok til at bære dette på én gang særegne og tilgængelige udspil fra Margrethe ’Maggie’ Björklund.

Hun overbeviser på sit instrument, og med gode venners hjælp gør hun det også på et album med stil, atmosfære og et regulært personligt udtryk.

Sand i Sahara
At turnere i Amerika som pedal steel-solist må være en fantastisk følelse for en dansk musiker med en gammel countryforelskelse.

En drøm må være en decideret duo-plade med Mark Lanegan. For Lanegans slidte fløjl og Maggies smukt underspillede twang klæder hinanden umanerligt godt.

Hvor Poul Krebs på ’Magnolia Tales’ kunne tage til Texas for at hente inspiration og en god oplevelse med hjem, kan den danske pedal steel-guitarist Maggie Björklund i USA rent faktisk gøre sig forhåbninger om at sælge sand i Sahara.